HILSEN FRA MICHAEL FALCH, DECEMBER 2003

Kære besøgende ven.

Ud fra rare hilsener her på "Gæstelisten" kan jeg forstå, at der går rygter om, at jeg atter har meldt mig under fanerne på musikscenen. Dertil vil jeg i god julemandsånd bemærke, at ikke alle rygter behøver at være løse, for fra 3. februar har jeg ganske rigtigt aftaler om at finde de skrå brædder igen efter min pause.

Det er over to år siden, at jeg måtte trække mig tilbage for at få ryddet op og foretage en hovedrengøring af især øverste etage. Jeg kan ikke skjule, at det jævnligt har føltes som en strabadserende rejse, til tider som en rejse på stedet, men jeg kan uden at ryste på hånden konstatere, at det hidtil har været hele turen værd for mig.

Det første år af min pause troede jeg ikke et sekund på, at en tilbagevenden til sangene og scenerne ville blive ønskelig for mig og mulig at realisere. I min forestilling kunne omstændighederne kun være, som de altid havde været for mig som jævnligt omkringfarende derude på landevejene. Det var som et mytisk landskab med uskrevne regler og faste skikke, jeg måtte følge eller flygte fra. Jeg troede, at jeg var nødsaget til at finde et helt, helt andet livsindhold end sange, scener, publikum, medier, motorveje og broer. Først for få måneder siden, efter nogle af de sidste af årets foredrag, en nat på vej hjem over Storebæltsbroen, begyndte jeg at få en vag fornemmelse af, at der måske alligevel var en anden måde at gøre det på, hvis tilgangen til det hele blev radikalt justeret. De af jer, der ved foredragene har hørt mig tale om stress, selvværd og stimulanser, ved nok, at når jeg melder mig til tjeneste igen, så skyldes det, at jeg nu har fået tilstrækkelig tillid til forandringerne.

Samtidig har jeg taget mig selv i at mærke den gamle kærlighed til musikken som sådan vågne igen. Alene listen over de kunstnere, jeg har oplevet live i årets løb, fortæller vist historien om det: Aimee Mann, Jackson Browne, TV-2, Neil Young, Bob Dylan, Twiinsmission, Elvis Costello og snart Sheryl Crow.

Når jeg nu sidder med den ældgamle af Martin-guitarerne, så minder det mig lidt om den stemning, jeg havde som helt ung mand i Tønder og på Nørrebro. Jeg selv er er ganske vist et ældre og anderledes menneske, men guitaren er den samme. Og jeg har ikke bevæget mig væk fra den, selv om jeg unægtelig har gjort, hvad jeg kunne for det. Noget helt essentielt er uforanderligt.

Om det så kan bære hele vejen igennem, kan ingen vide, men i hvert fald er udgangspunktet nu, at jeg kan lide at sidde her i mit arbejdsrum og spille mange af de sange, jeg har skrevet gennem årene. Deres temaer er ikke anderledes end før, men jeg hører ligesom flere af deres under- og overtoner nu. Jeg tager mig i at nyde det!

Jeg kommer ikke foreløbig til at springe rundt i medierne og slå på tromme, og forhåbentlig kan jungletrommerne bringe rygtet rundt uden PR og offentlighed, så nogle af os kan ses, og genses, derude på gode, intime spillesteder i det nye år, der stadig ligger som en lovende længslens ø derude i horisonten.

Jeg takker for jeres tålmodighed med mig og for jeres vedholdende interesse og ønsker jer en fredelig jul og et smukt nytår. Jeg glæder mig roligt.

Kærlig hilsen

Michael

Dec. 2003