Hilsen fra Michael Falch
Kalvehave, årsskiftet 06/07
Kære venner
Lad mig benytte årsskiftet som anledning til at sende en tak til jer. Tak for jeres interesse i løbet af 2006 - for det nye album, for jeres medvirken under alle koncerterne solo forår og efterår, med Boat Man Love i sommer, for Torben Billes bog om mig og for jeres besøg her på hjemmesiden. Jeg får ikke svaret direkte på ret mange indlæg på ”Gæstelisten”, men jeg håber, at det i det mindste er OK for jer at vide, at I kan være sikre på, at jeg læser hver eneste hilsen. Det glæder mig at se, at der er så livlig aktivitet der. Dagen får lige et pift, når der er en ny hilsen på hjemmesiden.
Og der har sandelig været mange gode dage for mig i 06. At vende tilbage med nyt album efter den lange pause gav mig en højst intens, gammelkendt følelse, der fik mig til at føle mig tilbage i øvelokalet som 16-årig med Kylle og Peter Schmidt og Kedde i min ungdoms Tønder og til tidlig Malurt-tid i Blågårdsgade på Nørrebro. Der var en del på spil for mig på ”falder du nu”. Det var ikke bare et nyt album i rækken. Jeg tilstår, at det krævede noget ekstra mod for mig at tage den endelige beslutning om at trykke på ”send”-knappen. Jeg var også klar over, at et tekstindhold som på ”falder du nu” gjorde krav på radikal åbenhed, når jeg troppede op og bad om sendetid og spalteplads i medierne. Jeg var fuldt bevidst om, at jeg skulle vogte mig nøje for at reaktivere de gamle stress-spøgelser, men jeg mente samtidig ikke, at jeg kunne være bekendt at gå efter en beskyttet bolig i offentligheden med de sange, jeg nu havde med mig. Derfor blev det intense eksistentielle seancer for mig i alle de mange interviews, hvor der altså ikke bare blev small talket hyggeironisk eller blot talt om guitarlyd og dansk sprogs eventuelle sangbarhed.
Det var krævende, men det blev til gengæld væsentligt for mig at være i det igen. Det var ikke bare et nyt album, der skulle lanceres. Der var for mig en hel vifte af afgørende livserfaringer at formidle videre. Jeg fandt tidligt ud af, at de nye sange, især de grumme af dem, havde brugsværdi for mange mennesker. Det gav mig en ny fornemmelse af, at det slet ikke var ”mig mod verden” og alene med et stort ego, der skulle trykkes af. Jeg kunne i de bedste øjeblikke tillade mig at føle, at jeg faktisk var ude at fortælle på manges vegne om tilværelsen og om nogle af de tabuer og den benægtelse, der stadig omgiver børn fra dysfunktionelle hjem og misbrug i det hele taget. Det handler dybest set om at forsøge at leve op til den fordring, Frans af Assisi engang i 1200-tallet udtrykte cirka således: ”Den, jeg er i det skjulte, ønsker jeg også at blive ude i det offentlige rum”.
Jeg skulle lige tage tilløb... Men jeg havde samtidig en så indlysende fornemmelse af ny styrke ved at være ude at vove pelsen igen. Hele vejen gennem min sangskrivning og indspilningen i studiet under ledelse af min formidable producer og nye soulmate, Jacob Binzer, havde jeg brugt mester Neil Youngs gamle erkendelse som en art undertekst: ”Jeg har prøvet at være middle of the road, men nu valgte jeg at søge ud mod grøften. Og derude mødte jeg en hel masse meget mere spændende mennesker end inde midt på vejen.”
Det gjorde solokoncerterne endnu mere intime for mig selv, og jeg har selv haft opfattelsen af, at nogle af de stærkeste aftener sammen med publikum i mit sceneliv som solist faldt i løbet af 06. Det rustede mig også grundigt til samarbejdet med Boat Man Love gennem sommeren. Det var noget af en mundfuld for mig efter mine tilbagetrukne år efter kollapsen, men orkestrets medlemmer er så indsigtsfulde og fintfølende, at der aldrig opstod problemer for mig med at rykke min ædru, clean, anti-stress munketilværelse med ud i selv det heftigste backstagefestivalland. Det blev endnu en grænseoverskridende oplevelse for mig at samarbejde med Skjærbæk-brødrene, Søren Koch og Johan Lei Gellett – som at genfinde en mistet kærlighed til vores alle sammens ”Miracle Drug”, musikken. Vi tager en ny etape i sommeren 07, og så har jeg forhåbentlig nye sange på bedding, så vi til efteråret kan få vores lyd optaget til et nyt album. Det brænder jeg for.
Torben Billes bog var også en hård nyser at overleve for mig. Helst havde jeg sikkert set et hyldestskrift, en lille helgenbiografi, men det var der åbenbart ikke materiale til. Nej, jeg valgte selv glansbillederne fra og benyttede i stedet lejligheden til at fortælle mine livshistorier endnu dybere ud om mine forældres problemer og mit eget eskalerende misbrug og baggrunden for mit break down for små fem år siden, end jeg havde gjort i foråret omkring udgivelsen af ”falder du nu”. Jeg så det som en chance for at give livserfaring direkte videre. Og så en dag lå bogen der. Mit blakkede liv lå pludselig der i en konkret skikkelse. Det tog pusten fra mig i nogle dage. Også fordi det altid vil være sådan, at når sandheden skal frem, så vil der altid mangle de nuancer og sidehistorier, der gør den ægte sand. Sandhed er næppe mulig at levere. Det vil kræve alt for meget baggrundsstof, alt for mange ekstra redegørelser, alt for mange detaljer, psykologiske aspekter, tid og sted, lokale forhold, verdenshistorie, underfuld rådgivning og universets tilblivelse, hvis der for alvor skal sandhed for en dag. Alligevel har de fleste af os en opfattelse af, at noget, der ligner sandhed ret godt, dog lader sig frembringe. Og sådan ser jeg selv Torben Billes bog, ”Ud af Mørket”. Jeg selv ville vel have fortalt historien anderledes (som en helgenbiografi!), men jeg har dog selv leveret råstoffet gennem de mange, mange interviews med Billen gennem årene og intenst de sidste par år.
Som nogle af jer bemærkede, da min ældste datter, Anna, gæstede mig på et par af efterårets solokoncerter, så er hun højgravid. Det forventes at ske i løbet af januar, og også dette vidunderlige nybrud bidrager til atmosfæren af nye tider omkring mig. Morfar...! Yes, baby!
Tak for jeres entusiasme. Tak, både til jer, der har fulgt mig og mine sange så trofast gennem mange år, at jeg genkender jeres ansigter ude i mængden, og til jer nye, der er stødt til med friske blikke på sagen. Vil I nu passe på jer selv og hinanden i nytåret? Måske skulle nogle af os forsøge at undgå altid at være dem, der skaber uro omkring os, og i stedet prøve at blive dem, der bringer fred til de sammenhænge, vi indgår i...
FREDELIGT NYTÅR.
Kærlig hilsen
Michael Falch
