NY EFTERÅRSHILSEN FRA MICHAEL FALCH

 

Kære besøgende.

Foredragsturen er slut. For en pt. ikke-turnerende rockmusiker som mig har det nu været pudsigt alligevel at jage motorvejens hvide striber og krydse Storebæltsbroen by night så mange gange i løbet af et år.

Tak til alle jer, der varmede stederne op derude, både for jeres tyste indlevelse og jeres befriende latter, og tak for hilsener på gæstelisten og de mange mails.

Jeg er nu atter tilbage ved en fuldstændig blank kalender, og den kommende tid vil jeg formentlig være optaget af at lure på, hvor vejen mon nu fører hen, mens jeg skriver ting og sager ned. I hvert fald er mit udgangspunkt nu et helt andet, end da jeg drog ud til de første mål på foredragsturen, hvor guitaren enten slet ikke var med, eller kun lige fik lov at komme op at trække vejret i et par sange. Ved de sidste af efterårets foredrag skulle man vist være meget højt uddannet i argumentationsteknik for at undgå kalde situationen for "koncertlignende"... Jeg må med glæde indrømme, at det var dejligt at mærke sangene igen sammen med jer, på en ny måde.

Når jeg nu ser tilbage på striben af aftener med foredraget "Lykkelig Undervejs" på turen fra Diakonhøjskolen i Århus i februar til Støberihallen i Hillerød i oktober, dukker de gennemgående temaer selvfølgelig op. Men de kom til at følge deres egne kurver, så fokus hele tiden forrykkede sig. Somme tider tog barndomsfortællingen magten med dens forkrøblende mønstre, somme tider showbizhistorien med dens vilde drømme og maniske udfoldelse; til tider kom identitet og berømmelse i centrum, andre aftener var det selvværd, stress, breakdowns og alkoholproblemer, der fyldte mest. I den sidste fase optog det mig stærkt at give mit bud på den "en skønne dag", jeg har kredset omkring og sunget om så mange gange gennem årene i mine sange. Dén "en skønne dag", hvor det vitterlig lykkes mennesker at trække en konsekvent streg mellem før og nu i deres liv. Den dag, hvor gyldne løfter ikke længere bare skal løbe ud i sandet, og hvor hæmmende vanemønstre ikke mere skal snige sig ind og underminere de konstruktive fremtidsudsigter. Det øjeblik, hvor styrken kommer til at forvandle "en skønne dag" fra at være bare en fjern drøm til at blive konkret handling i virkeligheden. Det punkt i et menneskes liv, hvor vi endelig får modet til afgørende at tage vores personlige historie på os og stå ved den. Når vi til vores store forbløffelse opdager, at vi ikke selv er universets centrum, at vi ikke er Gud i vores eget liv, og når vi opdager, at vi heller ikke længere ønsker at forsøge at spille den absurde rolle.

Jeg begynder at tro, at det er sådan at spring i erkendelsen, en dansk filosof med en alt for lille, krumbøjer krop til et alt for stort, tanketungt hoved for omkring 150 år siden gik rundt og spekulerede over på sine lange gåture i de københavnske gader. Han talte om "at træde i karakter", og jeg tror, at han talte om at tage sin livshistorie på sig og vikle sig ud sit konstante selvforsvar og sine idealiserede selvbilleder, om at bide hovedet af al skam og stå ved sin reelle historie; gøre sig fri af den ved at indse sin personlige og universelle begrænsning og finde modet til at forandre sine invaliderende vanemønstre ved konkret handling. Ved at gøre noget - gøre noget andet. Som det hedder: Den, der altid kun gør det, hun altid har gjort, finder altid kun det, hun altid har fundet.

Jaja, det er en masse ord, men ord kan som bekendt forvandle - i hvert fald, hvis det lykkes os at få dem til at synke fra hovedet ned i hjertet, og de 30 cm. kan ofte være en lang rejse. Hvad kan ordene betyde i praksis?

Det er en kendsgerning, at mange mennesker, selv de velfungerende, som tilsyneladende udadtil lever det gode liv i pagt med sig selv og omgivelser, risikerer at nå til punkter i deres liv, hvor de gror fast. De føler sig låst i deres identitet og livsform, og det gælder både de vildeste jægere af dionysisk livsnydelse og de kedeligste stivstikkere. Tilværelsen mister ligesom magien; enthusiasmen skrumper ind, og tørre, modvillige leverpostejsdage og meningsløse tv-aftener bliver resultatet. Eller de lader sig gribe af en manisk oppisket arbejdsnarkomani, der har til formål at camouflere tomheden i arbejdstøj. Tomhedsfølelsen er spøgelset, vi føler, vi må flygte fra. Vi er forlængst desperate, og vi når slet ikke at registrere, at der måske er to slags tomhed på færde.

Der er den tomhed, der skyldes vores udtømthed i forhold til vores gamle personlighed, og der er en anden, dybere tomhed, der muligvis er vores mere egentlige selv, vores autentiske indre menneske, vores essens, der nu kalder på at blive taget alvorligt og hentet op fra dybet. Den kalder med en følelse, vi tolker som tomhed. Med en umiddelbart skræmmende tomheds smerte. Og vi reagerer prompte med at ville fylde tomheden med indhold. Væk fra den skal vi i hvert fald. Manisk fylder vi arbejde, stress, alkohol og anden kemi ned i hullet for at dulme smerten ved uroen. 

Men skamfølelsen fortæller os, at vi er på vildspor. Skam har det konstruktive aspekt, at det afslører os, når vi svigter os selv. Derfor er skamfølelsen et pålideligt barometer for vores grad af væren i os selv. Ikke "os selv" i forhold til vores mere eller mindre konstruerede mentale facade, vores tillærte og delvist opdigtede personligheds mønstre. Men i forhold til vores egentlige, sande natur.

Selvhadet rumsterer og regerer; irritation og melankoli bliver grundstemninger. Det sociale overskud visner, og al aktivitet bliver forstyrrelser af gravfreden. Fremtiden ligner lukket land, og tilbage står efterhånden kun den absolutte isolation, kemisk stemningsregulering og håbet om den mest smertefrie afvikling af eksistensen.  

Hvis dette menneske ikke flytter sig i to samtidige bevægelser, vil ingen forandring kunne ske. Den ene slags tomhed, der er en slags følgevirkning af at være vokset ud af sit gamle kostume, må vi bevæge os væk fra ved at tvinge os selv i ny adfærd, ved at ændre vores vanemønstre og vores livsform. Den anden tomhedsfølelse må vi ikke flygte fra, men tværtimod finde mod til at se direkte i øjnene, for måske er den til syvende og sidst udtryk for vores indre klippegrund; den, der er vores inderste kerne, vores essens.

Det er her omkring, at Jesus møder Buddha, tror jeg.

Det er stadig bare ord. Men jeg må selv rode med det praktiske. Der er noget almenmenneskeligt på færde i disse spørgsmål, men selvransagelsen - afklaringen af vores personlige værdier - og handlingsplanen - de nødvendige konsekvenser af at tage vores værdier alvorligt -  er vores eget ansvar. Vi klarer det sjældent alene. Vores fastfrysninger smelter ikke af sig selv. Det kræver andre måder, end dem vi hidtil har benyttet os af i vores afsporede tilværelse. Først og fremmest er det min erfaring, at jeg måtte frem til det punkt, hvor jeg turde bede andre om hjælp. Selve den overgivelse, det fravalg af den falske stolthed, der ligger i denne bevægelse, skaber megen villighed og en vis ydmyghed. Dernæst måtte jeg skabe faste daglige og ugentlige holdepunkter, jeg kan orientere mig efter, så jeg ikke som før bare rutscher tilbage i de gamle mønstre, der er så dragende i deres vanefaste lethed. Vi vil umiddelbart langt hellere blive i utilfredsstillende, dræbende gamle vaner end kaste os ud i besværlige forandringer. Min stille stund hver morgen er del af sådan en ny ritualisering, der stemmer mig til en ny dags udfordring og styrker mig i forhold til den verden af fristelser, jeg ikke kan ændre en tøddel på og giver mig styrke til at arbejde videre med de kræfter i mig, der vil holde mig tilbage. Jeg kan kun håbe på at ændre mit eget forhold til verden ved konsekvent at praktisere selvransagelse, meditation og bøn og ved at passe møderne i den selvhjælpsgruppe, jeg fast kommer i sammen med ligesindede, der ønsker at leve ædru.

Mange af os kom førhen netop ikke i ny, effektfuld udvikling, fordi vi tidligere manglede de faste holdepunkter, vi kunne strukturere vores dagligdag omkring i en ny livsform. Disse faste klipper kan mange finde i selvhjælpsgrupper inden for mange slags problemområder og gøre til en del af deres hverdagsliv.

(Pårørende til og voksne børn af alkoholikere og andre misbrugere kan f.eks.dele erfaring, styrke og håb i Al-Anon-grupperne (www.al-anon.dk) overalt i landets større byer og i ACA-grupperne. Folk, der ønsker at lære at leve et liv uden alkohol og anden kemi kan på tlf. 70 10 12 24 få råd og oplysning om tid og sted for møder).

Hvis ånd og sjæl skal have krop, så kan jeg ikke lade være med at give en kommentar til et afsnit af min første bog, Helligdage, hvor jeg med dyb respekt skriver om folk, der er i stand til at disciplinere sig selv så kraftfuldt, at de uge efter uge gennemfører deres løbeture. Jeg skriver om dem, som var de simpelthen af en anden race end jeg selv. At de var mennesker af en støbning, der havde adgang til nogle ressourcer, jeg aldrig selv ville komme i nærheden af. Sådan ved jeg, at mange andre har det med fast motion. Under mit ophold på Minnesota-behandlingscentret Tjele sidste år mødte jeg en ansat ædru alkoholiker, der nok havde levet benhårdt førhen og var ti år ældre end jeg, men som efter fem års ædruelighed strålede af den styrke, der også kommer af fast motion. Han var blevet løber, fortalte han. Fra at have ligget tæt på rendestenen, løb han nu marathon med sin søn. Selv havde jeg ingen drømme om sådanne distancer, men hvis jeg jævnligt kunne komme til at løbe bare et par kilometer, ville jeg være meget tilfreds. Han gav mig et 12-ugers løbeprogram med tre ugentlige løbedage (f.eks. mandag, onsdag og lørdag), hvor første dag i uge 1 hed:

5 min. gang

1 min. let løb

3 min.s gang

1 min.s løb

(let gang hjemad til strækøvelser)

Det kunne selv jeg godt overskue uden at få opkastningsfornemmelser bare ved tanken. Træningsmængden sættes stille og roligt op med bare et minuts løb mere pr. uge (dog med lidt lavere intensitet på de tre løbedage i uge 3 og uge 7 for at restituere lidt), og da jeg nåede uge 12, var jeg uden problemer i stand til at løbe 30 min. uden pause. Det var gået nærmest problemløst, fordi stigningen i intensitet var sket umærkeligt fra uge til uge.

Nu tager jeg min 5 km.-tur flere gange om ugen og med glæde (ikke helllig, men heldig!) og passer desuden en let træning i et motionscenter et par gange om ugen med en god ven, som hjælper mig til at holde aftalerne. Det er vist gensidigt. Og med sæsonens kamp på veteranholdet i www.kalvehave-if.dk og lidt tennis er jeg vist et pænt stykke inde i sportsidiotien. Til gengæld ser jeg ikke megen sport på tv længere.

Måske kan dette hjælpe andre med at komme igang med at løbe lidt men godt. At komme i fysisk bedre form er helt indlysende et godt fundament for mental heling og åndelig udvikling.

Under foredragene havde jeg nogle gange en fornemmelse af at dele fra hjertet på en måde, så jeg måske aldrig nåede til en egentlig forklaring på foredragets titel, "Lykkelig Undervejs", opkaldt efter mit seneste studiealbum. Titlen er dobbeltydig, idet den jo dels kan refere bagud i tid til tilstande tidligere og dels til selve oplevelsesformen - at fokusere på tilstanden nu i stedet for at lægge opmærksomheden ud til et punkt et sted ude i fremtiden - at blive i stand til at mærke bevægelsen i nuet under rejsen, ikke kun belønningen ved målet. Meget af min mentale tilgang til livet har tidligere bygget på en forventning om, at "når først jeg når til dét punkt, så kan jeg måske slappe af, nyde livet, blive lykkelig". Når først jeg går på scenen; når først jeg kommer fra scenen; når først turnéen begynder; når først turnéen er slut; når først albummet er i kassen; når først cd´en udkommer; når først det bliver juleferie; når først ferien er forbi... så kan jeg begynde at leve for alvor. Den livsindstilling lægger i sin forventning alting ud i fremtiden. Det hele bliver først alvor "en gang", "om lidt". Den omtalte "en skønne dag" får hele tiden lov at få udsættelse. Og det hele ender i spørgsmålet: Hvornår bliver "nu" egentlig NU? Altså, nu - lige her og nu?  

Kærlig hilsen og pøj-pøj med jeres

fra

Michael

 

20. okt. 2003