"HELE VEJEN" - NYT ALBUM 15. SEPTEMBER
30-ÅRET FOR ”KOLD KRIG”
I år er det 30 år siden, at Michael Falch debuterede på den danske rockscene med Malurt-albummet ”Kold Krig”. Den runde dag vil blive markeret på selve mærkedagen, den 15. september 2010, med udgivelsen af et nyt Michael Falch-album. Det bliver et særligt projekt, der er retrospektivt uden at blive nostalgisk. Det vil indeholde såvel helt nye numre som ældre, overlevende sange ikke i de gammelkendte udgaver, men nye, levende versioner med Boat Man Love, og det vil på en stribe indspilninger også inkludere Falch-kompositioner arrangeret for DR UnderholdningsOrkestret og Boat Man Love side om side.
Et singleforspil udsendes medio august.
Michael Falch har nydt sin største succes i flere årtier med 2010-udgivelsen, ”Fodspor i Havet”, og turnerer netop nu med Boat Man Love omkring sig.
FALCH NOMINERET TIL EN BODIL FOR "APPLAUS"
Efter Otto Brandenburgs død er Michael Falch den eneste danske rockmusiker, der på sit cv kan anføre, at han har oplevet at modtage en Bodil-statuette for bedste mandlige hovedrolle i en dansk film. Samtidig kan han dokumentere, at han i sine fem optrædender som filmskuespiller er blevet Bodil-nomineret fire gange! Sin Bodil fik han for sin præstation i Dan Turèll-filmen "Mord i Mørket" i 1987. Tre år før havde han været nomineret i samme kategori for sin filmdebut med hovedrollen i Søren Kragh Jacobsens "Isfugle". Han blev igen nomineret til en Bodil i 1988 for den anden Turèll-film, "Mord i Paradis", mens Erik Clausens "Tarzan Mama Mia (Mig og Mama Mia)" ikke indbragte ham en nominering som den foreløbig eneste af hans filmoptrædender. Nu er han for fjerde gang nomineret til en Bodil for årets bedste mandlige birolle for sin præstation som eks-manden til Paprika Steen i filmen "Applaus" fra 2009.
Der var flere nomineringer til Martin Zandvliets kritikerroste Applaus, som også er nomineret til Årets Film, ligesom Paprika Steen må være favorit til prisen som Årets kvindelige hovedrolle. Det er Filmmedarbejderforeningen, dvs. foreningen af danske filmkritikere og -journalister, der nominerer til priserne, der uddeles den 21. marts. Læs mere på f.eks. http://www.information.dk/220785.
Mathilde, Michael, Anna og Soffi Falch til premiere på Applaus.
Foto: Birger Storm.
Michael Falch og Dan Turell
OPTAKT TIL TURNÉEN MED FALCH & KREBS
Som en lille opvarmer til turneen i det nye år er det muligt at opleve en smagsprøve fra den forrige turné med Krebs & Falch.
Oplev videoen i lille format (ca. 13 MB) eller mellemstort format (43 MB).
MICHAEL FALCH OG POUL KREBS AKUSTISK 2010
De to sangere og sangskrivere sammen på landevejen igen
I starten af 2009 var Michael Falch og Poul Krebs for første gang på turne sammen som duo og resultatet var et sandt triumftog, med både udsolgte huse og stående ovationer overalt hvor de to kom frem.
Nu er Falch & Krebs så igen klar til at drage Danmark rundt i hinandens selskab. Bevæbnet med akustiske guitarer, mundharper, stemmer, massevis af gode historier - og ikke mindst en lang række fornemme og slidstærke sange fra to af de bedste kataloger i Danmark, kombineret med helt nyt materiale fra begge de populære sangere.
Michael Falch udsender 18. januar 2010 soloalbummet ”Fodspor i Havet”, lavet i samarbejde med Lars Skjærbæk. Det er Falchs første album med nye sange på gaden siden ”Sang til Undren” fra efteråret 2007 og førstesinglen ”Trækfugle” er allerede i rotation på bl.a. P4.
Poul Krebs udgav i foråret det meget roste og guldsælgende album "Angeleno Road - Lige ved siden af virkeligheden", der bl.a. indeholdt nye hits som "Smiler din sol", "En dag som i dag" og "Helmand Blues".
Michael Falch og Poul Krebs live akustisk 2010: 27/1 Horsens Ny Teater, 28/1 Haderslev, Harmonien, 2/2 Hjørring, Vendelbohus, 3/2 Sønderborg, Alsion, 4/2 Vejle Musikteater, 9/2 Herning Kongrescenter, 10/2 København, Glassalen, 11/2 Nykøbing Falster Teater, 23/2 Nykøbing Mors, Morsø Teater, 24/2 Odense, Magasinet, 25/2 Grenå, Pavillonen, 2/3 Ringsted Kongrescenter,
3/3 Århus Musikhus og 4/3 Tønder Kulturhus.
Se endvidere koncerter for yderligere oplysninger om forsalg.
Som en lille opvarmer til turneen i det nye år er det muligt at opleve en smagsprøve fra den forrige turné med Krebs & Falch ved at klikke her.
C.V. JØRGENSEN, MICHAEL FALCH OG STEFFEN BRANDT
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai, Syddansk Universitet, til Politiken om danske sangskrivere:
”… diskussionen om uddeling af priser også i Danmark er en god anledning til at se på nogle af rockpoeterne som lyrikere. CV Jørgensen er efter hendes mening ikke den eneste, der har høj kvalitet.
Hun nævner også en mand som Michael Falch.»Han har arbejdet meget med sine tekster, indimellem i samarbejde med digteren F.P. Jac. En tekst som ’I et land uden høje bjerge’ er en flot, flot tekst af Falch. Det er ikke bare en danmarkssang. Det er også et digt, der kan tåle at blive læst«.
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai anbefaler ikke direkte, at en rockpoet skal have Akademiets store pris, men hvorfor ikke?»Det er der vel heller ikke nogen, der har sagt. Men her du må jo hellere spørge Det Danske Akademi«, siger Anne-Marie Mai.»For min egen del synes jeg ikke, at der er et stort flertal af tekster, hvor teksten når et højt lyrisk niveau. Og det må vel være et kriterium for at få den vigtigste danske litterære pris. Men et par af lyrikpriserne ville jeg gerne tildele rockdigterne, hvis jeg kunne få lov til at bestemme. Det særlige ved Bob Dylan er, at han stort set holder niveauet hele vejen igennem. Det er et livsværk«.
»CV Jørgensen har skrevet fantastiske tekster, der kan læses som digte, men også tekster, der dårligt kan stå alene. Når det gælder rockpoeterne og litterær kvalitet må man spørge til, om de indfrier det, som Dan Turèll kaldte drømmen om ’den syngende digter’. Og det synes jeg, at flere af rockmusikerne som CV Jørgensen, Michael Falch og Steffen Brandt faktisk gør, og der burde herhjemme bogstaveligt talt sættes litteratur-pris på den kvalitet«.
Politiken, 21. sep. 2009.
FALCH OVERALT PÅ NETTET
Du kan nu følge Michael Falch rundt omkring på nettet. Det sker på tjenesterne Facebook, hvor Michael har sin egen profil og på Twitter, hvor han sender egne opdateringer. Sidst, men ikke mindst vil Michael Falch blogge på Blogspot:
Michael Falch på Facebook:
Michael Falch på Twitter:
Michael Falch på Blogspot:
DOWNLOAD AF "TRÆKFUGLE"
Nu kan "Trækfugle" med Michael Falch - første single fra det kommende album "Fodspor i Havet" - downloades for kr. 8,- i iTunes via følgende link:
Singlen kan uden download bare høres på
myspace.com/michaelfalch
FALCH MED I SATIRESERIE PÅ DR2
Nikolaj Steen spiller den stakkels pladeselskabsdirektør i en livstruet musikbranche i satireserien om musikbranchen "Manden med de gyldne Ører". I afsnit 2 optræder Michael Falch som "Michael Falch" og afsnittet vises på DR2 onsdag den 11. og fredag den 13. november".
WEBSHOP NYT ALBUM 18. JANUAR
Den 18. januar 2010 udgiver Michael Falch sit nye soloalbum "Fodspor i Havet". Du kan forudbestille CDen her til særpris Kr. 130,- + porto og forsendelse og vil så få et signeret album tilsendt lige omkring udgivelsen. Tilbud gælder frem til 20. december 2009, derefter stiger prisen til Kr. 145,- + porto og forsendelse.
Bestil albummet her
HILSEN FRA MICHAEL FALCH, 20. AUGUST 2009
Kære venner.
I dag slutter min solo sommerturné 09, og jeg får endelig gjort noget ved det får skrevet en lille hilsen til jer, der følger mit lille, vedvarende projekt som venner af sagen. Som min sidste optræden på turen er jeg i dag inviteret til at synge en stribe af mine sange ved et arrangement i Strøby Kirke i anledning af 100-års dagen for forfatteren Martin A. Hansens fødsel. Det er ret ærefuldt for mig. Som nogle af jer vil huske fra mine egne to små bøger og måske have set på min litterære hitliste bagest i Torben Billes bog om mig, så har Martin A. Hansen været en central litterær figur i mit liv, faktisk siden jeg som 15-årig læste ham første gang.
Det var i skolen, i 1. real, som det hed, på Tønder Statsskole, og ifølge min gamle ven, Nils Gunder Hansen, der siden er blevet betydningsfuld i den danske litterære offentlighed, skal jeg dengang have udbrudt, at ”det var den værste gang lort, jeg nogensinde havde læst!” Lektor Kastberg gloede målløs på mig, men jeg var jo ny læser af kvalitetslitteratur og vidste ikke bedre. Siden blev Martin A. Hansens lille romanklassiker ”Løgneren” et hovedværk for mig den sender jeg nærmest dagligt en tanke, så levende er den blevet i mig. Det skinnede vist også endog meget stærkt igennem i mine to små dagbogsudgivelser, hvor jeg på mine ture, ofte fulgt af min elskede hund, salig boxerhund Lunte, gik omkring på Herrens Mark og reflekterede så at sige i ”Løgneren”´s fodspor. På mit næste album vil denne påvirkning blive endog meget tydelig.
Jeg er nået langt med den nye plade. Otte sange er nu tæt på at være færdige. Udgivelsesdatoen lyder 18.01.10. Den ene af ”mine” guitarister fra Boat Man Love, Lars Skjærbæk, er producer. Men det bliver ikke en traditionel band-plade. Som nogle af jer nok har opdaget ude på scenerne, har både Lars Skjærbæk og den anden Boat Man-guitarist, Søren Koch, været af sted med Tim Christensen i år. Selv har jeg været ude på en, for mig selv, aldeles pragtfuld turné med Poul Krebs (tjek evt. www.youtube.com/watch?v=K5GHHGMySxk) og siden har jeg så optrådt solo. Jeg har derfor et stykke tid ikke være i band-mode. Det har nok påvirket de nye sange, som vel for en dels vedkommende kan karakteriseres som en slags ”folk”, men i den mere syrede afdeling det er sange med et akustisk udgangspunkt, lydsat på en filmisk måde. Jeg er ikke sikker på kategorien, for det er ulig noget, jeg har lavet før.
Den 25. september får spillefilmen ”Applaus” premiere rundt omkring i Danmark. Jeg spiller en større birolle i filmen, og sammen med Paprika Steen, som spiller den altdominerende hovedrolle, vil jeg deltage i forpremieren på Lys over Lolland, kulturfestivalen, hvor jeg flere gange tidligere har optrådt. Det foregår i KajKino på havnen i Rødbyhavn kl. 20 søndag den 30. august. For billetter tjek www.lysoverlolland.dk Filmen er en heftig psykologisk sag, og Paprika har allerede fået prisen som bedste kvindelige hovedrolle ved den prestigefyldte filmfestival Karlovy Vary i Tjekkiet, ligesom filmen skal have international premiere ved én af verdens fire vigtigste festivaler, Toronto Film Festival i Canada omkring den 18. september. Det er meget stort for en dansk film at blive udvalgt hertil, forlyder det fra filmkyndige.
Fra dyb alvor til total fis og ballade: DR2 producerer en ny serie satire, der - lidt i stil med den finurlige blanding af fakta og fiktion, man kender fra ”Klovn” - gør grin med musikbranchen. Afsnit 2 gør grin med mig. Jeg valgte at mene, at det var bedre, jeg tog mig sammen og selv gik ind og spillede ”rollen”, end at de satte en anden til det. Ifølge manuskriptet skulle der desuden holdes en fabelagtig fed tale i afsnittet, og den kunne jeg rent skuespillerfagligt rigtig godt tænke mig at give et bud på, ligesom jeg skulle spille fuld… Jeg har ikke glemt følelsen, kan jeg fortælle, selv om der er gået 7-8 år, siden jeg sidst har prøvet det. Jeg er næppe komiker, men ret komisk, tror jeg nok det skal blive. Paprika Steens bror, Nikolaj, spiller pudsigt med den familie og mig pt. - den stakkels pladeselskabsdirektør i en livstruet musikbranche. Satireserie om musikbranchen "Manden med de gyldne Ører", afsnit 2 med Michael Falch som "Michael Falch", vises på DR2 onsdag den 11. og fredag den 13. november"..
Den 1. oktober begynder min efterårsturné, solo i Kalvehave Kirke, min gamle genbo, hvor jeg har åbnet turnéer flere gange før. På denne tur landet rundt vil jeg spille flere af de nye sange, som jeg fra i morgen af skal til at arbejde videre med. Det kribler for at komme videre med den sidste gruppe sange. De er skrevet og ligger bare her og venter på, at det bliver deres tur. Livet er i det hele taget godt ved mig for tiden. Jeg har haft stærke oplevelser alene på scenerne derude i festivalland denne sommer, og det sydfynske øhav føles godt for mig. Jeg læser løbende og med glæde hilsener her på hjemmesidens gæstelisten, selvom jeg ikke kan love at svare på dem, der rummer spørgsmål. Heldigvis har andre ofte svarene. Vi ses derude.
Kærlig hilsen fra
Michael Falch
MICHAEL FALCH OG TINA DICKOW SAMMEN I EROTISK DRAMA
Den 3. april udsender Scanbox tv-novellefilmserien ”Karrusel” på dvd. Da Berlingske Tidendes højt estimerede teaterkritiker Ebbe Iversen anmeldte ”Karrusel”, der oprindelig blev vist på TV2 i 1998, konkluderede han, at det, der for alvor havde bidt sig bevægende fast efter de 10 sammenhængende novellefilm, var Michael Falch i rollen som den desperat frustrerede universitetsmand Ulrich. I det ene af sine to ret uhyggelige afsnit spiller Michael Falch sammen med Tina Dickow, der her debuterede som lovende skuespiller nogle år før, hun blev kendt sangerinde.
Om sin rolle fortæller Michael Falch: ”Det var en gave af en rolle for mig - det nærmeste, jeg hidtil har været en rigtig karakterrolle. Der var absolut ingen good guy over den Ulrich, jeg skulle spille. Han var gennemført usympatisk, en ucharmerende, falleret, desillusioneret universitetslærer, som konstant svingede mellem storhedsvanvid og selvhad. Jeg ville søge det skræmmende i figuren og samtidig finde en slags forsvar for ham, så han ikke entydigt bare blev så tegneserieagtigt ubehagelig, som manuskriptet lagde op til. Og det blev det rigtigt interessante for mig, at lede efter det, der trods alt også gjorde ham til et menneske, en stakkel, der kunne røre noget i publikum. Samtidig var jeg selv i en ret vanskelig livsfase på det tidspunkt, vi optog. Jeg havde en diskusprolaps i udbrud, og jeg var tynd og udtæret, hvilket gav noget til rollen, mener jeg. Og, pyha, for nogle fæle scener. Især den, hvor han i et auditorium på Universitetetet skal voldtage den unge, naive århusianske kvinde, som Tina Dickow gav sit fremragende bud på. Det var en svær scene at gennemføre, for det bliver altså ret virkeligt, når man står i det. Og sikkert temmelig ubehageligt for Tina, som var helt ung og uprøvet. Men det fungerer vist ret godt på skærmen, tror jeg.”
KARRUSEL
Den svære kærlighed slår erotiske gnister, når vidt forskellige mennesker tager en rundtur i livets karrusel. En perlerække af de bedste danske skuespillere udfolder hverdagens dramaer fra et moderne Danmark i den 10 episoder lange TV-serie Karrusel.
Her er utro advokater, drengerøve i kåde væddemål, ekskærester, der forsøger at finde sammen igen, prostituerede, som ligesom alle andre leder efter den eneste ene og mange andre.
Episoderne hænger sammen som en karrusel, der kører rundt og sender en person videre til næste afsnit.
Karrusel er dansk TV-drama, når det er bedst. Serien kørte med stor succes på TV2, og der er indlevende og vedkommende skuespil på samtlige pladser.
”Isfugle”, Søren Kragh-Jacobsens spillefilm med Michael Falch i sin første hovedrolle, der indbragte ham en Bodil-nominering i 1983, er også netop udsendt på dvd.
Både ”Karrusel” og ”Isfugle” kan købes hos Gucca.dk
HILSEN FRA MICHAEL FALCH, MARTS 2009
Kære venner.
Jeg er tilbage i min nye sangskriverhule på Tåsinge. Tak for jeres hilsener her på hjemmesidens gæsteliste. Jeg læser dem alle, og det er en glæde for mig at mærke livet omkring koncerterne og sangene. Jeg kan kun meget sjældent svare direkte, for ellers får jeg mere om ørerne end godt er. Der har jeg jo været før, og der skal jeg ikke hen igen. Den 2. april er det såmænd 7 år siden, jeg trak nogle streger i sandet. Dem har jeg holdt mig til siden i al slags vejr og har ikke fortrudt et sekund. Jeg har det godt.
Det var en milepæl for mig at få udsendt "I Kampens Hede" som dokumentation for mit samarbejde med Boat Man Love. Det har været nogle intense, opmuntrende år for mig i deres selskab omkring sangene fra "falder du nu" og "Sang til Undren" og med nyt liv også til gamle sange. Nu er vi draget hvert til sit med en klar aftale om at finde sammen, så snart der igen bliver en naturlig anledning. Lars Skjærbæk og Søren Koch turnerer pt. med Tim Christensen.
Tak til jer, der fandt plads på min turné med Poul Krebs her i januar-februar. Det har været en sublimt glædelig oplevelse, og vi er enige om, at vi gør det igen en gang med andre sange i andre byer, når vores kalendere igen er i sync. Jeg går og savner vores fællesskab nu, hvor vi igen er ude i hver sin galakse. Det blev en dramatisk afslutning i Århus, da en gæst før ekstranumrene faldt om med et epileptisk anfald. Jeg har fået melding om, at han hurtigt kom sig, og at der ingen skade skete. Vi fik alle lige en reminder om livets skrøbelighed.
Filmen "Applause", hvor jeg spiller sammen med Paprika Steen, bliver nok ikke bare den tv-film, man havde planlagt. Muligvis udskydes den til efteråret, hvor den så evt. bliver biograffilm. Det var i øvrigt en glædelig overraskelse, at "Isfugle" netop er blev genudgivet på dvd. Som nævnt tidligere her på siden deltog jeg sidste år i en optagelse af Sebastians "Skatteøen" med de sange, jeg sang på den oprindelige indspilning i 1986. De vises på DR en gang i marts-april.
Jeg skal ikke optræde igen før mine solojobs på festivaler fra ultimo maj. Så nu står mine guitarer hver dag og kigger på mig, spændte på om der er noget nyt i gang inde bag den rynkede pande, og papiret kalder ubeskrevet hvidt på nye ord. Sange er på vej, nogle er allerede blevet til demoer i mit hjemmestudie på min nye sydhavsø. Men det er stadig for tidligt at forsøge at definere, hvad det er for noget, der kommer. Jeg ved, hvad mit liv vil gå ud på de næste måneder, og jeg begynder også at få en vag fornemmelse af projektets midtpunkt. Dvs. jeg ved lige nu, hvad jeg vil, og jeg tror, jeg ved, hvordan jeg kommer videre. Hvad mere kan et menneske egentlig forlange?
Måske ses vi derude til sommer.
Kærlig hilsen og kram fra
Michael
PS fra Pia Brandt:
FALCH FORUM NU OGSÅ PÅ FACEBOOK
På opfordring forsøger vi nu også at etablere MICHAEL FALCH FORUM på Facebook!
Se den nye gruppe på Facebook (søg på 'Michael Falch' eller 'Pia Brandt')
og så håber vi selvfølgelig at rigtig mange af Jer vil ”tilmelde” Jer som ”venner”, så vi kan få et fint forum op at stå derinde... Det går allerede pænt fremad; På blot et døgn har 56 personer tilmeldt sig gruppen!
Man skal selv være tilmeldt Facebook for at kunne besøge andres profiler derinde, men dette gøres meget let på www.facebook.dk - og herefter burde I kunne finde gruppen.
"ISFUGLE" PÅ DVD
Et meget hyppigt stillet spørgsmål på denne hjemmesides gæsteliste har gennem årene været, hvornår filmen "Isfugle" mon udsendes på dvd. Den gamle video-udgave af filmen, som gav filmdebutanten Michael Falch hans første Bodil-nominering, er for længst udsolgt, hvorfor Søren Kragh-Jacobsens kuldslåede psykologiske drama fra 1983 om to meget forskellige unge mænd, der krydser hinandens spor, ikke har været tilgængelig i mange år. Nu meddeles det fra filmselskabet Sandrew Metronome, at "Isfugle" netop er blevet digitaliseret og i løbet af 2009 udsendes på dvd. Dermed får publikum endelig mulighed for at se eller gense Michael Falch som den unge, forkvaklede storbydesperado i åben kamp med barndomsspøgelserne.
"Da jeg læste manuskriptet, følte jeg, at rollen som den vilde René var som skrevet til mig personligt", fortæller Michael Falch. "Fordi Søren Kragh-Jacobsen havde set mig på pladeomslaget til Malurts "Black-Out" blev jeg kaldt til prøvefilmning side og side med 25 unge, uddannede skuespillere. Jeg havde åbenbart gjort det forfærdeligt til den casting, for jeg fik besked om, at rollen desværre var gået til en anden. Det var jo, hvad jeg havde kunnet forvente, fordi jeg i den sammenhæng bare var en håbløs amatør fra rockscenen. Men jeg brændte virkelig for at lægge krop til den figur. Han var så meget mig, at jeg følte, at jeg kunne give figuren kærlighed foruden al min egen frygt og vildskab. Så ringede telefonen en dag, og Søren Kragh-Jacobsen fortalte, at de nu var nede på tre emner til rollen, men at han ikke kunne glemme mig. Om jeg ville lade mig prøvefilme igen. Ude i de gamle Metronome-studier i Lyngby hviskede Åke Sandgren, der var assistent, mig i øret, at jeg skulle tænke på, at det ikke var 50.000 mennesker på Roskilde Festival, jeg optrådte for, men et kamera, der opfangede selv den mindste mimik. Jeg skruede ned for dramaet, og lillejuleaften 1982 tog jeg ind til Søren Kragh-Jacobsen for at høre, om der var noget nyt. Hans kone åbnede og sagde i døråbningen: "Tillykke - du har fået rollen." Min medspiller Peter Hesse Overgaard og jeg tog med Søren til en ødegård i Sverige en tid for at gå manuskriptet detaljeret igennem. Så begyndte optagelserne, og jeg synes stadig her 25 år senere, at det er det mest vellykkede og tilfredsstillende jeg hidtil har udrettet foran kameraerne."
Isfugle på DVD fås bl.a. hos Gucca.
FALCH I TOP 10
Musikkæden GUF´s hitliste ser således ud i 46:
1. AC/DC - Black ice (Deluxe) (CD)
2. DIVERSE - Women - The Best (2CD)
3. DUFFY - Rockferry (CD )
4. LARSEN, KIM & KJUKKEN - Glemmebogen for børn (CD)
5. BJERRE, SYS - Gør det selv (CD )
6. MELUA, KATIE - The Katie Melua collection (CD+)
7. AC/DC - Black ice (CD)
8. SCRIPT - Script (O-CARD) (CD )
9. FALCH, MICHAEL (CD+DVD) - I kampens hede (CD+)
10. DVD - Indiana Jones-Krystalkraniets. (2DV)
11. SJÖGREN, CHRISTER - Mit Sköna Sextiotal (CD )
12. KINGS OF LEON - Only by the night (CD)
13. DICKOW, TINA - A beginning,a detour,an open.. (3EP)
14. ØRKENENS SØNNER - En sang fra de varme lande (DVD)
15. GNAGS - Legepladsen (CD)
Kilde: GUF
|