|
|
I FYNS AMTS AVIS (journalist Ole Grube) - anmeldelse af koncerten i Magasinet, Odense, torsdag den 17. februar: Falch i topformDer er klasse over Michael Falchs soloshow - og når han som i aftes inviterer et par af de gamle Malurt-drenge med på scenen, må alle overgive sigFYN: Glæd jer. Glæd jer, Svendborg, Nyborg og Kerteminde. Michael Falch er på vej. Og han er i topform. 80'ernes og 90'ernes ubestridte danske rockkonge fik i aftes bevist, at man også skal regne med ham i dette århundrede. Den 43-årige far til tre fik med en næsten tre timer lang koncert et revivel, som de sent vil glemme på det propfyldte Magasinet i Odense. For der er ikke mange - hvis nogen overhovedet - der kan få folk til at rejse sig og danse på stolene til en akustisk solo-koncert, hvor der er dækket op til, at man skal sidde pænt tilbagelænet i stole med armlæn og klappe mellem numrene. Men Michael Falch kan. Han kan også få hele salen - fra pigen i cowboyjakken til svigerfaderen med slipset - til at synge med for fuld hals, trampe i gulvet, klappe, råbe, pifte og fløjte. Falch'en lagde Magasinet ned med sin guitar, et glas vand, en mundharpe, en stime ørehængere og fuld skrue på charmen. Og han viste sig i aftes også som ganske god og befriende uselvhøjtidelig entertainer med en fin timing - også selvom nogle af anekdoterne om kammeraterne på serie 5-holdet hjemme i Kalvehave på Sydsjælland kører så meget i tomgang, at man kommer til at tørste efter et par akkorder. Dem skortede det til gengæld ikke på, da han midt i andet sæt overraskede alt og alle og rev de to gamle venner, Peter Viskinde og Pete Repete (begge Big Fat Snake) frem fra kulissen, og pludselig havde gendannet tre-femtedele af legendariske Malurt. Hele salen skrålene med på Mød Mig i Mørket, Os to nu og ikke mindst Superlove, så det runger i murene ved Brandt Passage endnu: Vil du, vil du, vil du break my heart, åhh, åhh, uuuhhuuu... Det var i aftes ikke til at få svar på, om Michael Falch også har Malurt-drengene med, når han står på scenen i Borgerforeningen i Svendborg i aften, i Kino i Nyborg i morgen eller i Kerteminde om et par uger. Men trods det glædelige gensyn har Falch bevist, at han også kan solo. Glæd jer."
- skrev Ole Grube i FYNS AMTS AVIS
Forside | Nyheder | Biografi | Koncerter | Fotos | Post Musikken
på denne hjemmeside er stillet til rådighed med
tilladelse fra KODA
og NCB |