Michael Falch - Nyheder



Nyhedsarkiv 2008

Michael Falch e-mail service

Akustisk aften med Falch & Krebs

Falch-forum lanceret

Falch synger Lennon

"I Kampens Hede" – ny dvd & live-cd

Medieglimt sommer 08

Falch gæsteoptræder to gange på Fyn

Spøgelsestemmen - læs foredrag

DVD-optagelse 19. juni i Vordingborg

Falch atter i bevægelse

Ferrmaten & Skatteøen

Ekstra rolle: Falch højskolelærer i Oure

The Boysen Is Back In Town Again

Kåringer af Falch & Boot Man Love

Falch igen nomineret til en steppeulv

Helena Christensen afløst af Michael Falch

"Smagsdommerne" over Falch på DR2

Live-anmeldelser

Veloplagt Falch & Boat Man Love

Nyt 'Falch forum'

Nyt album direkte ind som nr. 9

Pressen skrev om "SANG TIL UNDREN"

Politikens anmeldelse af "SANG TIL UNDREN"

Kristeligt Dagblad om "SANG TIL UNDREN"

SANG TIL UNDREN er på gaden nu

Nyt album ude 24. september - smuglyt!

Bogen om Falch nu som paperback

"Sang Til Undren" nu nu næsten klar

Tivoli - fødselsdagskoncert 22. juni

15 nye sange klar i Kalvehave

Nyt album på vej fra Michael Falch

Falch hovedtaler ved Danske Kirkedage

Michael Falch tilbage til Tønder

Falch og Falch i ny duet

Michael Falch løber i god sags tjeneste

To indendørs shows på sommerturen

Boat Man Love på egen hånd

Sommer 07: Falch m. Boat Man Love

Falch'ens egne favoritter

F. P. Jac-digt om Michael Falch

op

EN AKUSTISK AFTEN MED MICHAEL FALCH & POUL KREBS

De to venner sammen på Danmarks-turné efter mange års tilløb

Nu sejler jeg bort fra din sydhavsø og nynner en enspændersang
Den vil jeg synge i et soundtrack til dig som en hilsen på vejen engang
Og her og nu, hvor venner er sjældne tangenter af elfenben
Nu hvor dagene bliver længere, er det værd at vide, at et sted derude har man én
(Michael Falch om sit og Poul Krebs´ venskab i sangen ”Enspænder”, fra 1998)

Gennem årene har Poul Krebs og Michael Falch, som noget ganske sjældent på den danske musikscene, været hyppige gæster ved hinandens koncerter – hvor de har begejstret både publikum og sig selv ved at låne linier og sange fra hinandens repertoire. Ingen tvivl om at disse to sangere og sangskrivere - så forskellige de også er - står hinanden særdeles nær, og de har nu besluttet at drage ud på en fælles turné i januar/februar 2009. Uden orkester.

Koncerterne vil dermed præsentere to af landets mest populære sangere og sangskrivere – der hver stiller med et smukt arsenal af stolte akustiske guitarer, gode historier og store øjeblikke fra deres omfattende sangkataloger. Falch albumdebuterede med Malurt tilbage i 1980, mens Poul Krebs havde sit første album på gaden året før, i 1979 – så det er i sandhed et par lange og imponerende karrierer de to populære musikere kan se tilbage på. Og endnu mere imponerende er det, at begge kunstnere stadig er på toppen og stadig er i stand til både at lave stærke albums og fylde spillestederne landet over.

Efter mange års tilløb er det nu lykkedes Michael Falch og Poul Krebs at synkronisere deres kalendere til en lille måneds akustisk Danmarks-turne, der i perioden fra 27. januar til 26. februar 2009 rammer en række nøje udvalgte og intime spillesteder rundt omkring i landet. Bare 12 koncerter i alt er der tale om, så der bliver sandsynligvis run på billetlugerne, når hele turen offentliggøres omkring den 1. oktober.

Michael Falch nyeste album er det svært roste ”Sang til undren” (2007) – og den 27. oktober udsendes en sveddryppende koncert-DVD, indspillet sammen med hans heftigt rockende backingband Boat Man Love.

Poul Krebs udgav i 2007 det retrospektive bokssæt ”Signatur” - og seneste udspil er sangskriveralbummet ”Home”, hvor han optræder som del af bandet Song Island Revue. En ny single fra Poul Krebs udkommer i januar 2009 – mens hans første studiealbum i tre år følger i løbet af foråret. Mere Krebs på: www.poulkrebs.dk

Se Danmarks-turnéen for "En akustisk aften med Michael Falch & Poul Krebs"

op

FALCH-FORUM LANCERET

Nu kan du følge med i holdninger og meninger omkring Michael Falchs udgivelser på det nylancerede Falch Forum, der redigeres af Pia Brandt. På hjemmesiden findes også en masse andre informationer omkring Michael Falch lige fra shop til sætlister.

Læs mere på Falch Forum

op

FALCH SYNGER LENNON

For første og eneste gang kan publikum opleve alle 30 sange fra The Beatles' legendariske dobbelt-album spillet live af en lang række danske og internationale topnavne - heriblandt Michael Falch, når Forum Horsens lørdag den 22. november lægger scene til fejringen af 40-året for udgivelsen af ”The White Album".

Læs mere om The White Concert

op


MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE:
"I KAMPENS HEDE" – DVD & LIVE-CD UDKOMMER 27. OKTOBER 2008

IND I KAMPEN
Af Michael Falch

For nogle går det hurtigt, for andre går det langsomt...
For mig har det taget sin tid at blive tilgængelig på dvd. Ja, der er branchefolk, der hævder, at jeg er den sidste, der melder mig ind i klubben. Men nu sker det altså langt om længe.

Min langsommelighed er kommet af, at jeg i 2001 havde meldt ud af rockscenen på ubestemt tid. Det var der ikke megen rock-dvd i, men undervejs i den pause fik jeg rokket så meget ved visse brikker, at jeg i 2006 kunne melde mig ind i kampen igen med albummet ”Falder du nu” med Jacob Binzer som producer. Der var dog stadig langt til scenerne derude, for jeg havde ikke noget band.

Én af mine nye sange var i 2006 blevet indspillet til et Poul Krebs-projekt. Lars og Troels Skjærbæk, to rockmusikere i midten af 30erne fra landsbyen Lind uden for Herning, spillede hhv. guitar og bas på indspilningen. Det lød som noget nær min hedeste rockdrøm, og Poul opfordrede mig til at kontakte brødrene, der havde deres eget band, Boat Man Love, sammen med Beatles-freak-guitaristen Søren Koch og den fabelagtige unge trommeslager Johan Lei Gellett. Måske kunne jeg fusionere med dem. Jeg fangede Lars på mobilen, mens han cyklede ind gennem København. Vi talte om vores fælles forbilleder, Neil Young og hans Crazy Horse og Dylan og hans orkester. Vi talte om lyspunkter i den nye rock og om mit sted på den danske scene her og nu. Efter et bandmøde slog Lars mig et kald – jeg havde fundet mit nye orkester.

Siden har Boat Man Love været omkring mig på næsten 100 koncerter, og i 2007 kunne vi indspille vores album ”Sang til Undren”. Jeg har haft oplevelsen af at få chancen for at vende tilbage til rocken med en kraft i et orkester, som jeg ikke har fornemmet så stærkt siden det allertidligste Malurt for flere årtier siden. Jeg har mærket, hvad det vil sige at få forlænget spilletid foræret og opleve, at mit gamle publikum ikke havde glemt mig, og at et nyt kom til.

Det er underligt, hvad et sammenbrud kan føre til, når man er så heldig at finde ny gejst på vejen. Nu stod jeg pludselig igen omgivet af glødende legekammerater i midten af en rocklyd, jeg havde drømt om siden mine ungdomsår i øvelokalet i Tønder. Der var ganske vist dybe furer i mit ansigt, men jeg havde igen nøjagtig den rockfølelse, jeg var ramt af som 15-årig, når musikken tordnede ud over ungdomsklubben i de tidlige 70ere. Rock´n´roll var ikke bare et dæknavn for tyndslidte attituder og et romantiseret,, stresset misbrugsliv i overhalingsbanen – rock´n´roll var også en reel måde at være i livet på, en slags eksistensposition. Og uden rockens 3. halvleg som lokkemiddel var det nu selve kampen, der var blevet sagen for mig. Jeg havde vitterlig i nogle år prøvet at slippe uden om den rock og dens væsen og nå frem til et andet udgangspunkt, men jeg havde trods ihærdig søgen ikke kunnet finde mit livsindhold noget andet sted. Nogle af os er måske faldet i brønden så tidligt, at vi kun kan fungere i det grænseland, som rock´n´roll er. Da jeg igen bankede på, fik jeg lov til at blive lukket ind.

I Kampens Hede” har vi kaldt den dvd/cd, som pladeselskabet RecArt har finansieret og nu udsender. Der er mindst to grunde til den titel. Først og fremmest ser jeg mange af mine sange som en slags rapporter fra en psykologisk livskamp. Sangene foregår i de livssituationer, hvor man kan brænde fingrene, og hvor det bliver det hedt om ørerne på os.
Men på selve aftenen fik vi også en helt konkret hede at føle. Der blev nemlig mindst 45 grader varmt på den lille scene på rockklubben Stars i Vordingborg, som jeg havde valgt som hjemmebane til denne optagelse. Jeg havde ønsket en optagelse langt væk fra storladen og opgejlet showbiz og i stedet bedt om en varm, tæt, intim klub-atmosfære. Men da først det erotiske Boat Man Love-groove begyndte at gynge, og det kraftige scenelys og det medlevende publikum gik i symbiose, brød spillestedets klimaanlæg simpelthen sammen, og varmen blev så trykkende under optagelsen, at både jeg og guitarist Lars Skjærbæk var tæt på hedeslaget under aftenens sidste nummer. Det blev den varmeste aften i mit rockliv. Man skal passe på, hvad man beder om - man risikerer at få det! Tak for kampen!

op

MEDIEGLIMT SOMMER 08

Jyllands-Posten, 05.07.08: 5 STJERNER UD AF 6

FALCH'EN FLYVER HØJT

Medrivende koncert i Skagen af Michael Falch og hans yderst kompetente medspillere i Boat Man Love.

Skagen Festival: Michael Falch & Boat Man Love, lørdag aften

Det seneste udspil fra Michael Falch og hans backinggruppe, Boat Man Love, ”Sang til undren”, peger i to retninger, når det gælder liveoptræden. Enten endnu mere guitarbaseret rock, som albummet er rig på, eller endnu mere fokus på det tilbagelænede, nærmest akustiske musik, som udspillets anden halvdel består af.

En ting skulle være sikker på forhånd. Musikken måtte være skåret hårfint til, fordi partnerskabet for nylig har været i Vordingborg for at indspille en koncert-dvd, der skal udkomme senere på året. Desuden kom de friske fra en optræden dagen før på Nibe Festival.

Fokus var på kontrolleret guitarbaseret rock og på Michaels Falchs rige bagkatalog med Malurt, som solist og de Falch-klassikere fra samarbejdet med de strålende spillemænd i Boat Man Love, som er resultatet af bare to indspilninger.

Især ”Lad mig lige se dig” fra det nye udspil er smuk. På en eller anden ubeskrivelig måde samler den hele Michaels Falchs sangkarriere i én sang. Fordi den lige så godt kunne være indspillet i de glade Malurt-dage, og så alligevel ikke, fordi der er så meget Boat Man Love over den. Altså både gammel og ny Falch.

Topklasse

De første 30 minutter af koncerten, som skred i hvert fald en halv snes minutter ud over det planlagte på grund af publikums krav om ekstranumre, var ren og skær topklasse. Gamle og nye numre serveret af en ungdommelig og sprudlende, men alligevel afbalanceret Michael Falch – det er ikke overraskende, at han også har haft en fin skuespillerkarriere – og så sekunderet af Boat Man Love.

En majestætisk trommeslager i John Lei Gellett, når han gjorde sine udfald – og den kongelige stil, selv om han sad med nøgen overkrop. En bare glad bassist i Troels Skjærbæk, der tilsyneladende ikke kunne få nok af koncerten, og så de to hårdt arbejdende og opfindsomme guitarister, Lars Skjærbæk og Søren Koch.

Hvor kan de spille kontrolleret smukt, men den fik lige rigeligt på guitarsolo-kontoen midtvejs, hvor koncerten for en tid kørte i slæbegear. Men alligevel kunne de servere det uventede, når der var allermest brug for det.

Men hvor har Michael Falch for længst spillet sig ind i hjerterne hos mange musikelskere. Et par anslag på akustisk guitar, og mange kender sangen og er parat til fællessang.

Hjerte og smerte

Faktisk er også de nye sange så fængende, at efter et par gennemlytninger af den nye cd, hvor Michael Falch udtrykker sig stærkt om hjerte og smerte, som han selv har gennemlevet, kan man uden videre synge med, når han serverer dem på scenen.

Mere skal der ikke til, fordi Michael Falch, hans tekster og hans musikere brænder så meget igennem på en scene.

Efter oplevelsen i Skagen kan man kun glæde sig til den kommende dvd. Var koncerten i Vordingborg bare halv så god som den på Jyllands nordspids, bliver det en indspilning præget af stemning og atmosfære både blandt publikum og på scenen.
Af Finn Smed Sahlholdt



Michael Falch - Oure Rocks, Krøyers Pakhus, Svendborg - Live:

Gaffa 10.07.2008: 5 STJERNER UD AF 6

DEN KONCERT, FALCH'ENS FANS IKKE MÅ GÅ GLIP AF

Michael Falch er lige flyttet til Svendborg. Derfor brugte han denne første koncert i den nye hjemby til at vise, hvad han dur til. Det er ikke så lidt, skulle det vise sig.

Falch var alene på scenen med guitaren, men havde energi som et fire mand stort band. Koncerten varede kun en halv time, så der var ikke tid til meget snak. Der skulle spilles, og han havde tilsyneladende besluttet sig for at give alt, hvad han havde. Så på en halv time skulle den virkelig have gas. Det fik den så.

Den efterhånden gråsprængte Falch ligner stadig en rockstjerne mere end de fleste. Sort læderjakke, spidse støvler, halskæder og en meget åben sort T-shirt. Og looket passede til koncerten, for det var tydeligt, at vores performer virkelig brændte for sagen. Han storsvedte allerede halvvejs i første nummer og bankede til guitaren, så det kan undre, at strengene forblev hele. Tilsæt trampen med rockstøvlen, og scenen er sat.

Numrene var fortrinsvis fra den seneste plade ”Sang til Undren” fra 2007, krydret med lidt af de største hits. Især de nye sange gjorde det rigtigt godt i dette sæt. ”King Baby” er en af de mest rå sange, Michael Falch har lavet, så sangen og dens ophavsmand klædte hinanden rigtig godt denne aften. Den viste tilmed, hvor godt Falch kan synge, når han virkelig presser sig selv. Rigtig godt.

At Fyn er kærlighedens ø, var begrundelsen for, at vi fik ”Lad Mig Lige Se Dig”, fra Falchs næstnyeste album "Falder Du Nu?" fra 2006. Det er en meget smuk og inderlig kærlighedssang, der tilsat koncertens intensitet og råhed blev ganske fantastisk. Den var dog koncertens mest stille sang, og udstillede derfor, at der generelt blev snakket for meget bagi salen.

De gamle guitar-popsange der har gjort Michael Falch landskendt, havde naturligvis den største syng-med-faktor. Men de fremstod pludselig ganske banale i forhold til de nye mere voksne sange. Det blev dog forklædt godt i det rock-outfit, de havde fået på i dagens anledning, og folk oppe foran skrålede med og kom generelt mere og mere med.

Da koncerten var slut, var bifaldet så stort, at der ganske uhørt for så kort en koncert kom et ekstranummer. ”Vil du vil du vil du break my heart. Å-uh-åh-u-åh”, sang publikum med god styrke og godt øre, mens Michael Falch var ved at falde ned af taburetten, rejste sig op, havde guitaren i den ene hånd og over hovedet. Jo, festligt var det bestemt.

Koncerten var på førstedagen af den to-dages festival Oure Rocks, arrangeret af Skolerne I Oure Sport & Performance. Det fik Falch til undervejs at komme med en kommentar om, at ”I morgen er det ikke gamle røvhuller som mig der spiller. Det bliver fedt.” Fedt bliver det nok, men ungdommen skal virkelig tage sig selv i kraven for at finde en energi, tilstedeværelse og spilleglæde, der slår Michael Falchs denne aften.
Af Simon Høgh Meldgaard



op

MICHAEL FALCH GÆSTEOPTRÆDER TO GANGE PÅ FYN, I ODENSE OG SVENDBORG

Skt. Hans aften den 23. juni på Engen, Fruens Bøge i Odense:
BOAT MAN LOVE med guest stars: MICHAEL FALCH, JUNCKER, PETER SOMMER & HENRIK HALL.

Efter for ganske nylig at være indvandret til det sydfynske øhav melder melder Falch sig nu - midt under sin egen sommerturné - til tjeneste som gæst med en håndfuld sange, når hans faste backingband Boat Man Love holder Skt. Hans aften med publikum og guest stars i Odense.

Boat Man Love har gennem de senere år slået deres navn fast som et af landets allerbedst sammenspillede og skarpeste i kategorien potent, højenergisk rock, hvad enten det er i eget navn eller i succesfuldt samarbejde med Michael Falch.
Skt. Hans-aften udvider bandet yderligere med en række af landets mest interessante og personlige frontfigurer – en konstellation, der blev afprøvet i forbindelse med åbningen af musikhuset Fermaten, Herning i marts og affødte flg. ord fra Gaffas anmelder:

” Alle deltagere blev kompetent bakket op af, hvad der viste sig at være Danmarks bedste backingband: Boat Man Love, og da Michael Falch lidt senere ville ”møde os i mørket” og ikke mindst ”Over Vesterbros Torv”, rykkede både ”Boat Man Love” og vi som publikum op i den liga, der gør livemusikken og fællesskabet dér i koncertmørket uforklarligt smukt, stærkt og nærværende.”

BOAT MAN LOVE med FALCH, SOMMER, JUNCKER, HALL
SKT. HANS AFTEN – MANDAG D. 23/6 2008 PÅ ENGEN I FRUENS BØGE KL. 20.30
Fri entré.

10. JULI - OURE ROCKS I SVENDBORG

Skolerne i Oure, som har sikret sig Michael Falch for den kommende sæson i en deltidsstilling som sparringspartner for eleverne på skolens gymnasium og højskole, træder ind på koncertmarkedet med en mini-festival over to aftener i Krøyers Pakhus i Svendborg. Torsdag den 11. juli åbner Oure Rocks med en akustisk solooptræden af skolernes to musikalske ikoner, Kashmirs Kasper Eistrup og Michael Falch. Et særligt sæt af en halv times varighed hver har de to rocksangere lovet at levere, inden hhv. Davenport og Lasse Helner med band overtager scenen. På plakaten fredag aften står blandt andre Spleen United, Figurines og Rasmus Nøhr.

MICHAEL FALCH (solo), KASPER EISTRUP (solo), DAVENPORT OG LASSE HELNER BAND
TORSDAG DEN 10/7 2008 KL. 21 I KRØYERS PAKHUS, JESSENS MOLE 7, SVENDBORG (på havnen). Dørene åbnes kl. 19.30.
Entré kr. 100,-. Kun billetsalg ved indgangen. Tjek yderlige info snarest på www.oure.dk


op

SPØGELSESTEMMEN – OM LYKKE-PERS KNÆKKEDE FILM

Et personligt causeri ved sangskriveren Michael Falch.

LÆS FOREDRAG AF MICHAEL FALCH I PONTOPPIDAN SELSKABET (pdf)

Mødet fandt sted hos Gyldendal i København, den 27. maj 08.

Se henrikpontoppidan.dk


op

DVD-OPTAGELSE MED MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE DEN 19. JUNI

Michael Falch er i den grad i fin form, og det kan alle bevidne, der har oplevet en koncert med Michael Falch i front for det svedigt svingende backingband Boat Man Love. Sammen udsender de musikalske åndsfæller en rock-energi, der næppe findes magen til her i landet.

Nu skal koncerternes energi og atmosfære endelig foreviges på DVD med tilhørende live-CD. DVD’en optages den 19. juni ved en koncert på spillestedet STARS i Vordingborg. Der vil kun blive sat 250 billetter til salg til denne eksklusive TV-koncert, så publikum kan forvente en intim, fortættet aften, hvor alle vil gøre deres yderste for at få musik, stemning og teknik til at gå op i en højere enhed – og sammen skabe årets rock-udgivelse.

Koncerten er kulminationen på en intens turné, og det vil derfor være et godt sammenspillet hold, der møder publikum på STARS, Falchens hjemmebane de seneste 11 år. Repertoiret vil være nøje udvalgt blandt det absolut bedste fra Michael Falch, hvor en blanding af Malurt-træffere og de stærkeste sange fra Michael Falch solo – alt sammen i nye vitale versioner med Boat Man Love - sikrer en uforglemmelig aften i rockens tegn.

STARS
Algade 84
4760 Vordingborg

Dørene åbnes kl. 19, og koncerten starter kl. 20.
Billetter vil kunne købes på www.billetnet.dk og www.billetlugen.dk til en pris af 195 kr.


op

FALCH ATTER I BEVÆGELSE

11 år blev det til på Kalvehave Mark - den længste periode, Michael Falch nogensinde har boet samme sted. Nu bryder han snart op fra Sydsjælland - solo. De livsstilsændringer, han gennemførte i 2002 og har fastholdt siden, kunne ikke afhjælpe alle ægteskabelige problemer. Michael Falch flyttede i 2006 fra sin partner gennem 33 år og har i 2008 søgt om skilsmisse. Ingen af dem har etableret sig med nye partnere. Crazy Horse Farm i Gl. Kalvehave er nu solgt, men Michael Falch bevarer dog sin sydsjællandske forbindelse, idet hans ældste datter bor i området med sin 1-årige søn.

I løbet af forsommeren flytter Michael Falch til idyllen Tåsinge i det sydfynske øhav. Skolerne i Oure Sport & Performance på Fyn, som han har været løst tilknyttet gennem en årrække, og hvor to af hans døtre har været elever, har skabt en særlig stilling til Falch på musik og performance, hvor han i en slags bijob får frie tøjler i rollen som inspirator og sparringspartner for de musikstuderende på skolernes gymnasium og højskole. Her vil han formidle egne erfaringer og passion videre til en ny rockgeneration, bl.a. i samarbejde med Kashmirs Kasper Eistrup, som er også tilknyttet skolens musikafdeling. Engagementet i Oure får ingen konsekvenser for Falchens rockkarriere. Han fortsætter sin sangskrivning frem mod et nyt album og vil sommeren igennem atter være ude i festivalland med sit band, Boat Man Love. Det vil dog vare en rum tid, før han igen optræder i rollen som soloartist alene med sin guitar som på den langvarige solo-turné, han netop har afsluttet, og i efteråret 08 turnerer han overhovedet ikke.


op

FERMATEN & SKATTEØEN

Michael Falch var første mand på scenen, da Dansk Artist Forbund den 2. marts 2008 fejrede sit 90 års jubilæum med optræden også af bl. a. Steen Jørgensen, Kira, Cecilie Nordby og Claus Hempler. Falch spillede "Ild" og "King Baby", som han til publikums applaus introducerede ved at omdøbe Dansk Artist Forbund til "Dansk Narcissist Forbund".

FALCH MED PÅ FERMATEN

Den 14. marts stiller han igen op som én blandt flere, når spillestedet Fermaten i Herning genåbner i forstørret udgave med et show ledet af Falchens faste backingband Boat Man Love. Brødrene Skjærbæk har rødder i Herning, og Fermatens hjemmeside fortæller:

"Michael Falch til åbningen
Den sidste af vennerne offentliggjort
Nu kan vi endelig løfte sløret for, hvem der indtil nu kun har været nævnt som "den hemmelige gæst". Vi glæder os enormt over at kunne sige, at Michael Falch kommer med til åbningen af Fermaten.

Vi gav for et halvt år siden Boat Man Love frie hænder til at samle nogle af deres gode legekammerater til vores åbning og Michael Falch var faktisk en af de første, der sagde klart ja til at være med.

Men på grund af andre koncerter rundt omkring og forhandlinger om sommerkoncerter, har det ikke været muligt at offentliggøre det før nu.

Så åbningskoncerten bliver altså med: Boat Man Love, Marcus Winther-John, Henrik Hall, Juncker, Peter Sommer og Michael Falch.

Hvis ikke det bliver et brag af en fest, så er det vist ikke meget, der gør."
www.fermaten.dk

SKATTEØEN FÅR SIN ORIGINALE SILVER MED

Michael Falch har ofte udtrykt sin dybe respekt for den danske sangskriver Sebastian. I Torben Billes bog om ham offentliggjordes hans Top 15 over de albums, der havde betydet mest for ham gennem årene, og Sebastian var én af de tre danske kunstnere på Falchens liste. Falch har flere gange udtalt, at Sebastian er vort lands væsentligste sangskriver, og på Sebastians personlige foranledning har Michael Falch nu taget imod opfordringen til at deltage med sørøverkaptajnen Long John Silvers sange til Sebastians originale version af Skatteøen. Det vil ske ved Danmarks Radios Underholdningsorkester opførelse af sangene ved slotkoncerterne på Ledreborg den 16. og 17. august 2008. Blandt de øvrige medvirkende er et andet af Falchens personlige idoler, Povl Dissing.

Og nu vi er ved idolsnakken, så var Michael Falch naturligvis at finde på første række i Falkoner Salen på Frederiksberg, da hans absolutte forbillede gennem mere end 35 år, Neil Young, gæstede Danmark til en fabelagtig koncert. Falch havde været så kampberedt for at sikre sig en billet, så han ikke nøjedes med at regne med sine forbindelser inden for musikbranchen, men selv tidligt om morgenen mødte op for at stille sig i kø foran FONA i Nykøbing F, da billetsalget åbnede.


op

MICHAEL FALCH FÅR EKSTRA ROLLE SOM HØJSKOLELÆRER I OURE

Michael Falch kan snart føje en ekstra post til sit omfangsrige cv: Skolerne i Oure Sport & Performance på Sydfyn har fra 1. juni 2008 sikret sig hans faste medvirken i skolernes fortsatte udvikling.

Ansættelsen af Michael Falch som højskolelærer på deltid i Oure sker i forbindelse med skolernes nye profil. Fra i mange år at have været blandt de førende skoler i Danmark inden for idræt og moderne dans og ballet under navnet Idrætsskolerne i Oure har skolerne ændret navn til Skolerne i Oure Sport & Performance.

Michael Falch udtaler: Det har vist længe ligget i kortene, at jeg en dag skulle have en mere fast rolle i Oure. For 15 år siden begyndte jeg at komme på skolerne for at optræde med mine sange, og jeg har i perioder også virket som gæstelærer og fået den særlige Oure-ånd ind under huden. To af mine døtre har gået på efterskole på Oure, og her befinder jeg mig rigtig godt i et krydsfelt mellem det, jeg er mest optaget af: musik, sport, sceneoptræden og en moderne åndelighed, jeg mener at se under udvikling i Oure. Det ligner en drømmetjans for mig.

På Oure Højskole får Michael Falch en fri rolle også med mulighed for at undervise i den litteratur, han altid har brændt for og samtidig bruge tid på de væsentlige eksistentielle temaer, der optager ham. Men primært vil han kunne udvikle en personlig coaching-rolle qua sin enorme sceneerfaring og bidrage til elevernes ophold på musik- og skuespil-linierne både på højskolen og gymnasiet.

Michael Falch påbegynder sin ansættelse på Skolerne i Oure Sport & Performance 1. juni. Den første opgave Michael Falch skal være med til at udvikle og profilere er skolernes Sommercamps i musik, dans og acting, som løber af stablen i uge 27 og 28.

Michael Falch vil ikke bare komme forbi Oure som trækfugl. Når han ikke er på turne, vil han færdes på skolerne som en helt naturlig del af stedet, hvilket både han og skolerne opfatter som en stor styrke ved netop denne ansættelse.

Skolerne har i alle årene har haft moderne dans og ballet på programmet og har nu udvidet med musik, som er blevet udviklet i samarbejde med Kashmir-frontmanden Kasper Eistrup og en skuespillerlinie, som blev udviklet i samarbejde med skuespiller og teaterleder Anders Nyborg, som starter i august 2008.

Skolerne i Oure Sport & Performance har eksisteret siden 1987 og udgør i dag et unikt campusmiljø rummende Danmarks største efterskole, kostgymnasium og en højskole.

Vi mener, at vi med det nye kreative og udviklende miljø, vi nu har skabt, er klar til fremtidens skoleudfordringer, siger medlem af Skoleledelsen Ole Hjorth. De unge stiller store krav til den skole de vælger, og det er klart at de skoler, der både har plads til specialisering og mangfoldighed har gode vilkår for at være med til at definere fremtidens skole, fortsætter han og tilføjer: Jeg tror nemlig ikke at der er den store forskel på at være f.eks. fodboldspiller, danser, musiker eller skuespiller, det handler om indstilling, træning og udvikling – et klassisk dannelsesbegreb, som vi fuldt ud tilslutter os!

Carsten Petersen fra Skoleledelsen udtaler: Vi har nu brug for lærerkræfter, der kan være medvirkende til at udvikle vores performerspor til det høje, niveau vi ønsker. Og da Michael Falch i mange år har været tilknyttet skolerne på den ene eller anden måde blev det hurtigt klart, at vi kunne lave et mere formaliseret samarbejde med ham. Michael rummer mange talenter, og han vil derfor kunne deltage bredt på skolerne – faktisk forventer vi os rigtig mange udviklende og ikke mindst sjove stunder i Michaels nærvær, slutter han.  

Michael Falch er foråret igennem på en lang soloturné, og til maj samler han atter sit band, Boat Man Love, for at tage på en elektrisk tur gennem festival-Danmark.


op

THE BOYSEN IS BACK IN TOWN AGAIN

Torsdage aftener genudsender DR1 nu atter "Rejseholdet". I det fjerde afsnit træder Michael Falchs retsmediciner, Jan Boysen, ind i serien og påbegynder det projekt, der har fået status af "tv-serie-historiens længste scoringsforsøg".


op

KÅRINGER AF FALCH & BOAT MAN LOVE

Fyens Stiftstidende har kåret årets bedste danske albums og årets sange.

Michael Falch & Boat Man Love´s "Sang til Undren" har fået en fornem tredjeplads på listen over bedste albums efter de to unge debutnavne Duné og Kissaway Trail.

På listen over årets bedste sange får Falch ligeledes en tredjeplads for sangen "Ild" efter Volbeat og Duné.


op

FALCH IGEN NOMINERET TIL EN STEPPEULV

Foreningen af Danske Musikkritikere har præsenteret de nominerede til årets Steppeulv 2008. Michael Falch er indstillet i kategorien "Årets Sang" for nummeret "Ild", der er inkluderet på hans udgivelse med Boat Man Love, albummet "Sang til Undren". De nominerede er:

Suspekt: Proletar
Natasja: Giv mig Danmark tilbage
Private: My Secret Lover
Dúné: Bloodlines
Michael Falch: Ild

Prisuddelingen finder sted fredag den 1. februar 2008 kl. 20 i Store VEGA, København.


op

HELENA CHRISTENSEN AFLØST AF MICHAEL FALCH

Helena Christensen har som model været tilknyttet optikerkædens THIELEs markedsføring, indtil man nu ønskede, at en mand skulle overtage rollen.

THIELE havde set Falch optræde i medierne iført sine egne Police-briller og ønskede som forhandlere af dette mærke at bruge nogle fotos til deres mange forretninger landet rundt. Kontrakten blev forhandlet på plads, og Michael Falch toner nu frem i alle større danske byer på store posters, der nærmest tager sig ud som skjulte reklamer for hans nye album, "Sang til Undren".

Gennem årtier har Falch ellers kategorisk afvist en lang række tilbud med store summer fra medvirken i reklamer. Er det noget med de briller, der gør en forskel, eller ser han mon frem til et evt. tilbud om kontraktforlængelse, hvis THIELE nu skulle ønske Helena Christensen og Michael Falch sammen til en sommerkampagne for solbriller?


op

"SMAGSDOMMERNE" OVER FALCH PÅ DR2

Torsdag den 15. november 2007 kl. 23:00 på DR2 forholder Smagsdommerne sig til koncerten i Pumpehuset med Michael Falch & Boat Man Love.

Torben Steno
Gæstevært

Frederik Wiedemann
Innovationsrådgiver

Marie Tetzlaff
Litteraturanmelder

Jonas Breum
Sanger og sangskriver

KONCERT: MICHAEL FALCH
Hele Danmarks natteravn, Michael Falch, er draget på turné med sit anmelderroste eftertænksomhedsalbum, "Sang til undren". Med en håndfuld hudløst ærlige sange om kærlighed og frelse træder den 51-årige kunstner i karakter som en såret Falch i stærk og gribende bevægelse. Bandet består af en håndfuld garvede og sammenspillede musikere, så spørgsmålet er blot, om Falch også giver smagsdommerne noget vigtigt at "undre" sig over.


op

LIVE-ANMELDELSER: MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE NOVEMBER


Politiken:

FORMIDABELT
Et tindrende veloplagt Boat Man Love fik det bedste frem i Michael Falch, der er som genfødt i rollen som rocksanger uden behov for pauser på gnistrende rundture i et repertoire fra Malurt og den lange solokarriere.

MØD MIG I LYSET
På magisk vis har Michael Falch genfundet sig selv som rocksanger og leveret karrierens to bedste album i 50-års alderen. Live sætter han trumf på i kraft af landets heftigste backingband.

I al sin prægtige banalitet er noget af det sværeste, vi små dumme mennesker udsættes for i dette liv, som bekendt at finde os selv. For nogle falder opgaven let. Andre sender sig selv af lange plagsomme omveje, inden de indre dimser falder i hak, og man fremstår som det menneske, man er. På godt og ondt, men i hvert fald med en synlig bund, der er solid nok til at lande på og rejse sig op fra igen. Én af dem, der skulle øve sig i hele 51 år for at finde og stå ved sig selv, er Michael Falch.

Efter i sine åbenhjertige sange at have tilstået et næsten livslangt misbrug af alkohol og fortalt om en skilsmisses store smerte fremstår han så hel og alligevel fuld af fejl, som vi mennesker nu engang er. Og som en rocksanger, der har genfødt sit potentiale og er bedre end nogensinde tidligere i en lang karriere (...) foran et vennesælt publikum i Støberihallen i Hillerød torsdag aften.
Her fik Michael Falch og hans forrygende backingband Boat Man Love ikke bare fyldt generationskløften mellem sangeren og musikerne op med gedigen rock´n´roll, men også det absolut bedste i de mange sange. Den tredje af slagsen var eksempelvis det gamle Malurt-hit "Mød mig i mørket". I nye blafrende gevandter spankulerede firser-sangen ud i lyset med langt mere musikalsk fylde og et attak fra guitarerne, man aldrig tidligere har hørt. Det er netop det, dynamiske Boat Man Love kan. Finde ind i hjertet af Michael Falchs arketypiske rock og understøtte melodiernes detaljer, så helt nye og sejlivede konstruktioner kommer ud. Formidabelt arbejde og en meget stor fornøjelse for en nærmest henført sanger, der selv har fået et renere og mere selvsikkert udtryk i den vokal, som står stærkere end nogensinde. Endda understøttet af et fornemt mandskor på niveau med selveste Gasolin´ i sange som "Min Stjerne".

Teksternes fra solokarrierens ubetinget bedste album, "falder du nu", og dette års "Sang til undren" er fulde af religiøse referencer, men der er hverken antydning af frelsthed eller prædikant over Michael Falch. Han nøjes med at dele ud af sit nye overskud og så ellers fyre løs mod materialismen store sejre i eksempelvis den sammenbidte "Forkæl dig selv" - én af aftenens mange stormvarsler fra scenen, der skabte bølgegang i fadøllene hos publikum, der tilsyneladende nød at være i i strid modvind på en aften, hvor Boat Man Love med enorm energi viste, at deres lige næppe findes på de danske scener.

Ikke alene rocker bandet vildere end noget andet, Falch har haft med sig, men der er toner af robust country over ensemblet, der i den i grad klæder den fornemt fabulerende "Kalvehave Mark" og et ellers falmet bidrag som "I et land uden høje bjerge". Klassikeren blev her udfoldet til en stålsat flagsang mod den småborgerlighed, der har så gode vilkår her til lands og gerne vil tage patent på enhver nationalfølelse.

Lige efter slap bandet og Falch rockhunden løs for alvor i to af de bedste dansksprogede rocksange, vi har hørt i mange år, "King Baby" og "Over Vesterbros Torv". Fra da af kunne intet gå galt, og Boat Man Love forvandlede selv katalogets svagere bidrag som "Hvornår er vi der?" og "Magnoliepigen" til fortættede skypumper af intenst samspil. To sange om skilsmissen, "Farvel Elisabeth" og "Lad mig lige se dig" med deres enkle, men meget direkte tekster, får det bedste frem i sangeren Michael Falch med en indlevelse så brændende, at han var ved at forsvinde ind i musikken, men heldigvis kom tilbage for at fyre en serie frådende ekstranumre af efter et smukt, akustisk solomellemspil med "De vildeste fugle".

Blandt de mange ekstranumre sendte bandet "Superlove" på danseskole i en stram, funky version, og sandelig om ikke "Sommer på vej" lød som The Clash på en stor aften. Der er rytmisk bund og enorm kraft i det band.

Hold da helt kaje for en koncert med en på én gang forstærket og oplyst Michael Falch. Eneste lillebitte ærgrelse er, at turnéen slutter i denne weekend. Man kunne godt ønske hele Danmark at få besøg at en så antændt sanger og et band, der er i stand til at puste både mismod og vinter langt, langt væk. Dette utæmmede vil være en pryd på også næste sommers festival i Roskilde.

Politiken, Erik Jensen, fem stjerner:



Musikeren:
"Konflikter og modsætninger er grundstoffet i sangene og det er det, der gør dem nærværende og vedkommende. Afskeden med Linda, kæresten, ægtefællen, Den Store Kærlighed gennem mere end tredive år, har sat sine dybe spor i sangene. Der er en inderlighed, ydmyghed, som synges påtrængende, men uden en til tider hårdt pumpet patos, som i en årrække var Michaels varemærke. Det betyder, at han har taget skridtet endnu tættere ind til sangenes smukke og smertelige kerne: sorgen over tabet af en kærlighed, der har betydet alt og tre dejlige børn, sorgen over de bristede illusioner. Sangene trækker i mine ører tråde til Ulf Lundells skilsmisseplade, mesterværket Den Vasse Eggen.
Michael har altid kunne skrive mundrette og vedkommende tekster, men her han udviklet sig. Desperado-rocken er forladt til fordel for det virkelige liv i al sin storhed. Det er sange, man får blanke øjne af. Og langt inde i Michael og Boatman Love´s rockede univers dukker den frem, roligt og majestætisk: Stilheden."

Henrik Strube



B.T.:
Flyvende Falch… Michael Falch har aldrig været så god som nu… Takket været noget, man ikke kan beskrive som andet end ”hudløs ærlighed” i sine tekster og med en endog meget skyldig tak til hans backingband Boat Man Love… Det gælder selvsagt i nye sange (…) fra den genfødte rock´n´rollers nyeste to fremragende albums, ”Falder du nu” og ”Sang til Undren”… Efter de unge rockdrenge har indtaget pladsen bag Falch får selv søndertrampede cirkusheste som ”Mød mig i Mørket” og den gamle Malurt-slagsang ”Lev Stærkt” helt nyt liv… ”I et Land uden høje Bjerge” vokser til en skrammelrockens stjernestund, fordi Boat Man Love spiller den i et arrangement, som ville være Neil Youngs Crazy Horse værdigt. Fedt at opleve, at en mand rammer topformen som 51-årig. Den eneste grund til, at Falch må ”nøjes” med de fire stjerner her, er, at jeg sidste år på Skanderborg Festival var så heldig at opleve (ham og Boat man Love i) dén måske bedste dansksprogede rockkoncert, jeg nogensinde har været vidne til. En opvisning i nærvær, blottede nervetråde og regulær spilleglæde.

Steffen Jungersen, fire stjerner



Ekstrabladet:
"... Falch´ens to seneste plader, "Falder du nu" og "Sang til Undren" er ubestrideligt det bedste, han nogen sinde har lavet... Og når folk på den vis lægger deres blødende hjerte frit til skue, så må man sgu tage hatten af... Og så er der noget livsbekræftende ved at se en mand peake, når han har passeret de 50 år... Falchs revitalisering skyldes i høj grad det stramme, lille orkester Boat Man Love - uden tvivl det bedste hold, han nogensinde har spillet på - som med deres underspillede, men stemningsmættede roots-rock giver Falch det perfekte afsæt for sine personlige beretninger om "himmel og helvede her midt i livet"... Det klæder bare nogle folk at blive ældre. Især når de også bliver klogere undervejs."

Henrik Queitsch, fire stjerner


Morgenavisen Jyllands-Posten:
Der er ægthed i ordene og fængende elektricitet i guitarerne i mødet mellem Michael Falch og Boat Man Love...de yngre tilhørere var der også, og med musik så heftig, levende og elektricitetsladet som denne skal der ikke lægges låg på. Fra første sang, ”Ild”, blev dramaet slået an, ikke alene i musikken, men også i påklædning, lys og lyrik. I hele stemningen. Her var mørke, ild, frihedslængsel, himmel og helvede. Men også skønhed. Da Malurt – Michael Falchs daværende orkester – for 25 år siden indspillede ”Mød mig i mørket”, var denne sang ikke designet til den sprøde og yndige Rickenbacker-klang, der nu var en naturlig del af den. Andre 1980’er-titler – som ”Min stjerne” og ”Superlove” - var ligeledes drastisk omarrangeret.
De kølige keyboardflader fra dengang er borte nu. Den slags findes ikke i det guitarorienterede Boat Man Love, et band, som har sin egen karriere sideløbende med samarbejdet med Falch... hvor fantastisk det må være at have en sangskriver og sanger med en originalitet, en dynamik og en ildsjæl som ham. Omvendt kan han være henrykt for de nye dimensioner, som ikke mindst guitaristerne Søren Koch og Lars Skjærbæk føjer til hans sange, særligt udpræget den nationalhymne-agtige ”I et land uden høje bjerge”, hvor deres skramlende spil og bevidste disharmonier forsyner ord som fred og hjerte med rige fortolkningsmuligheder, og med maleriske gnister i det relativt stille ”Lad mig lige se dig”.

Enkelte sange – ”Farvel Elisabeth”, ”Kalvehave Mark” og ”De vildeste fugle” - blev spillet akustisk, men langtfra dæmpet. Voldsomst stærkstrøm var der vel på ”Hvornår er vi der?” og ”Magnoliepigen” med instrumental-mellemspil, målrettede og vellykkede hyldester til de bedste momenter hos Neil Young & Crazy Horse.

Hvis nogen skulle have Michael Falch mistænkt for uendeligt sortsyn, dementerede han det ved f.eks. i ”Den eneste i verden” at virke oprigtig, når han sang ord som »Lad mig se dig le igen – der er ikke noget at være bange for«. Men den mand kan få alt til at virke ægte...

Jacob Lambertsen, fem stjerner


Nyhedsavisen:
'Ild'. Falch kunne ikke have valgt et mere passende intro-nummer, for den gamle popdreng mødte i går op tændt på mørke, helvede og rock'n'roll. Klædt i sort fra top til tå, stramme jeans, sort læderjakke. Michael Falch fremstod væsentlig mere vital og ilter end sit (stort set) jævnaldrende publikum, der alle havde sørget for godt med beskyttelse til sarte ører under gråtonet hår. 'Ild' er den sang, jeg spiller for folk, der ikke tror på at Malurt-manden er blevet genfødt i bekendelsesrockens tegn. Det er et rustikt og pulserende nummer om begær og lidelse, hvor Falchs forpinte vokal bliver kommenteret af den mest skæve, sprøde, klagende guitar og en bas, der tungt vandrer derudaf. Den form for 'Ild' kan man ikke få nok af.

»Giv os 'Falche-blikket',« råbte en tilhører. Det fik han. Og mere godt fra veteranens nyeste rockudslip: 'Forkæl dig selv'. To sange henne spjættede den folkekære forsanger allerede af spilleglæde, hvorefter han ikke længere kunne holde sin skjulte evergreen-agenda tilbage. De bakker djævelsk godt op, Boat Man Love... Falch nu om dage er både lyrisk og melodisk skarpere. Langt om længe tilpas kantet frem for blødt rundet af det liv, der som sådan har givet ham nok af trængsler. Det skar han selv solo ud i en akustisk udgave af 'Farvel Elisabeth', og det var mildt sagt rørende sådan at lægge øre til en autentisk skilsmisse - på noder. Stærkest stod 'King Baby', 'Over Vesterbros Torv' og 'Rock´n´roll'. Og så finalen med 'Lad mig lige se dig', der (heldigvis) afløste et slut-medley af de gamle 'Superlove' og 'Sommer på vej'.

Michael Falchs to seneste plader kan sagtens stå på egne ben. De er rå, ærlige og insisterende.

René Fredensborg, fire stjerner.


op

VELOPLAGT FALCH & BOAT MAN LOVE

I følge den lokale avis på Sydsjælland var det en veloplagt Michael Falch & Boat Man Love, der fredag holdt snigpremiere forud for Sang til Undren-turnéen.

Turnéen åbner officielt torsdag den 8. november i et totalt udsolgt Pumpehuset i København og bringer ensemblet til ni større danske byer og slutter i Odense den 24. november. Først på næste sommers festivaler vil Falch & hans nye bådsmænd så genoptage deres fælles rockmission.

Et ekstra scoop på turen bliver, at den yngre danske sangskriver Juncker solo vil varme op til Falch & co. med en håndfuld af sine egne sange.


op

NYT 'FALCH FORUM'

www.sitecenter.dk/falchforum

Efter De Vildeste Fugle lukkede, har en stor del af klubbens medlemmer efterspurgt en eller anden form for samlingssted for tidligere (og nye!) Vildfugle.

Det forsøgte vi først at skabe med en MySpace.com-side, men har nu i stedet valgt at oprette en decideret webside, der fremover kan fungere nøjagtig som devildestefugle.dk gjorde mens fanklubben eksisterede - med gæstebog, nyheder, billeder, anmeldelser & omtaler m.m.

Nøjagtig som det var tilfældet i fanklubbens levetid, er I også her meget velkomne til at stille spørgsmål, skrive kommentarer, indsende fotos mv... Og med tiden - hvis hjemmesiden viser sig at være godt besøgt og får den nødvendige tilslutning - kan konkurrencer og lignende ting fra fanklubbens tid også komme på tale i større eller mindre omfang...

Som supplement til www.falch.dk, vil der også på www.sitecenter.dk/falchforum løbende blive offentliggjort nyheder, turnéplaner, anmeldelser og lignende spændende ting - så det kan anbefales at kigge forbi jævnligt.
.


op

"SANG TIL UNDREN" DIREKTE IND SOM NR. 9

Det nye album "Sang til Undren" med Michael Falch & Boat Man Love kommer efter den første uge ind på hitlisten over de bedst solgte albums i Danmark ind på en fornem 9. plads. Og det vel at mærke uden tv-kampagne.


PRESSEN SKREV OM "SANG TIL UNDREN"

Et glødende rockalbum og uden tvivl Michael Falchs bedste.
Jan Opstrup Poulsen, Gaffa, 5 stjerner

For nu fire år siden vinkede den folkekære Michael Falch farvel til et land uden høje bjerge og lod sig genføde på en ny råt rockende rootsrock-ø. Væk med ildvand og skabsskeletter, og ind med klarsynede sange om livets spidsrods-løb. På 'Sang til undren' afsøger Falch stadig tilværelsens randområder. Igen med Jacob Binzer som ferm producer på et fornemt album, som sejt tøffer derudad med bekendelsesrock, der emmer af erfaring og levet liv. Det unge Boat Man Love-orkester bakker op på bedste vis, og Falch har aldrig sunget bedre. Ganske enkelt. Numre som 'Én af os', 'Rock'n'roll', 'Ild' og 'Ikke mere min' er allerede hits hjemme hos mig...

Godt gået, du gamle. Sådan at overhale de unge indenom med et album, der placerer sig blandt årets bedste.
René Fredensborg, Nyhedsavisen, 5 stjerner

Michael Falchs 51-årige stemme er bedre end nogensinde før. Og sammen med sit for tiden faste band Boat Man Love bruger han den godt på albummet 'Sang til undren' … Tankerne får i dén grad ord at flyve på. Melodierne er tætte og kompetente. Og med de kompetente og bare tændte fyre i Boat Man Love overalt omkring sig, lyder Michael Falch som en genfødt rocker.
Henning Høeg, BT, 5 stjerner

Det er en Falch med et band, der hele tiden byder ind og forlænger de forskellige sanges udtryk - en plade med gejst og ambitioner… På tekstsiden fortsætter Michael Falch med at rive dæmoner ud af skabet, som i selverkendelsesprocessen forvandler sig til noget alment menneskeligt, vi alle kan blive klogere på… "Sang Til Undren" er en voksen mands moderne fortællinger om at finde fast grund under fødderne, mens der spejdes efter levedygtige håb. Sange om det eksistentielle, den sommetider fortvivlende kærlighed, om følelse og frelse. Som Michael Falch i sin tid var talerør for en vild og ubunden ungdom, er han nu som 50-årig stadig sin generations talerør - ikke mindst når det der er de mørkere sider, vi vist alle har en andel af, der skal formuleres.
Uffe Normand, Århus stiftstidende, 5 stjerner

Nye stærke melodier og vedkommende tekster. Michael Falch har igen leveret
en plade uden svage punkter.
Lars Geerdes, Flensborg Avis, 5 stjerner (ud af 5)

Der er absolut intet krakeleret over den 51-årige sanger, der i mange henseender aldrig har været bedre, mere vedkommende, i noget nær balance med sig selv og sine musikalske idealer… Drømmen om i lighed med idolet Neil Young at vokse som sangskriver og sanger med alderens tyngde, er indfriet for Michael Falch, der igen får vist, at rock’n’roll ikke bare er ungdommens flygtige legetøj eller en musikalsk scorereplik. Her er musikken og ordene et uhyre alvorligt udtryk for det modne menneskes tilstand… vedkommende og påtrængende som beretningen fra en ven i nøden, som er i stand til at fortælle sin historie uden flomme af tårer ned i fadøllen… Michael Falch har fundet en form for ro i religionen og det høres uden at blive for påtrængende, fordi sangeren er mindst lige så meget tvivler som troende.… Michael Falch har som vokalist aldrig lydt bedre med fornyet åbenhed og luft… stærkt kørende som opsøgende, reflekteret rocksanger med både tro på undere og sund undren i god behold.
Erik Jensen, Politiken, 4 stjerner

Sproget og stemmen er stærkere end nogensinde hos Michael Falch, der med sit nye udspil beviser, at han er en musiker i voldsom bevægelse. Der findes kunstnere, der har toppet som midaldrende, og så findes der dem, der omtrent midt i livet bliver som født på ny... Michael Falch formår at holde fast i den eksistentielle og religiøse strøm, der er blevet vakt til live i ham i de senere år. Han er et menneske i bevægelse og eksemplet på, at kunst står og falder med, at kunstneren for alvor har noget på hjerte. ... hans tekster vidner om en mand i inderlig bevægelse, og enhver, der er det, oplever sin egen version af øjeblikkets betydning. Det er det, der strømmer ud af Michael Falchs stemme i dag... som digter og musiker forsøger Michael Falch mere end de fleste at tage eksistensen på sig. Og jeg skulle tage meget fejl, hvis han ikke også gør det som menneske.
Sørine Gotfredsen, Kristeligt Dagblad

Michael Falch leverer en næsten helstøbt cd… Vedkommende og troværdig… Falch (skabte) sidste år karrierens mest vedkommende og troværdige album, Falder du nu. Og han fortsætter de gode takter med nærværende Sang til undren, hvilket bl.a. skyldes samarbejdet med ensemblet Boat Man Love, det nok bedste band, han har spillet med i løbet af en karriere, der snart har strakt sig over 30 år. Og så er producer Rune Westberg altså manden herhjemme, når det gælder den der møgbeskidte guitarlyd, de fleste skyr, men som virkelig klæder en kunstner som Falch. Måske Westberg skulle producere Springsteen næste gang?... det er umuligt ikke at føle en vis agtelse for den åbenlyse passion, overbevisning og tæft, der bærer de bedste numre på Sang til undren igennem… Modsat Springsteen lyder Falch som om han er i stadig vækst og når en voksen mand kunstnerisk satser alt og ikke kerer sig en døjt om livrem og seler, udløser det altså et forbeholdent “respekt” herfra.
Klaus Lynggaard, Information.

Michael Falch fortsætter, hvor han slap med fantastiske "Falder du nu" … Falch og de stadigt mere sammenspillede rockmusikanter i Boat Man Love (…) passer perfekt til hinanden med den ulmende uro og evnen til at få raset indestængte frustrationer ud med henholdsvis stemme og instrumenter som redskab.
Falch skriver stadig så for- og billedligt, at de fleste andre aktive danske musikere kun kan skue hans talent i det fjerne. De geniale metaforer, de skæve ordspil og ordopfindelserne fylder stadig dejligt meget.
Simon Staun, Fyens Stiftstidende - 4 stjerner

Hårdkogt Falch… Hvor er det dog befriende, når en af rockens gamle drenge river sig selv op i nakkeskindet, går linen ud og forlader sine gennemprøvede formler. (…) Falchs genistreg er samarbejdet med den unge kvartet Boat Man Love, der løfter ”Sang til Undrens” rå udtryk betragteligt og får Michael Falchs i forvejen velkomponerede mol-melodier trukket helt væk fra den middelmådighed, der altid truer i dansk rock (…) Michael Falch er godt i gang med anden del af karrieren.
Christian Bækholm, 24 Timer - 4 stjerner

Michael Falch holder sig i topform… En rockplade med en kæmpemæssig grad af personlighed…  på sange som ”Rock’n’Roll” og ”Ild” oplever man Michael Falch på et niveau, som han hidtil ikke er hørt på… er vendt tilbage til et kunstnerisk niveau, der overgår alt, hvad han tidligere har præsteret.
Morten Wamsler, diskant.dk, 8 stjerner (ud af 10)

Mestendels rocker Michael Falch i selskab med sit liveorkester Boat Man Love igennem.
Thomas Søie Hansen, Berlingske Tidende, 4 stjerner

Falch på sikker kurs… Der er langt fra et land uden høje bjerge til de kantede guitarpassager, der præger Michael Falchs nye album… det er netop de selvbiografiske passager, der gør teksterne interessante… smerten kommer til udtryk i vokalarbejdet. Der er plads til fejl, for i dag vil sangeren hellere udtrykke følelser, end han vil indspille perfekte omkvæd… på ”Sang til undren” er det først og fremmest bandet Boat Man Love, der løfter Michael Falch op… Det rockede udtryk passer perfekt til Michael Falchs plagede vokal.
Kasper Schütt-Jensen, Jyllandsposten, 4 stjerner

To rustne stemmer med kærlighed til denim er ude med hver sin nye plade. Michael Falch slår Bruce Springsteen på point... Nu er de to hæse troubadourer halvvejs simultant ude med nye albums. Falch (og bandet Boat Man Love) med Sang til undren og Springsteen (og The E Street Band) med Magic. Og det er Michael Falch, der vinder knebent på point.
Det var uden tvivl en karriereredning, da Springsteen hentede Brendan O'Brien ind som musikalsk spin doctor og iscenesætter på The Rising-albummet i 2002. Men nu gør den amerikanske superproducer mere skade end gavn. Han gør Springsteens lydbillede til mudret metervare... Anderledes står det til hos Michael Falch, der med D-A-D's Jacob Binzer i producerstolen skaber en stemningsmættet nede-på-jorden-atmosfære med et supervelspillet band til at tegne de fine sanges linier op.
Arena


Kalvehaves mangfoldige verbalvirtuos er blevet funky… Følsom, ru og eftertænksom… Og så er der jo Falchens lyrik – og her er han jo i sandhed mesterlig!
Peter Hermansson, Sjællandske.

At følge Falch gennem "Sangen til undren" er en af de mere knortede -
men bestemt ikke mindre spændende – veje.
Ove Nørhave, Nordjyske, 4 stjerner

Gnistrende samspil.
Kenneth Kristiansen, Herning Folkeblad, 4 stjerner.

Falchen rocker igen.
Jørgen Sørensen, Helsingør Dagblad

På dette album har Michael Falch selskab af bandet Boat Man Love. Et velspillende band der veksler mellem flotte ballader og bundsolid rock. De passer godt til melodilinjen, hvor der er masser af guitar og trommer, masser af fed lyrik og en masse nyskabelse fra Michael Falch. Det er fedt at høre den gamle Malurtforsanger føre sig frem med noget der slet ikke ligner den ”partyglade” stil han altid har lagt for dagen. Der er meget mere dybde i de nye tekster og musikken er blevet mere moden.
Kasper Lenin, Arbejderen

Så råt at det river i hjertet; så hudløst at det hærger lytterens mellemgulv… Jeg sidder med tårer i øjnene og gåsehud over nogle af disse numre… Dette her er bedre end det nogensinde har været; det bliver bedre og bedre – du bliver større og større.
Hans Pilgaard, Godaften Danmark, TV2

op

POLITIKENS ANMELDELSE AF "SANG TIL UNDREN"

Flugten fra de elskendes land
Af Erik Jensen

Efter at have stillet flasken fra sig i fuld offentlighed på sit sidste album, forholder Michael Falch sig til skilsmisse og en ensom tid. Heldigvis er den midaldrende sanger fortsat vital og fremstår som genfødt med ny drøjde.

Efter at have hældt flaskernes let bitre slatter ud over sig selv og sit trofaste publikum på sidste års opgør med alkohol, albummet ’Falder du nu’, tager en lige så ærlig Michael Falch sig denne gang over skilsmisse og ensomhed. Også den ensomhed, der ligger og lurer inde bag dyrkelsen af individualisme, wellness og rigdom.

På coveret er der ridser og revner i portrættet af Michael Falchs profil, som var han en skygge i et krakelerende tapet i soveværelset. Men der er absolut intet krakeleret over den 51-årige sanger, der i mange henseender aldrig har været bedre, mere vedkommende, i noget nær balance med sig selv og sine musikalske idealer.

Drømmen om i lighed med idolet Neil Young at vokse som sangskriver og sanger med alderens tyngde, er indfriet for Michael Falch, der igen får vist, at rock’n’roll ikke bare er ungdommens flygtige legetøj eller en musikalsk scorereplik.

Her er musikken og ordene et uhyre alvorligt udtryk for det modne menneskes tilstand. Michael Falch er formentlig ufrivilligt kommet til at fremstå som musikalsk katalysator for sin generations politiske visioner og drømme for senere at ende

i moradset af eskapisme, druk, skilsmisse og erkendelsen af egen dødelighed. Inden nogen forledes til at tro, at ’Sang til undren’ kun består af tungsindig udluftning fra sjælens sorteste kamre, må vi hellere berolige og meddele, at der også er humor og holdning på pladen i sange som ’Hvorfor vil jeg være rig?’ og ’Forkæl dig selv’. Men kærlighedens sammenbrud, desillusionen og de nye muligheder, der måske byder sig, er det centrale på ’Sang til undren’.

På sin vis underligt at høre fra en mand, der om nogen har besunget kærlighedens slidstyrke og holdbarhed på trods af alt. Men også vedkommende og påtrængende som beretningen fra en ven i nøden, som er i stand til at fortælle sin historie uden flomme af tårer ned i fadøllen.

UDEN AT FORSVINDE ind i svulstige metaforer, sætter Michael Falch ord og toner på den kærlighed, der efter et langt samliv har det med at smutte ud ad døren.

Med børnene, der forlader reden eller de sidste illusioner fra ungdommens og forelskelsens tid. »Sagde jeg virkelig, at det var o.k., at du er nødt til at gå«, spørger Falch præcist i ’Farvel Elisabeth’.

I den smertelige ’Ikke mere min’ hudfletter sangeren sig selv for den sorg, der er »som en pæl i mit bryst« og konstaterer:

»Jeg gjorde dig til min frelsende engel/
Ku’ jeg være det bekendt?/
Skal vi virkelig gøre helvede hedt/
efter alt det liv, vi fulgtes ad?«.

Parret er, som Falch synger, på flugt fra »De elskendes land«. Den sidste eskapisme efter et langt liv i parforhold og familie.

Terapien fortsætter i ’Tak til jer der bar’ med nogle af pladens religiøse referencer:

»Så dybt et fald fra så høj en fest/
kan man kun slippe godt fra/
med en engel som gæst«.

Michael Falch har fundet en form for ro i religionen og det høres uden at blive for påtrængende, fordi sangeren er mindst lige så meget tvivler som troende. Hvad den vellykkede spoken word-poesitime i en form for talt duet med digteren F.P. Jac dokumenterer til fulde. Arm i arm går de to tidligere svigerbrødre fra Assistens Kirkegård og ud på Nørrebro i det København, der har formet dem begge.

Fra hver sin indfaldsvej ender de to i fælles undren over tilværelsens slingrende gang og konstaterer både, at vi alle har mistet et ungdomshus og at der kun er en kur mod bitterhed; nemlig at blive som barn på ny.

Sammen med Boat Man Love og produceren Jacob Binzer (guitarist i D-A-D), der for anden gang i træk udgør Michael Falchs hold, bliver der gået til stålet rent musikalsk. Brødrene Troels (bas) og Lars (guitar) Skjærbæk, Søren Koch, guitar og Johan Lei Gelllett , trommer spiller med et enormt drive uden at tromle melodierne flad. Og Michael Falch har som vokalist aldrig lydt bedre med fornyet åbenhed og luft i den stemme, der pipper med selv de vildeste fugle uden at lyde alt for anstrengt.

Undervejs i en af rockens længste karrierer og i privatlivet har Michael Falch tydeligvis sat meget over styr og lidt meget. Men i moden alder er han til gengæld også stærkt kørende som opsøgende, reflekteret rocksanger med både tro på undere og sund undren i god behold.

op

KRISTELIGT DAGBLAD OM "SANG TIL UNDREN"

Eksistens med besvær
Af Sørine Godtfredsen i Kristeligt Dagblad, 3. okt.

Sproget og stemmen er stærkere end nogensinde hos Michael Falch, der med sit nye udspil beviser, at han er en musiker i voldsom bevægelse

Der findes kunstnere, der har toppet som midaldrende, og så findes der dem, der omtrent midt i livet bliver som født på ny.

Musikeren Michael Falch hører til blandt de sidste, og efter sit belønnede album "Falder du nu" fra 2006 er han her nu igen med "Sang til undren". Sidste gang handlede det i høj grad om barndommens betrængte sind og et opgør med al den alkohol, der i årevis har styret Michael Falchs liv. Denne gang virker det mindst lige så skæbnesvangert, og man må sande, at Michael Falch formår at holde fast i den eksistentielle og religiøse strøm, der er blevet vakt til live i ham i de senere år. Han er et menneske i bevægelse og eksemplet på, at kunst står og falder med, at kunstneren for alvor har noget på hjerte. At intet aldrig er helt, som det var i går. Michael Falch slås åbenlyst med sin natur, og det sætter sig spor både i hans stemme og i hans tekster, der aldrig har været bedre. Og gudskelov dratter han heller ikke denne gang i den grøft af selvhøjtidelighed, han af og til har det med at balancere på kanten af.

Michael Falch er blevet skilt efter et – for en rockmusiker – usædvanligt langt ægteskab, og afsked og ensomhed fylder meget i de nye sange. Nummeret "Lad mig lige se dig" rummer så stor afmagt over for det, man ikke kunne holde i live, selvom man inderligt ønskede det, at det manifesterer sig fra første sekund. Smerten er ægte, og "Lad mig lige se dig" er det bedste musikalske og poetiske bud på ensomhed, jeg har hørt i lang tid. Verden er unægtelig blevet en anden, siden Michael Falch i 1980'erne gik "Gak gak i gågaden", og selvom det bestemt havde sin charme som indebrændt gymnasieelev at danse rundt til de unge sange i barndommens dagligstue, har Michael Falch nået punktet, hvor alt er langt mere interessant. Punktet, hvor et menneske skal vælge enten at blive stående eller at gå fremad, og Michael Falch går fremad. Med hans voksende religiøsitet kunne det være endt i en frelst og Buddha-agtig tilstand, men den sunde verdslighed er gudskelov ikke gået tabt. Michael Falch er stadig til stede i virkeligheden, og numrene "Hvorfor vil jeg være rig?" og "Forkæl dig selv" udgør et par velanbragte pegefingre af en tidsånd, der halser i hælene på det magelige og det kyniske. "Jeg vil ikke ha' noget pis mere/jeg ønsker eksistens uden besvær/du kan gi' en fuld kropsmassage/og slutte med at salve mine tæer."

Derudover kredser Michael Falch stadig trofast om det religiøse. I nummeret "Dit sande ansigt" foregår en slags paralleloplevelse med Paulus på vejen til Damaskus, hvor "en overdosis lys havde tændt for mørket i mit blik", og hvor vendepunktet indtræder.

Det er svært at gennemskue, om Michael Falch opererer med ét afgørende vendepunkt i livet, eller om han anser øjeblikkene for at være ved sin side hver dag. Indirekte søger han selv et svar ved Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård i cd'ens sidste nummer "Sang til undren". I et digterisk parløb med F.P. Jac overvejer Michael Falch, om det mon for Kierkegaard var besværet værd at lægge kærligheden øde for "en ekstraordinær tankes skyld". Spørger man eftertiden, er svaret absolut ja, men spørger man Kierkegaard selv, er alt som bekendt uigennemskueligt. Imidlertid leverer Michael Falch selv en del af svaret, for hans tekster vidner om en mand i inderlig bevægelse, og enhver, der er det, oplever sin egen version af øjeblikkets betydning. Det er det, der strømmer ud af Michael Falchs stemme i dag, og en eksistens uden besvær er det sidste, han repræsenterer. Om det i sidste ende lønner sig at leve livet besværligt, må den enkelte selv afgøre, men som digter og musiker forsøger Michael Falch mere end de fleste at tage eksistensen på sig. Og jeg skulle tage meget fejl, hvis han ikke også gør det som menneske.

op

NYT ALBUM "SANG TIL UNDREN" ER PÅ GADEN NU

Lyt numre fra det nye album (via MySpace).

At Michael Falch den 24. september 2007 er på gaden med et nyt album, bare halvandet år efter sidste års markante comeback med den 'DMA- og Steppeulv-nominerede' ”Falder Du Nu”, fortæller i sig selv om ny gejst og opdaterede ambitioner.

”Sang til Undren” er titlen på dette nye rockalbum, der ligesom forgængeren er produceret af D.A.D.-guitaristen Jacob Binzer. Men denne gang har Falch haft de unge musikalske åndsfæller i Boat Man Love omkring sig som fast backing- og sparringspartnere hele vejen igennem.

På ”Sang til Undren” møder vi således en Michael Falch tilbage som frontmand i et rockband. Siden sin seneste udgivelse har han turneret intensivt med Boat Man Love, og de mange koncerters gnistrende, tætte samspil bærer nu frugt i de 11 nye sange, der er i indspillet i sommeren '07 over 12 intense døgn på Falchens gård i det sydsjællandske.

Albummet åbner med tæt rock-ånd i ”Én af Os”, og når det 52 min. senere klinger af i titelsangens 'spoken word-poesi', hvor Falch får selskab af digteren og vennen F. P. Jac samt sin yngste datter, 17-årige Mathilde, har Falch & Boat Man Love ført os en risikovillig tur rundt i rockens afkroge. Michael Falch er helt åbenbart draget ud på en ny opdagelsesrejse, og undervejs har han i Boat Man Love fundet det band, der kan forløse hans rockdrøm.

”Sang til Undren” vover tydeligvis mere end et øje, og Michael Falch krænger sin nye rock´n´roll ud i en sound og med en modnet, dristig stemme, der ikke lefler for nogen, hvad enten der spilles kantet, højpotent uptempo-rock eller støvet countryrock. Hr. Falch er i bevægelse. Han virker efter sin tilbagevenden til rockscenen som en kunstner, der insisterer på at søge sine øjeblikke mere udfordrende steder end bare ”middle of the road”.

Sidste års ”Falder Du Nu” bliver af mange betragtet som en lille milepæl i dansk rock med sine uafrystelige personlige sange. ”Sang til Undren” sælger ikke en tøddel ud af modet, sårbarheden og intensiteten, men Falch synes opsat på at tage det næste skridt i forsøget på at forvandle det personlige til noget almen-menneskeligt. Han synger sårbart og kraftfuldt i den eksistentielle renselses-proces, der er et livsprojekt for enhver, kunstner som kassedame - et sted i livet skal ethvert menneske måske stykke sig selv sammen igen efter at have mødt muren og oplevet den store splittelse. Det er dette eksistentielle drama, i spændingsfeltet mellem forførelse og frelse, der interesserer Michael Falch nu.

”Tag et tip fra én, der selv har været der”, synes sangene, at hviske én i øret, hvad enten Falch skriver om eksistenskamp, om den svære og smertefulde kærlighed eller giver sine tidsbilleder med en ræv bag øret. Der er konstant noget på spil, og det er en rock´n´roll, der hæver sig op over overflade-svømningen og fortæller om det moderne menneskes forsøg på at opnå fast grund under fødderne og finde levedygtige håb.

Lyt numre fra det nye album (via MySpace)

Læs hvad pressen skrev om SANG TIL UNDREN

op

NYT ALBUM UDE 24. SEPTEMBER - SMUGLYT TIL NYE SANGE

...LYT TIL NY SINGLE (og i uge 36 endnu en sang fra albummet)!

Hør Michael Falch & Boat Man Love’s første singleudspil fra det kommende album ”Sang Til Undren” på: www.myspace.com/kickmusicdk. Den første single har titlen ”Rock’n’Roll” - og i uge 36 lægges endnu en sang fra det nye album ud her, kvit og frit.

Nyt Michael Falch album rykker tættere på! For alle Michael Falch-fans derude er der nu en glædelig nyhed. Grundet et højt effektivitetsniveau på alle planer, har det nemlig været muligt at flytte udgivelsesdatoen for det nye Michael Falch & Boat Man Love-album én uge frem, så den nye udgivelsesdato nu bliver: -> mandag d. 24. september. Allerede nu kan man se og læse de første informationer om "Sang Til Undren" på www.kick.dk bl.a. omfattende både trackliste og forside til det nye cover.

"Rock´n´Roll" kan desuden høres på de radiostationer, der har valgt at playliste den, bl.a. DR´s P4, eftermiddag og aften. P3 har derimod valgt ikke at playliste den første nye Falch-single, hvorfor det altså stadig ikke er muligt at høre en sang med Michael Falch på P3. De færreste er tilsyneladende klar over, at man - hvis man er P3-lytter, og om man så sidder med hovedet i radioen et helt år - ikke vil kunne høre Michael Falch. Han findes nemlig stadig ikke i musikcomputeren på P3 med én eneste sang overhovedet. Måske er der håb, når hele "Sang til Undren" kommer på gaden.

op

BOGEN OM FALCH NU SOM PAPERBACK

Torben Billes kontroversielle og omstridte bog om Michael Falchs liv og karriere, "Ud af Mørket", får nu æren af at blive udsendt som paperback til ca. 70-80 kr. på Gyldendal til oktober.

Michael Falchs egne to bøger, "Helligdage" og "Hjemveje" er i øvrigt for længst udsolgt fra Gyldendal, både i originalversion og som paperback. Interesserede læsere kan søge antikvarisk på www.antikvariat.net eller gå på biblioteket.

op

"SANG TIL UNDREN" ER NU NÆSTEN KLAR

Mens Michael Falch i topform slår gnister med Boat Man Love på de sidste af sommerens live-optrædener, er sangene fra det kommende album, "Sang til Undren" med Michael Falch & Boat Man Love ved at blive mixet færdige i studiet hos mixproducer Rune Westberg, som tidligere har arbejdet for bl.a. Beth Hart og Saybia.

11 sange med titler som "Én af Os", "Rock´n´Roll", "Hvorfor vil jeg være rig?", "Lad mig lige se dig" og titelnummeret "Sang til Undren", der er endnu et samarbejde mellem Michael Falch og hans digterven, F.P. Jac, og et sært et af slagsen.

Indspilningen af dette album er ny territorial inddæmning for samarbejdet mellem det heftigt rockende, stilsikre beatorkester, Boat Man Love, og sangskriveren selv, der efter sin tilbagevenden til den danske rockscene tydeligvis vælger sit terræn længere ude i den mudrede grøft frem for at søge tryghed "middle of the road".

Som sidste års "falder du nu" er også "Sang til Undren" produceret af D.A.D.-guitaristen Jacob Binzer; den er indspillet hjemme hos Falch i Kalvehave og udsendes den 1. oktober af Kick Music. En radiosingle forventes klar til radiostationerne fra den 20. august.

op

TIVOLI - FØDSELSDAGSKONCERT 22. JUNI

Tivoli fejrer Fredagsrockens tiårsfødselsdag. Og Tivoli garanterer i den forbindelse: "oplev en lang række kunstnere, når de alene eller i nye konstellationer giver rocken en på gokken".

Den internationale diva Grace Jones er Tivolis fødselsdagsgave til publikum på Plænen den 22. juni sammen med de danske navne Jokeren, Outlandish, Søs Fenger, Julie, Thomas Buttenschøn og Michael Falch, som giver tre af sine sange med Tivolis husorkester.

Læs mere på Tivoli.dk

op

15 NYE SANGE KLAR I KALVEHAVE

Efter to omgange indspilninger i Kalvehave har Boat Man Love, producer Jacob Binzer og tekniker Kenneth Andersen igen forladt Michael Falch på hans gård i sydsjællandske Kalvehave. Bandet har arbejdet på Michaels gamle høloft, mens Falch selv har indsunget i det rum ved siden af, der normalt fungerer som én af hans døtres værelse. Hele gården har været omdannet til et levende studie, og der er indspillet både i køkkenet og på gårdspladsen. Alt udstyr er i øvrigt udlånt fra Samsø af Falchens ven, Poul Krebs.

Sommeren over fortsætter holdet med at forholde sig til de 15 nye sange, der nu er indspillet for at vælge den stærkest mulig sammensætning af det nye album, der udsendes 1. oktober. De, der har oplevet ensemblet live denne sommer, kan ikke være i tvivl om, at det bliver en tight, sammenspillet enhed i både strømførende rock og mere støvet akustisk rock.

En ganske særlig Skt. Hans aften holder Falch & Boat Man Love i øvrigt ved Viborg på Tjele Behandlingscenter, som Falch kender indefra, idet der her afholdes landets første ædru og clean festival (tjek http://tjelesvenner.dk/). Blandt de øvrige medvirkende er Falchens gamle Malurt-kumpan, som Falch for længe siden døbte "Sheriffen fra Lyngby", Peter Viskinde med band. Arrangementet er offentligt og for alle.

op


ROCK OVER KALVEHAVE MARK
- NYT ALBUM FRA MICHAEL FALCH PÅ VEJ

Det idylliske sydsjællandske landskab ved Kalvehave har for tiden fået lagt underlægningsmusik på. På sit landsted har Michael Falch indlogeret sit nye orkester Boat Man Love og installeret et komplet mobilt studie på det tidligere høloft. I sine to dagbogsudgivelser kaldte Falch sin gård for ”Crazy Horse Farm” med en spøgefuld hentydning til de uregerlige heste, han i nogle år passede for sine tre døtre på de fem tønder land og en reference til Neil Youngs legendariske backingband. Og det er netop ånden i et band som dette, der dyrkes af de unge musikere i Boat Man Love med brødrene Troels og Lars Skjærbæk på bas og guitar, Johan Lei Gellett på trommer og Søren Koch på guitar.

Samarbejdet mellem Boat Man Love og Michael Falch tog sin begyndelse på sidste års elektriske sommerturné, der indbragte holdet flere 6-stjernede anmeldelser. Producer på det nye Falch-album er D.A.D.-guitaristen Jacob Binzer, som også stod bag ”falder du nu”, der i 2006 blev et markant comeback for Michael Falch med sølvpladestatus og en fem- og seks-stjernet kritik, der kaldte cd´en for både et mesterstykke, en milepæl og den bedste fra Falch nogensinde.

Falchens nødtvungne pause fra rockscenen i nogle år og hans nye asketiske livsstil de seneste fem år har åbenbart givet ham ny luft, der ikke alene har bragt ham tilbage i rampelyset, men gjort det med en risikovillighed, han vel næppe har demonstreret siden sin pure ungdom i Malurt. Ikke kun i sine sangteksters åbenhed viser Falch dristighed i en nyfunden rolle som en dansk rockveteran, der har meldt sig ind i fremtiden igen og ikke længere søger sin tilfredstillelse ”middle of the road”.

I pauserne mellem indspilningerne til det nye album, der udsendes af Kick Music den 1. oktober 07, skærper Michael Falch & Boat Man Love for tiden formen ude i elektrisk sommertid på en stribe festivaler.

op


FALCH HOVEDTALER VED DANSKE KIRKEDAGE

Danske Kirkedage er et vidtforgrenet træfpunkt for alle kristne kirkesamfund, nationalt som internationalt. Hvert tredje år arrangeres denne økumeniske multibegivenhed, og i 2007 var den lagt i Haderslev, hvor 1600 deltagere i weekenden 18.-20. maj fyldte det store idrætscenter. Tidligere har Desmond Tutu været hovedtaler. I år var der også udenlandske gæster, og de hjemlige deltagere var repræsenteret bl.a. af skuespilleren Sofie Gråbøl i et interview om tro, mens Michael Falch havde fået æren af at være inviteret som lørdagens hovedtaler.

Læs mere på www.danskekirkedage.dk. Her bringes den tale, Michael Falch holdt (pdf).

op


MICHAEL FALCH TILBAGE TIL TØNDER

Så er billetsalget åbnet til koncerten på Michael Falch & Boat Man Love i Michaels gamle hjemby, Tønder, på det legendariske sted, Schweizerhalle, nu Kulturhuset.

Billetterne er i salg på nettet og tlf. 7472 1220 (se også koncertkalenderen).

op


FALCH OG FALCH I NY DUET

I år fylder Anker Jørgensen 85 år. I den anledning har en række kunstnere været i studiet og indspille klassiske danske sange til De Største Er De Små - Sange Til Anker, en CD der udkommer den 1. maj. Michael Falch fortolker i en duet med sin ældste datter, Anna Falch, "Det Haver Så Nyligen Regnet". Anker Jørgensen, som Falch skildrer som "en politiker, der overlevede sin turbulente karriere og politiske nedture med mennesket i behold".

Michael Falch har i en radioudsendelse fortalt om sit modsætningsforhold til Anker Jørgensens politik som på den statsministerpost, han pludselig indtog efter Jens Otto Krags bratte tilbagetrækning i 70'erne. hvor Falch selv hørte til længere ude på venstrefløjen. "Men manden har jeg altid respekteret", fortæller Michael Falch.

Den sang, Falch & datter valgte at indsynge, har sin oprindelse i det gamle sønderjyske drama, men fik under besættelsen høj signalværdi som en modsang mod den nazistiske besættelsesmagt. Den blev symbol på den danske frihedskamp, som Anker Jørgensen selv tog aktivt del i. "For de gamle som faldt/er der ny overalt", som Anna Falch nu synger til Falch senior.

Albummet har i øvrigt deltagelse af sangeren Allan Olsen, Kim Larsen, Juncker, Niels Hausgaard, Erik Clausen m.fl. og udkommer 1. maj.

op


MICHAEL FALCH LØBER I GOD SAGS TJENESTE

Støt Dansk Røde Kors
... og vær med til at sætte Danmark på verdenskortetnd nogensinde.

123 byer besøges, 2340 km løbes på 21 dage. Michael Falch løber sin del af turen fra Stege til Kalvehave den 10. juni. Løb selv med et sted i landet - eller nøjes med at støtte med et beløb eller et sponsorat til en løber.

Se mere på www.danmarkloeber.dk

Vi håber at du som person eller som virksomhed gennem hjemmesiden bliver inspireret til at deltage - og derved er med til at hjælpe den tredje verden, gøre vores samfund sundere og skabe bånd mellem mennesker.

op


TO INDENDØRS SHOWS MED MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE PÅ SOMMERTUREN

Selv om det generelt er de udendørs arenaer, der bliver rammen om sommerens rockbrag med Falch & hans Boat Man Love, bliver der alligevel to lejligheder til at opleve dem indendørs i mere intime rammer, nemlig ved turnéens officielle åbningskoncert på Tobaksfabrikken i Esbjerg (bill. se Tobakken.dk ) og den 2. juni såmænd på Michael Falchs egen gamle hjemmebane i hans ungdomsby, Tønder, i det legendariske "Schweizerhalle", han har skrevet om i sine bøger. Stedet, hvor Falch selv "lå til koncert" med Alrune Rod og lokale bands i sin første Tønder-tid i 1970, er siden omdøbt til Kulturhuset. Mere info, også om billetter til denne helt særlige aften annonceres snarest her på siden under "Koncerter".

op


BOAT MAN LOVE ALBUMAKTUELLE PÅ EGEN HÅND

Den 26. marts 07 er BOAT MAN LOVE ude med deres album nr. to på egen hånd. "Black on Blue" er titlen, og singleudspillet "Bête Noir" spilles for tiden heftigt i radioen. Tjek også www.boatmanlove.dk

- Falch´ens backingband kan høres på egen turné bl.a. flg. steder:

21.04.07
GODSET Kolding

20.04.07
BYGNINGEN Vejle

19.04.07
FATTER ESKIL Århus

18.04.07
MUSIKVÆRKET Nykøbing Mors

14.04.07
ELVÆRKET Holbæk

13.04.07
DET BRUUNSKE PAKHUS Fredericia

12.04.07
MUSIKCAFEEN København

07.04.07
SKRÅEN Ålborg

06.04.07
FERMATEN Herning

05.04.07
TBA

04.04.07
GATE 7 Thisted

31.03.07
BYGNINGEN Køge

30.03.07
FORBRÆNDINGEN Albertslund

29.03.07
BADEANSTALTEN Slagelse:

op


SOMMEREN 07 - MICHAEL FALCH med BOAT MAN LOVE

Efter fornemme nomineringer til både Danish Music Awards og musikkritiker-prisen Steppeulven har Michael Falch nu taget sigte mod sommeren 2007, der bliver rammen om anden etape af hans succesombruste rock-renæssance. Med fundet af de unge musikalske åndsfæller i orkestret Boat Man Love har Falch samtidig genfundet modet til at gå nye veje og ikke mindst glæden ved at kanalisere mange års erfaringer - både fra det private og fra det professionelle liv - ud over scenekanten.

Falchs genfødsel som rocksanger med sit nye band og med albummet ”Falder du nu” stadfæster med al ønskelig tydelighed, at rock snarere er en tilstand end et spørgsmål om alder. Reaktionerne på power-konstellationen Falch med bandet Boat Man Love er da også kommet til udtryk i ganske utvetydige og rosende vendinger, heriblandt en række 6-stjernede anmeldelser af holdets live-koncerter og uforbeholdne lovprisninger fra såvel kollegaer som musikbranchen i det hele taget.

At ’den virkelige verden’ sætter sine spor, understreges ikke blot af furerne i den ellers toptrimmede og revitaliserede Falchs karakteristiske ansigtstræk, men inkarneres i lige så høj grad i det musikalske udtryk, som hans nye krasse tekster også bærer vidnesbyrd om. Torben Billes omdiskuterede biografi ”Ud af mørket” om fænomenet Falch er da også en beretning om, at det langt fra er omkostningsfrit at holde fast i retten til at blive voksen og lære af sine erfaringer i en ungdomsfikseret musikbranche. Og der lægges bestemt ikke fingre imellem, når Falch i bogen selv klipper glansbilleder i stykker og refererer fra livets skyggesider.

At der i det hele taget skrives en diger biografi om en dansk rockkunstner vidner samtidig om, at der her er tale om en kulturpersonlighed af en vis kaliber. Falch kan da også om nogen fremvise et omfattende generalieblad: Fra vred ung rocksanger over teenageidol og skuespiller til forfatter og storbypoet frem til de seneste fem års asketiske livsstil, der har banet vejen for hans markante tilbagevenden som pladekunstner, soloartist og rocksanger.

Netop den kompromisløse insisteren på ærlighed og radikal åbenhed er blandt de bærende dyder, der efterhånden er blevet Falchs varemærke. Samtidig har modet til at konfrontere de indre dæmoner affødt en fornyet respekt, der gør, at rockpublikummet igen spidser øren for at høre, hvad Falch har på hjerte. Michael Falch er i disse år blevet personificeringen af den etablerede entertainer, som ikke længere bare spiller sikkert og stille fader væk, men brænder igennem i fornyet risikovillighed.

MICHAEL FALCH med BOAT MAN LOVE:
Michael Falch – vokal og guitar
Lars Skjærbæk – guitar og vokal
Troels Skjærbæk – bas og vokal
Søren Koch – guitar, vokal og mundharpe
Johan Lei Gellett - trommer


ANMELDELSER FRA SOMMERTUR 06:


FALCHENS FLOTTE LANDING

Uffe Normand, Århus Stiftstidende, 14. august 2006:

KONCERT: Med sværvægtsmatrosserne fra Boat Man Love gav Michael Falch en forrygende koncert efter 15 års fravær

Michael Falch og Boat Man Love på Skanderborg Festivalen

Året var 1991. Malurt, der havde Michael Falch som sanger og frontmand, gav koncert på Danmarks Smukkeste Festival. Dog ikke så lang, som sangeren havde håbet, for store The Kinks stod og trippede for at komme til, hvilket førte til, at Malurt fik bud på at stoppe. Det blev Michael Falch så sur over, at en af dørene i bandrummet ikke overlevede. Siden har Michel Falch ikke spillet på festivalen. Men det gjorde han så i går, hvor han med svedig og sej backing af Boat Man Love gav en koncert, som ryger langt op på listen af mindeværdige Skanderborgkoncerter.

Allerede da bandet, Michael Falch (sang og guitar), Søren Koch (guitar og mundharpe), Johan Leigellett (trommer) og Inside The Whale-brødrene Lars og Troels Skærbæk (på henholdsvis guitar og bas) kom på scenen i Rytme Hans var der en stemning af, at her ville blive godt. Det strålede ud af alle mand og i særlig grad ud fra Michael Falch, at der var noget, der skulle bevises.

Og efter goddav og en-to-tre gik "Mød Mig I Mørket" i gang. Et gammel Malurt-nummer, som Falch og følge har pudset af og piftet op, så det nu sejgynger. Undskyld udtrykket – men hold kæft, hvor det band spiller godt – tæt, sejt og indforstået, så alle altid ved, hvad de andre laver. Og samtidigt så tilpas løst, at der også er plads til små indfald.

Straks efter denne kickstart gave Falch det første af de nye numre, som han har gjort comeback med på cd'en "Falder Du Nu". Vi fik først "Magnoliepigen" – en sang om hende, der ikke længere danser. Det gør Falch så til gengæld – guitaren fik en kinddans, mens bandet skummede af spillelyst og –vilje.

Lev stærkt

Nummeret sluttede med, at de tre på guitar og bassen dannede ring om trommeslageren, og sangen blev kørt op i tempo, der lige før eksplosionspunktet slog over i endnu en Malurt-klassiker "Lev Stærkt".

- Den er fra midten af 1700-tallet, sagde Falch, da bifaldet havde lagt sig efter nummeret.

Rytme Hans var tætpakket, og selv om det var småt med arm- og benplads blev der vugget, danset og klappet.

Pulsen i svedig rock

Så fulgte de to nye "Over Vesterbros Torv" – der beskriver konflikten mellem de to yderpunkter Jesu Hjerte Kirke og Buddha Bar, og "Min Historie". Til den første afleverede Lars Skærbæk den første af den række guitarsoloer, der nu engang er pulsen i svedig rock, mens Falchen i den anden – en usminket selvbiografi - sang med stor intensitet. Det var noget, der kom indefra.

Nu var der for alvor ved at blive godt svedigt i teltet, og koncerten blev sat lidt ned i tempo med kærlighedssangen til hende, der er "den eneste i verden jeg vil ha'". Igen med så stor indlevelse, at man da lige ved at kunne blive forelsket i sangeren.

Det er jeg nu ikke – men jeg er fuld af respekt for en mand, der bare er så indstille på at lukke energi ud, og som synger sine sange med så stor troværdighed og i et selskab, der er så velspillende. Det gentog sig i "Hvornår Er Vi Der?" En stor sang om ungdom, alder og den uundgåelige tur mod døden. Denne sang var lige som alle de andre fra tidligere i karrieren, blevet nøje gennemgået og fået sig et nyt arrangement. Dette var en senet udgave, lidt boogieagtig, sejt vuggende og med plads til en bluessolo fra guitarerne. "I Et Land Uden Høje Bjerge" kom i en næsten ren vokalversion. "King Baby" var derimod i teatralsk udførelse, mens Malurt-hittet over alle "Superlove" bare fik et los rock'n'roll, så ikke en fod stod stille, hvilket må bevise, Michael Falch og hans sange er kommet i godt og troværdigt selskab hos Boat Man Love.

Kun en enkelt gang røg troværdigheden – det var da Falchen sluttede med "Der Er Sommer På Vej". Og det var der altså ikke – der var bare mere regn.


Anmeldelse: Michael Falch & Boat Man Love

Af Uffe Christensen, Jyllands-Posten, 13. august 2006

Sammen med Boat Man Love skabte en vital og tændt Michael Falch søndag eftermiddag magi i luften under verdens mindste orange scene på på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

JP extra

Michael Falch er aldrig oplevet bedre og mere klar end nu, menerMorgenavisen Jyllands-Postens anmelder.

Rytmehans: MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE

Manden, der i lidt for mange år har været på flugt fra sig selv og i hidsigt håndgemæng med sine indre dæmoner, er vendt hjem til sit selv ud fra en devise om, at selv de vildeste fugle før eller siden vender hjem.

Det virker - med tanke på hans lange karriere - naturstridigt at hævde, at han aldrig er oplevet bedre og mere klar end nu, men efter at have hørt Michael.


DJÆVELSK RØRENDE MICHAEL FALCH

FALCHEN LETTEDE IGEN

Simon Staun, Fyens Stiftstidende, 29. juli 2006.

Michael Falch gav alle sine talenter frit løb på Langelandsfestivalen.

SKØNROCK: Michael Falch gentog sidste års triumf - denne gang med herligt velspillende Boat Man Love ved sin side.

* * * * * * (6 stjerner ud af 6)

Michael Falch har foretaget sig mange stupide ting i sit liv. Men heldigvis, og tak for det, har han stået bag endnu flere fantastiske ting. Som blandt andet at indspille sit seneste album "Falder Du Nu" med Jacob Binzer som sparringspartner og guitarmæssig inspirationskilde samt at hyre Boat Man Love som backingband.

Binzer har formået at give Falch anno 2006 en forfriskende rocket sound, der gør albummet til det bedste i sin genre i flere år. Boat Man Love gør det næsten umulige og leverer samme vildskab, intensitet og høje tekniske niveau live, hvilket betyder, at Hr. Falch med følge endnu en gang står for en beundringsværdig, veludført koncert.

Efter sidste års store succes med det eftertænksomme og hudløst ærlige soloridt, kan man kun rose satsningen med at sadle om og ride i stik modsatte retning med hele tre guitarer, der alle bliver presset til det yderste. Og det af håndværkere, der rent faktisk kan deres kram. Tak skæbne, hvor jeg allerede elsker den rockbåds besætning.

Sættet, der både består af nyklassikere og afstøvede gamle perler, er dejligt homogent og afvekslende, så man både lader sig rive med af en a capella-udgave af "I et land uden høje bjerge" og en teatralsk heavyversion af "Magnoliepigen". Begge to og alt ind i mellem langet af sted med nerve og mod en masse.

Djævelsk rørende

Michael Falch giver alle sine talenter frit løb, hvilket betyder, at han flere gange udlever teksterne på scenen. Effektfuldt og betagende at overvære. Nye sange som "Over Vesterbros Torv", "King Baby" og "Min Historie" cementerer Falchs evne til at skabe effektfulde tekster, der på samme tid er rørende, autentiske og djævelsk syng-medkapable. Og diabolsk er han flere gange, når han vender det hvide ud af øjnene, kaster sig på knæ og kanaliserer al sin vrede, glæde og kærlighed ud gennem mikrofonen.

Der er kun én ting at sige: "Michael, you did it again".

NYT BAND FIK MICHAEL FALCH TIL AT LETTE OVER LANGELAND

Thomas Treo, Ekstra-Bladet

* * * * (4 stjerner ud af seks)

Michael Falch - veteranen rystede klapstolenes højborg med overrumplende tordenrock.

Michael Falch fylder 50 til september, og så er det jo ved at være tiden, hvor man skal beslutte sig for, om man bare bevidstløst vil fortsætte i samme flade fuge eller måske opsøge nye græsgange i karrierens efterår.

Noget kunne bestemt tyde på, at Falch heldigvis har valgt det sidste, og flere af sangene fra selvransagende "Falder Du Nu" eksploderede som klyngebomber foran hovedscenens opbud af plastikhamre, girafmaskotter og barnevogne.

I sandhed et spraglet optrin, der dog ikke forhindrede Falch i at flakke indædt gennem nye og gamle sange med uvurderlig assistance af kvartetten Boat Man Love, hvis ungersvende tog fat om den gamle, så man faktisk kunne blive i tvivl om, hvem der bestemte.

Kant og konsekvens

Knøsene eksekverede repertoiret med kant, konsekvens og kaskader af entusiasme, og i radikalt omarrangerede udgaver lyste "Mød Mig I Mørket", mens "I Et Land Uden Høje Bjerge" faktisk fungerede som storladen feedback-hymne. Neil Young og The Rolling Stones har heller ikke levet forgæves for Falch og drengene, men sjældent er den tørlagte troubadour oplevet så solidt funderet i sig selv, og trods triviel publikumspleje klæder det Falch ikke at hige desperat efter massernes accept. En kærkommen overraskelse fra en mand, der er blevet gammel nok til at gøre, hvad der passer ham.

op


FALCH'ENS EGNE FAVORITTER

Til ”Ud af Mørket”, bogen om Michael Falch, bad Torben Bille Michael om at udvælge de ti bøger og de ti albums, der har haft størst betydning for ham. Michael havde selvfølgelig svært ved at begrænse sig og fik allernådigst lov at medtage fem reserver i hver kategori. Her kan vi bringe listerne i deres fuldstændige form uden begrænsninger. Michael Falch fremhæver nedenstående som den vigtigste litteratur og musik i hans liv:

BØGER:
Det Nye Testamente
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per
Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige
Martin A. Hansen: Løgneren
Johannes Jørgensen: Mit Livs Legende (selvbiografi)
Johannes Jørgensen: Den hellige Frans af Assisi
J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe
Tom Kristensen: Hærværk
H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr (selvbiografi)
H.C. Andersen: Samlede Eventyr
Søren Kierkegaard: Begrebet Angest
Søren Kierkegaard: Enten - Eller
Søren Kierkegaard: Kjærlighedens Gjerninger
C.G. Jung: Psykologi og religion
Homer: Odysseen
Anselm Grün: At udvikle selvværd og mestre afmagt
C.S. Lewis: Det er kristendom
C.S. Lewis: En pilgrim vender hjem
Villy Sørensen: Digtere og dæmoner
Villy Sørensen: Jesus og Kristus
Ole Michelsen: Den dansende Dæmon
Anonyme Alkoholikeres Store Bog
Janet G. Woititz: Voksne børn af alkoholikere

ALBUMS:
Beatles: Abbey Road - Beatles: Sgt. Pepper - Beatles: Beatles (The White Album) - Beatles: Let it be - Beatles: Rubber Soul - Beatles: Revolver - Beatles Anthology (dvd)
John Lennon: Imagine - John Lennon: Plastic Ono Band - John Lennon: Mind Games - John Lennon: Double Fantasy
George Harrison: Living in the material world
Neil Young: Neil Young - Neil Young: Everybody knows this is nowhere - Neil Young: After the gold rush - Neil Young: Harvest - Neil Young: On the beach - Neil Young: Time fades away - Neil Young: Tonigh´s the night - Neil Young: Zuma - Neil Young: American stars and bars - Neil Young: Rust never sleeps - Neil Young: Rust live - Neil Young: Harvest Moon - Neil Young: Heart of gold (dvd)
Bob Dylan: Live at Horsens Ny Teater (bootleg) - Bob Dylan: Blonde on blonde - Bob Dylan: Slow train coming - Bob Dylan: Oh Mercy - Bob Dylan: Infidels - Bob Dylan: Time out of mind - Bob Dylan: Modern times
Byrds: Turn! Turn! Turn!
Beach Boys: Greatest
Bee Gees: Idea
Lou Reed: Transformer
The Kinks: Muswell Hillbillies - The Kinks: Everybody´s in showbiz
The Who: Live at Leeds - The Who: Quadrophenia
Jethro Tull: Benefit - Jethro Tull: Aqualung
Procol Harum: Shine on brightly - Procol Harum: A salty dog - Procol Harum: Hom
Taste: On the boards
Rory Gallagher: Rory Gallagher
Crosby, Stills & Nash: Crosby, Stills & Nash - Crosby, Stills, Nash & Young: 4-way street - Crosby, Stills, Nash & Young: Déjà vu
Steve Miller Band: Children o f the future - Steve Miller Band: Sailor
Van Morrison: Moondance - Van Morrison: Geatest
Jefferson Airplane: Bark
Grateful Dead: Live/Dead
Steppenwolf: Monster - Steppenwolf: Live Steppenwolf
The Band: Music from big pink
Joni Mitchell: Blue - Joni Mitchell: Court and spark
Pink Floyd: Meddle - Pink Floyd: Atom heart mother
The Clash: The Clash - The Clash: London Calling
The Jam: All mod cons - The Jam: Setting Sons
Bruce Springsteen: The wild, the innocent - Bruce Springsteen: Born to run - Bruce Springsteen: Darkness on the edge of town - Bruce Springsteen: The River - Bruce Springsteen: Born in the USA - Bruce Springsteen: Nebraska
Eric Anderson: Be true to you
James Taylor: Mud Slide Slim
Led Zeppelin: II
Jimi Hendrix: Axis: Bold as Love - Jimi Hendrix: Band of Gypsies
Cream: Goodbye Cream
Credence Clearwater Revival: Willy and the poor boys - Credence: Greatest
Dan Fogelbird: Captured Angel
Jackson Browne: Late for the Sky - Jackson Browne: The Pretender - Jackson Browne: Running on empty
Tom Waits: On heartattack and wine - Tom Waits: Rain Dogs - Tom Waits: Orphans
Nick Cave: Murder Ballads
U2: Joshua tree - U2: Achtung Baby - U2: How to dismantle an atomic bomb
The Rolling Stones: Beggar´s Banquet - The Rolling Stones: Let it bleed - The Rolling Stones: Sticky Fingers - The Rolling Stones: Some girls - The Rolling Stones: Tattoo you
Oasis: Definitely Maybe - Oasis: (What´s the story) morning glory
R.E.M.: Out of time - R.E.M.: Automatic for the people
Eagles: Hotel: Eagles - Eagles: Desperado - Eagles: California - Eagles: Hell freezes over (dvd)
Don Henley: End of the innocence
Counting Crows: Across a wire- live in New York - Counting Crows: Recovering the satellites
Aerosmith: Get a grip
Aimee Mann: Magnolia
Cardigans: Long gone before dayligt
Coldplay: X & Y

Danske:
Alrune Rod: Alrunes Rod - Alrune Rod: Hej du - Alrune Rod: Alrune Rock
Savage Rose: Wild Child
Culpeper´s Orchard: Going for a song
Gnags: På vej - Gnags: Del af en ring - Gnags: Det er Det - Gnags: Er du hjemme i aften?
Gnags: Burhøns
Sebastian: Den store Flugt - Sebastian: Stjerne til støv
C.V. Jørgensen: Storbyens små oaser
Kliché: Supertanker
Warm Guns: First shot live - Warm Guns: Italieno Moderno - Warm Guns: Follow your heart or fall
D.A.D.: No fuel left for the pilgrims - D.A.D.: Everything glows
TV-2: Beat - TV-2: Nutidens Unge
Poul Krebs: Små sensationer
Kashmir: The good life
Boat Man Love: A thousand dreams behind

De fleste af de nævnte albums fås hos Rillen

op


F. P. JAC-DIGT OM MICHAEL FALCH

I sin netop udsendte digtsamling, "Agurkerne Kvækker", som Berlingske Tidende giver fem stjerner, har F. P. Jac inkluderet det digt, han havde skrevet til Falch´ens 50-års fødselsdag. "Den gamle mand og scenen - til Michael Falch", er titlen på langdigtet, som F. P. Jac med karakteristisk dramatisk diktion foredrog for de 90 gæster ved arrangementet, der blev holdt den 16. september 06 i et telt på Kalvehave Mark.

Blandt gæsterne var også ven og kollega Poul Krebs, Jacob Biinzer, Ole Michelsen, Boat Man Love, fodboldspillerne Erik Rasmussen og Lars Høgh, Malurt-folkene Peter Mors og Peter Viskinde, bassist og trommeslager fra Nye Rejsende, John Poulsen og Kasper Foss, Falchmanagers Stener Nielsen og Flemming Myllerup, lydmand Peter Brander i et meget blandet selskab, der også bl.a. talte en franciskanermunk, en sognepræst, en godsejer, flere psykologer, en forlægger, pladeselskabsfolk, socialpædagoger, lokale fodboldkammerater, Tjele-folk og venner fra det ædru liv samt hele Falch-klanen.

"Ømhedens ihærdigheder og smertens ridser" er åbningslinjen i F. P. Jac´s fire sider lange digt om Michael Falch, der "kalder hele evangeliet med til rock" i følge Jac, som i sin lejlighed i Allerød i øvrigt siden atter har haft besøg af Michael Falch. Endnu en samskrevet rocktekst har de to karakteristiske næser nu klar til det kommende Falch-album, der indspilles med Boat Man Love i maj-juni 07. Tidligere har Falch søgt Jac´sk meddigtning på tekster til "De første Fugle uden dig", "Din Himmel så blå" og "Falder du nu". Unikke F. P. Jac´s nye sprudlende "Agurkerne Kvækker" er et oplagt sted at begynde for nye digtlæsere og Falch-venner.

 

Forside | Nyheder | Albums | Biografi | Koncerter | Fotos | Post

Musikken på denne hjemmeside er stillet til rådighed med tilladelse fra KODA og NCB
Copyright © Falch & Stjernekasterne. Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Redaktion og layout: Stjernekasterne. Booking:
Skandinavian.
Spinhouse & web-versionering: Dialog Design