Michael Falch - Biografi

 

Michael Ehlert Falch
Født 16. september 1956 i Køge.

Sanger, guitarist, sangskriver og skuespiller

Karakteristik | Karriere | Diverse | Malurt | Film, TV og teater


op


Karakteristik

Med en selvkritik og en selvbevidsthed, der har været lige ihærdig, har Michael Falch formået at etablere sig som solist og samtidig være del af et band. Ikke mindst fordi hans nysgerrighed har fået ham til at give sig i kast med flere forskellige genrer, men også fordi hans projekt hele tiden har været at se, hvor meget hans i bund og grund amerikanske rockvision kunne holde til, når han satte den op mod det ærkedanske, der er klangbund i Falchs sange, som henter inspiration i Bruce Springsteen, Neil Young, J.P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan. 1999-udgivelsen er et dækkende karrieretværsnit..


op

Karriere

Allerede i barndomshjemmet i Tønder spillede Falch luftguitar foran spejlet sammen med vennen Christian 'Kette' Arendt. Senere dannede de bandet Ahasverus, som havde Gnags som idoler. I 76 flyttede Falch til København for at læse dansk ved universitetet. Sammen med Arendt og trommeslageren Peter Mors dannede han Malurt. Gruppens andet album Vindueskigger (Medley, 1981) og hitsinglen Superlove/Vindueskigger (Medley, 1981) placerede Malurt som et af de mest lovende navne i dansk rock.

Selv om Malurt &endash; især i starten &endash; markerede sig som et kollektiv, stod det hurtigt klart, at Falch havde potentiale til andet og mere end forsanger og gruppetalsmand. Så da han i 83 debuterede som skuespiller i Søren Kragh-Jacobsens film Isfugle, var det kun et spørgsmål om tid, før han ville vælge solistvejen. Malurt-sangeren spiller den rast- og rodløse René, der indeholder en god del af et selvportræt af Falch, der efter Malurts februar-turné i 84 tog på en slags pilgrimsrejse til sit 'hellige' land, USA. Turen førte også ham og hans livsledsager til Mexico og Jamaica og varede et halvt år. Malurt-live-lp'en Kys Mig Før Jeg Blir Cool (Medley 1984), indspillet i februar, udkom i august. Da var Malurt reelt gået i opløsning. December samme år påbegyndte Falch sit første soloalbum i tæt samarbejde med programmøren og keyboardspilleren Jesper Ranum, som da var med i DeFilm. Debutalbummet kom i marts '85, og var moderne, tempofyldt og måske lige lovlig tidstypisk, og lå med næsten kåde tekster som Gak Gak I Gågaden, Os To Eller Hva og den populære ballade Nye Tider fjernt fra den ærke-amerikanske guitarrock, Falch havde været identificeret med. Pladen blev en publikumssucces og et hadeobjekt for kritikerne. Og Falch anklagedes for at svigte sine idealer. Han svarede igen året efter med Det Andet Land, en række sange om at have drømme og visioner og samtidig leve i et land, der er fladt på alle måder. Især sangen I Et Land Uden Høje Bjerge blev elsket og hadet lige inderligt. På albummet medvirkede bl.a. Malurt-keyboardspilleren Pete Repete, Nils Henriksen, guitar, samt Gnags-guitaristen Per Chr. Frost og -trommeslageren Jens J.G. Nielsen; de to sidste som medproducere. Pladen blev samme efterår-vinter fulgt op af en turné, hvor Falch optrådte med Pete Repete, Nils Henriksen, Christian Arendt, saxofonisten Bob Jackson, Jens Rugsted, bas, og Jacob Sæther, trommer.

Samme år gik Falch endnu en gang til filmen. Han fik en Bodil for sin rolle som den navnløse detektiv i Sune Lund Sørensens filmatisering af Dan Turells bestseller-krimi Mord I Mørket. Succesen søgtes fulgt op i 88 med Mord I Paradis. Filmrollerne gav Falch stamplads i ugebilledbladenes persongalleri, men han har altid holdt fast ved, at han først og fremmest er rocksanger. Og under-stregede det på De Vildeste Fugle. Her gjorde Falch, der i mellemtiden var blevet far, status i sange, der skildrer dilemmaet mellem at være tryg familiefar og så stadig have »en motorvej i blodet«. På pladen medvirkede igen Repete, men også brugen af de tidligere Malurt-medspillere Arendt, Dia Nielsen, Peter Mors og Peter Viskinde varslede om, at noget nyt, eller rettere fornyet, var på vej. I 89 udsendte Falch Håbets Hotel, og befandt sig i et vadested i sin karriere.Om efteråret turnerede han med Jette Schandorf, bas, Nils Henriksen, Sæther og Pete Repete.

Vejen frem skulle vise sig at gå tilbage. Efter en 'unplugged' duo-turné med Pete Repete på små spillesteder i foråret 90, steg Falch samme sommer sammen med Jacob Haugaard på Det Blå Rocktog, et socialpædagogisk projekt, der satte fokus på 'problembørn'. På Roskilde Festival samme år genopstod Malurt med en gennemslagskraft, som om de aldrig havde været væk. Gendannelsen gav også solisten Falch nyt liv, som udmøntede sig i den privatlivsorienterede plade Tossede Verden med radiohittet Kærlighedens Lysthus. Pladen udkom på Gnags' pladeselskab og var co-produceret af bl.a. Jens J.G. Nielsen og Thomas Helmig. Der skulle gå seks år, før Falch igen udsendte nyt i eget navn. Den mellemliggende periode brugte han på Malurts comeback samt virket som skuespiller, far og ægtemand.

I februar-marts 95 turnerede han som del af De Tre Tenorer sammen med vennerne Steffen Brandt fra TV-2 og Poul Krebs. Senere samme år var han på turné i Grønland med Malurt-guitaristen Peter Viskinde. Begge dele satte gang i sangskrivningen. I kælderen i Søborg tog Falch hul på et nyt kapitel sammen med Viskinde og Repete og nye musikere som Jacob Albrecht, trommer, ex-The Law samt fra Søborg-bandet Brotherhood In Trouble, John og Kurt Poulsen, bas og guitar samt vokal. De var med på det sjette soloalbum, Stævnemøder, der udsendtes august 96 med temaer som skilsmissetrussel og fornyet livsappetit samt en hyldest til Dan Turèll i sangmonologen Hva' Så København? På sin 40-års fødselsdag på-drog Falch sig en diskusprolaps, som tvang ham til at aflyse en planlagt efterårs-turne. I 97 var Falch især aktiv på koncertfronten med et guitarorienteret Neil Young-inspireret band med bl.a. Nils Henriksen og de yngre musikere fra Stævnemøder. Bandet spillede bl.a. på Midtfyn, og i Tivoli 29. august. Efteråret 97 brugte Falch, som var flyttet til Sydsjælland, på sange til et nyt album. April-juli '98 indspilledes Nye Rejsende i Peter Branders studie med Brander og turne-orkestret samt på et enkelt nummer vokalbistand af datteren Anna Lyneborg-Falch. Sange som »Singler« og »Det Ender Med En Blues« blev øjeblikkeligt publikums- og radiofavoritter.

Efter et stykke tid at have skrevet meget personlige dagbogsbreve på sin hjemmeside løftedes webprosaen ud til Falchs første bog, Helligdage. Den selvbiografiske bog, som i formen skyldte Falchs gamle idoler, Henrik Pontippidan og Martin A. Hansen, en del, blev en salgssucces i 2000 og kom året efter i paperback. Den fik i foråret 2002 en lige så bedstsælgende efterfølger i Hjemveje.

I marts 2001 færdigindspilledes Lykkelig Undervejs med Pete Repete, den nye leadguitarist Oliver Steffensen, guitaristen Peter Brander, som igen lagde studie til samt trommeslageren Kasper Foss og John Poulsen. Sangene blev luftet på en efterårsturne samme år. Og pladen blev hyldet som et comeback for Falch. Bl.a. skrev Politiken: »Modenhed, når det er mest vedkommende og mundret. Måske Falchs bedste udspil nogensinde.« Sangen »Din Himmel Så Blå« med Lis Sørensen som medsanger og F.P. Jac som medtekstforfatter blev et mindre hit ligesom »Baby Blue Eyes«. I foråret 2002 udsendtes livealbummet Hjemveje Live, som både dækkede hans akustiske og elektriske side, som samtidig markerede en pause i turnelivet.


op

Diverse

Sideløbende med solistprojekterne har Falch også medvirket i andre musik-, teater- og mediesammenhænge. I 86 medvirkede han som Silver i Sebastians pladeindspilning af musicalen Skatteøen (Medley). Samarbejdet fortsatte i 88, hvor Falch som 'arbejder' både var med i tv- og cd-udgaven af Sebastians bearbejdelse af Brechts Det Gode Menneske Fra Sezuan (Medley). Falch synger Sangen Om De Otte Elefanter. En speciel niche har Falch skåret sig som fortolker af børnesange først og fremmest på pladerne Åh, Abe (Sony/DR 1993), Pa-papegøje (Sony/DR 1994) og Tangokat (Sony/DR 1995). Blues-udlægningen af Halfdan Rasmussens Posemandens Bil fra Åh, Abe har Falch endog taget på sit 'voksen'- koncertrepertoire. Lignende projekter er det danske lydspor til Disney-tegnefilmen Oliver & Co. (Serieforlaget/Disneyland 1988), hvor Falch sang Eventyr I New York City. Falch har også medvirket som sangskriver og tekstforfatter på plader med bl.a. Lis Sørensen, Viskinde og Sanne Salomonsen &endash; til sidstnævntes album Ingen Engel skrev Falch alle tekster. I 94 deltog han i Beatles-hyldesten The Glorious Beatles Circus Show i Århus Festuge. Samme år skrev og indspillede han AB-sangen, slagsang for Akademisk Boldklub. Et vidnesbyrd om hans lykkelige kærlighed til fodboldspillet, som han dyrker på serie 5-holdet i Kalvehave og i noget mere stjernebestrøede omgivelser på ShowStarS med bl.a. brødrene Laudrup.

Som skuespiller har Falch også spillet teater. Fra Radioteatrets Endnu En Mors Sjæl fra 89 og tv-teatret Superdame, fra 90 til Woyzeck på Bellevue Teatret samme år og i 94 på Århus Teater i musicalopsætningen af Odysseen. Ud over de nævnte film var Falch med i Erik Clausen-filmen Tarzan Mama Mia fra 89 &endash; som far, samt novellefilmserien Karrusel, på TV2 efteråret 96. Falch spillede en psykopatisk kulturjournalist. I 2000-2002 fik han lidt af et nyt folkeligt gennembrud som retsmedicineren Jan Boysen i DR-TV's massivt populære serie Rejseholdet.

Også kulturjournalistisk har Falch sat fingeraftryk. Bl.a. som skribent for blade som MM og Levende Billeder samt Asschenfeldts Magasin, ligesom han var columnist på Det fri Aktuelt 93-94. I 2001 skrev han en fiktiv føljeton i Ekstra Bladet om sit alter ego, Walther Ego's genvordigheder med verdens-gennem-bruddet.

Falch har også virket i tv- og radioværtsroller. Som freelance på P3 i 80-85, kulturtalkshowet 1001 Watt på Weekend tv i 85 samt børne- og ungdomsprogrammet Hemlig Nemlig på DR-TV 93-94.

At det stadig ulmer i den gamle Nørrebroaktivist kunne man se op til valget i efteråret 2001, hvor Falchs underskrift figurerede på en protestannonce, der sagde, at »Danmark skal ikke regeres af en regering fra højre«.

Ovenstående biografi kan fra 3. oktober 2002 læses i den nye udgave af Politikens Dansk Rock Leksikon 1956-2002 (Politikens Forlag). Og bringes her med venlig tilladelse af bogens hovedredaktør Torben Bille.

- Se også Biografi 1999 under albummet "Mød Mig I Mørket"


op

MALURT

Dannet 1976, København

Michael Ehlert Falch, sang, guitar; Peter Viskinde, guitar; Henrik Littauer, keyboards, Peter Mors, trommer, Dia Nielsen, bas

1980: Kold Krig (Amar Records)

1981: Vindueskigger (Medley)

1982: Black-out (Medley)
- Peter Viskinde, Henrik Littauer, + Peter 'Pete Repete' Sørensen, keyboards, Christian Arendt, guitar

1983: Tour de force (Medley)

1984: Kys Mig Før Jeg Bliver Cool - live (Medley)

1992: Spøgelser (BMG/Genlyd) + Viskinde, - Arendt

1992: Uden Filter - live (BMG/Genlyd)

1993: Ghetto (BMG/Genlyd)

1994: Live Længe Leve (BMG/Genlyd)

Med lige dele inspiration fra punkklassikere som The Clash og 70'ernes agitpop markerede Malurt sig fra starten med vrede og vision, og en forsanger til at eksponere begge dele lige meget. Senere etablerede Malurt sig som et band, der med dansk udgangspunkt bekendte sig til en mere traditionsbevidst rock, ikke uden indflydelse fra Bruce Springsteen. Malurts styrke lå ikke mindst i, at Michael Falch var et idol af den slags, der ikke har glemt, hvordan det var at være rockfan.

Peter Mors gik som ti-årig til spil hos Delta Blues Band-trommeslageren Preben Feddersen. Syv år senere var han sommeren 1977 chaufførmedhjælper. Pengene brugte han til sit første trommesæt, og resten på en rubrikannonce i Politikens Kom Frit Frem august samme år. Michael Falch var kommet fra Tønder til København året før, og reflekterede på annoncen, hvori »trommeslager søger progressivt band«. Malurt var en realitet. I begyndelsen dog som Ravage, med Falchs barndomsven, den medicinstuderende Christian Arendt på guitar, pendlende fra og til Odense. Som Malurt vandt de en amatørkonkurrence i Nordvestcentret november 1978, og havde allerede da omkring et specielt designet diasshow indgået samarbejde med fotograferne Flemming Lyneborg, Torben Klint og færingen Hans Andrias Hans Mariusarson Nielsen, blandt venner Dia - han spillede også bas og var med, da Malurt tv-debuterede februar 1979 i Børne- og ungdomsredaktionens Klokken 5 med numrene Hvem Skød Papegøjen og Bil & Barn. Der var langt til de læderbukser og cowboybukser, der senere blev del af Malurt-stilen. Man optrådte i peruansk striktøj, bondeskjorter og træskostøvler. Og Malurt markerede sig i alternative miljøer som et kunstnerisk kollektiv med klare politiske undertoner. Bl.a. lod forfatteren og fotografen Jacob Holdt dem låne nogle af sine socialkritiske dias til det lysbilledshow, der indtil først i 80'erne var en del af ethvert Malurt-show.

Arendt forlod gruppen i efteråret 1979. Han erstattedes kortvarigt af Kim Thelander, som igen gled ud til fordel for Peter Viskinde og Henrik Littauer, ex-Buffalo. Med den besætning udsendtes debutalbummet september 1980, produceret af Flemming Ostermann. Pladen gav Malurt medvind, et støt stigende stampublikum og kontrakt med et større pladeselskab. LP'en Vindueskigger og især singlen Superlove (Medley, 1981) betød et gennembrud. Succesen cementeredes på årets Roskilde Festival.

Bag overfladen lurede et modsætningsforhold mellem Viskinde og Falch om, hvem der var mest Malurt: Malurt eller Falch. Efter nytår 1982 blev bægeret for bittert for Viskinde, der forlod gruppen sammen med Littauer for at danne Doras de luxe, senere Doraz. De erstattedes af Arendt og Peter 'Pete Repete' Sørensen, keyboards, ex- Repeat Repeat. Sidstnævnte var netop blevet optaget på Sygeplejeskolen, men nåede aldrig at finde ud om hvidt klædte ham, for forude lå indspilningen af Black-out. LP'en udsendtes april 1982 med Mød Mig I Mørket, der nærmest blev en kendingsmelodi for gruppen. Samme år fik gruppen et mindre hit med julesinglen Hjulene Ruller/Når Natten Falder På (Medley, 1982).

1983 blev et år, hvor band-sammenholdet måtte stå sin prøve. Falch gik til filmen som hovedrolleindehaver i filmen Isfugle. Arendt turnerede med sin gruppe Outskirts som backing for Rock-Nalle, og Pete Repete fik fast bijob hos C.V. Jørgensen. Indspilningerne til gruppens fjerde album trak ud, en turne måtte udskydes, men i oktober udkom Tour de Force, produceret af Gnags-guitaristen Per Chr. Frost. Pladen viste en gruppe, der havde toppet. Februarkoncerterne 1984 formede sig dog som et triumftog, men var samtidig en skjult afskedsturne, som forevigedes på live-albummet Kys Mig Før Jeg Bliver Cool, bl.a. med en udgave af Neil Young Hey Hey My My, produceret af Leif Roden, ex-Alrune Rod.

Marts '84 tog Falch orlov fra rampelyset og drog et halvt års tid på opdagelse i det amerikanske. Kort før jul startede Falch indspilningerne til sin første soloplade. I 1988 inviterede han Arendt, Viskinde, Dia Nielsen og Mors til, sammen med Pete Repete, at akkompagnere ham på LP'en De Vildeste Fugle (Medley). Samarbejdet udviklede sig til en genforening, og 1990 gjorde Malurt comeback på Roskildefestivalen. Bandet genetablerede sin position som et af de mest efterspurgte live-bands. LP'en Spøgelser, produceret af Thomas Helmig, fulgtes op af Uden Filter, en live-plade med en blanding af enkelte nye numre, gamle favoritter og sange fra Falchs soloplader, serveret i tidens unplugged-stil, hentet fra en DR-TV-udsendelse 20. oktober 1992, optaget i Easy Sound studiet, København. Pladen var produceret af Gnags-trommeslageren Jens G. Nielsen. Søs Fenger sang duet med Falch på Den Eneste I Verden. Året efter udsendes det ikke slet så succesfulde Ghetto, men Malurt blev ved med at være koncerttrækplaster. Det kan høres på Live Længe Leve, en retrospektiv samling, optaget i Pumpehuset 9. december 1993.

Pladen blev samtidig Malurts svanesang. Gruppen er ganske vist aldrig officielt blevet opløst, men har siden efteråret 1994 været »langtidsparkeret«, for nu at bruge Michael Falchs vending.

Falch fortsætter sin solokarriere. Pete Repete har mest været med C.V. Jørgensen, Viskinde udgav plader som del af Doraz og under eget navn, og spillede i 1997 i Big Fat Snake, Dia Nielsen er arkitekt og Peter Mors arbejder på DR-TV som rekvisitør, et job, han det meste af tiden har haft sideløbende med Malurt.

Malurt kan høres sammen med Bruce Springsteen på pirat-LP'en By The River i en liveoptagelse fra en Malurt-koncert i Forum 1. maj 1981, hvor Springsteen kiggede forbi, inviteret samme dag af Falch, der tilfældigt så den koncertaktuelle stjerne gå tur på Rådhuspladsen i København. Sammen gav de Springsteen-sangen Hungry Heart. Malurts politiske engagement viste sig ved numre som Luksusliner og Ingenmandsland, udsendt på plader til fordel for hhv. Greenpeace og Folkebevægelsen mod EF, 1983 og '84. I bogen Når Bare Rocken Ruller (Mallings, 1983) tegnede Torben Bille og fotografen Søren Svendsen et signalement af gruppen, på turné og i pladestudiet.

Biografien er venligst stillet til rådighed / gengivet fra:
Politikens Dansk Rock Leksikon. Skrevet af Torben Bille - Tak.

 


op

Film, TV og teater

1980-85 Freelance radiovært ved P3

1983 Isfugle (spillefilm; Boldilnomineret)

1985-86 1001 Watt (kulturtalkshow, Weekend-tv)

1986 Mord I Mørket (spillefilm; Bodilvinder)

1988 Mord I Paradis (spillefilm; Bodilnomineret)

1988 Det Gode Menneske fra Sezuan (tv-teater)

1989 Tarzan Mama Mia (spillefilm)

1989 Endnu En Mors Sjæl (radioteater)

1990 Woyzeck (Bellevue Teatret)

1990 Superdame (tv-film)

1992-93 Hemlig Nemlig (tv-vært)

1994 The Glorious Beatles Circus Show (performance ved Århus Festuge)

1994 Odysseen (Århus Teater)

1996 Karrusel (novellefilmserie)

2000 Rejseholdet (tv-filmserie)

op

 

Forside | Nyheder | Albums | Biografi | Koncerter | Fotos | Post

Musikken på denne hjemmeside er stillet til rådighed med tilladelse fra KODA og NCB
Copyright © Falch & Stjernekasterne. Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Redaktion og layout:
Stjernekasterne. Booking: Skandinavian.
Spinhouse & web-versionering:
Dialog Design