NY
EFTERÅRSHILSEN FRA MICHAEL
FALCH
Kære
besøgende.
Foredragsturen er
slut. For en pt. ikke-turnerende rockmusiker som mig
har det nu været pudsigt alligevel at jage
motorvejens hvide striber og krydse Storebæltsbroen
by night så mange gange i løbet af et
år.
Tak
til alle jer, der varmede stederne op derude, både
for jeres tyste indlevelse og jeres befriende latter, og
tak for hilsener på gæstelisten og de mange
mails.
Jeg
er nu atter tilbage ved en fuldstændig blank
kalender, og den kommende tid vil jeg formentlig
være optaget af at lure på, hvor vejen mon nu
fører hen, mens jeg skriver ting og sager
ned. I hvert fald er mit udgangspunkt nu et helt
andet, end da jeg drog ud til de første mål
på foredragsturen, hvor guitaren enten slet ikke
var med, eller kun lige fik lov at komme op at
trække vejret i et par sange. Ved de sidste af
efterårets foredrag skulle man vist være
meget højt uddannet i argumentationsteknik for at
undgå kalde situationen for "koncertlignende"...
Jeg må med glæde indrømme, at det var
dejligt at mærke sangene igen sammen med jer,
på en ny måde.
Når
jeg nu ser tilbage på striben af aftener med
foredraget "Lykkelig Undervejs" på turen fra
Diakonhøjskolen i Århus i februar til
Støberihallen i Hillerød i oktober, dukker
de gennemgående temaer selvfølgelig op. Men
de kom til at følge deres egne kurver, så
fokus hele tiden forrykkede sig. Somme tider tog
barndomsfortællingen magten med dens
forkrøblende mønstre, somme tider
showbizhistorien med dens vilde drømme og maniske
udfoldelse; til tider kom identitet og
berømmelse i centrum, andre aftener var det
selvværd, stress,
breakdowns og alkoholproblemer, der fyldte
mest. I den sidste fase optog det mig stærkt
at give mit bud på den "en skønne dag", jeg
har kredset omkring og sunget om så mange gange
gennem årene i mine sange. Dén "en
skønne dag", hvor det vitterlig lykkes mennesker
at trække en konsekvent streg mellem før og
nu i deres liv. Den dag, hvor gyldne løfter ikke
længere bare skal løbe ud i sandet, og hvor
hæmmende vanemønstre ikke mere skal snige
sig ind og underminere de konstruktive fremtidsudsigter.
Det øjeblik, hvor styrken kommer til at forvandle
"en skønne dag" fra at være bare en fjern
drøm til at blive konkret handling i
virkeligheden. Det punkt i et menneskes liv, hvor vi
endelig får modet til afgørende at tage
vores personlige historie på os og stå
ved den. Når vi til vores store forbløffelse
opdager, at vi ikke selv er universets centrum, at vi
ikke er Gud i vores eget liv, og når vi opdager, at
vi heller ikke længere ønsker at
forsøge at spille den absurde rolle.
Jeg
begynder at tro, at det er sådan
at spring i erkendelsen, en dansk filosof med en alt
for lille, krumbøjer krop til et alt for
stort, tanketungt hoved for omkring 150 år
siden gik rundt og spekulerede over på sine lange
gåture i de københavnske gader. Han talte om
"at træde i karakter", og jeg tror, at han talte om
at tage sin livshistorie på sig og vikle sig
ud sit konstante selvforsvar og sine idealiserede
selvbilleder, om at bide hovedet af al skam og stå
ved sin reelle historie; gøre sig fri af den ved
at indse sin personlige og universelle begrænsning
og finde modet til at forandre sine invaliderende
vanemønstre ved konkret handling. Ved at
gøre noget - gøre noget andet. Som det
hedder: Den, der altid kun gør det, hun altid har
gjort, finder altid kun det, hun altid har
fundet.
Jaja,
det er en masse ord, men ord kan som
bekendt forvandle - i hvert fald, hvis det
lykkes os at få dem til at synke fra hovedet ned i
hjertet, og de 30 cm. kan ofte være en lang rejse.
Hvad kan ordene betyde i praksis?
Det
er en kendsgerning, at mange mennesker, selv de
velfungerende, som tilsyneladende udadtil lever det gode
liv i pagt med sig selv og omgivelser, risikerer at
nå til punkter i deres liv, hvor de gror fast. De
føler sig låst i deres identitet og
livsform, og det gælder både de vildeste
jægere af dionysisk livsnydelse og de kedeligste
stivstikkere. Tilværelsen mister ligesom magien;
enthusiasmen skrumper ind, og tørre, modvillige
leverpostejsdage og meningsløse
tv-aftener bliver resultatet. Eller de lader sig
gribe af en manisk oppisket arbejdsnarkomani, der har til
formål at camouflere tomheden i arbejdstøj.
Tomhedsfølelsen er spøgelset, vi
føler, vi må flygte fra. Vi er
forlængst desperate, og vi når slet
ikke at registrere, at der måske er to slags
tomhed på færde.
Der
er den tomhed, der skyldes vores udtømthed i
forhold til vores gamle personlighed, og der er en anden,
dybere tomhed, der muligvis er vores mere egentlige selv,
vores autentiske indre menneske, vores essens, der nu
kalder på at blive taget alvorligt og hentet op fra
dybet. Den kalder med en følelse, vi tolker som
tomhed. Med en umiddelbart skræmmende tomheds
smerte. Og vi reagerer prompte med at ville fylde
tomheden med indhold. Væk fra den skal vi i hvert
fald. Manisk fylder vi arbejde, stress, alkohol og
anden kemi ned i hullet for at dulme smerten ved
uroen.
Men
skamfølelsen fortæller os, at vi er på
vildspor. Skam har det konstruktive aspekt, at det
afslører os, når vi svigter os selv. Derfor
er skamfølelsen et pålideligt barometer for
vores grad af væren i os selv. Ikke "os selv" i
forhold til vores mere eller mindre konstruerede mentale
facade, vores tillærte og delvist opdigtede
personligheds mønstre. Men i forhold til vores
egentlige, sande natur.
Selvhadet
rumsterer og regerer; irritation og melankoli bliver
grundstemninger. Det sociale overskud visner, og al
aktivitet bliver forstyrrelser af gravfreden. Fremtiden
ligner lukket land, og tilbage står
efterhånden kun den absolutte isolation, kemisk
stemningsregulering og håbet om den mest smertefrie
afvikling af eksistensen.
Hvis dette menneske ikke flytter sig i to samtidige
bevægelser, vil ingen forandring kunne ske. Den ene
slags tomhed, der er en slags følgevirkning af at
være vokset ud af sit gamle kostume, må vi
bevæge os væk fra ved at tvinge os
selv i ny adfærd, ved at ændre vores
vanemønstre og vores livsform. Den anden
tomhedsfølelse må vi ikke flygte fra, men
tværtimod finde mod til at se direkte i
øjnene, for måske er den til syvende og
sidst udtryk for vores indre klippegrund; den, der er
vores inderste kerne, vores essens.
Det
er her omkring, at Jesus møder Buddha, tror
jeg.
Det
er stadig bare ord. Men jeg må selv rode med
det praktiske. Der er noget almenmenneskeligt på
færde i disse spørgsmål, men
selvransagelsen - afklaringen af vores personlige
værdier - og handlingsplanen - de
nødvendige konsekvenser af at tage vores
værdier alvorligt - er vores eget ansvar. Vi
klarer det sjældent alene. Vores fastfrysninger
smelter ikke af sig selv. Det kræver andre
måder, end dem vi hidtil har benyttet os af i vores
afsporede tilværelse. Først og fremmest
er det min erfaring, at jeg måtte frem til det
punkt, hvor jeg turde bede andre om hjælp. Selve
den overgivelse, det fravalg af den falske stolthed, der
ligger i denne bevægelse, skaber megen
villighed og en vis ydmyghed. Dernæst måtte
jeg skabe faste daglige og ugentlige holdepunkter, jeg
kan orientere mig efter, så jeg ikke som før
bare rutscher tilbage i de gamle mønstre, der er
så dragende i deres vanefaste lethed. Vi vil
umiddelbart langt hellere blive i utilfredsstillende,
dræbende gamle vaner end kaste os ud i
besværlige forandringer. Min stille stund hver
morgen er del af sådan en ny ritualisering, der
stemmer mig til en ny dags udfordring og styrker mig i
forhold til den verden af fristelser, jeg ikke kan
ændre en tøddel på og giver mig styrke
til at arbejde videre med de kræfter i mig, der vil
holde mig tilbage. Jeg kan kun håbe på
at ændre mit eget forhold til verden ved konsekvent
at praktisere selvransagelse, meditation og bøn og
ved at passe møderne i den selvhjælpsgruppe,
jeg fast kommer i sammen med ligesindede, der
ønsker at leve ædru.
Mange
af os kom førhen netop ikke i ny, effektfuld
udvikling, fordi vi tidligere manglede de faste
holdepunkter, vi kunne strukturere vores dagligdag
omkring i en ny livsform. Disse faste klipper
kan mange finde i selvhjælpsgrupper inden
for mange slags problemområder og
gøre til en del af deres hverdagsliv.
(Pårørende
til og voksne børn af alkoholikere og andre
misbrugere kan f.eks.dele erfaring, styrke og håb i
Al-Anon-grupperne (www.al-anon.dk) overalt
i landets større byer og i ACA-grupperne. Folk,
der ønsker at lære at leve et liv uden
alkohol og anden kemi kan på tlf. 70 10 12 24
få råd og oplysning om tid og sted for
møder).
Hvis
ånd og sjæl skal have krop, så kan jeg
ikke lade være med at give en kommentar til et
afsnit af min første bog, Helligdage, hvor
jeg med dyb respekt skriver om folk, der er i stand
til at disciplinere sig selv så kraftfuldt, at de
uge efter uge gennemfører deres
løbeture. Jeg skriver om dem, som var de
simpelthen af en anden race end jeg selv. At de
var mennesker af en støbning, der havde
adgang til nogle ressourcer, jeg aldrig selv ville komme
i nærheden af. Sådan ved jeg, at mange
andre har det med fast motion. Under mit ophold på
Minnesota-behandlingscentret Tjele sidste år
mødte jeg en ansat ædru alkoholiker,
der nok havde levet benhårdt førhen og var
ti år ældre end jeg, men som efter fem
års ædruelighed strålede af den styrke,
der også kommer af fast motion. Han var blevet
løber, fortalte han. Fra at have ligget tæt
på rendestenen, løb han nu marathon med sin
søn. Selv havde jeg ingen drømme om
sådanne distancer, men hvis jeg jævnligt
kunne komme til at løbe bare et par kilometer,
ville jeg være meget tilfreds. Han gav mig et
12-ugers løbeprogram med tre ugentlige
løbedage (f.eks. mandag, onsdag og
lørdag), hvor første dag i uge 1
hed:
5
min. gang
1
min. let løb
3
min.s gang
1
min.s løb
(let
gang hjemad
til strækøvelser)
Det
kunne selv jeg godt overskue uden at få
opkastningsfornemmelser bare ved
tanken. Træningsmængden sættes
stille og roligt op med bare et minuts løb mere
pr. uge (dog med lidt lavere intensitet på de tre
løbedage i uge 3 og uge 7 for at restituere lidt),
og da jeg nåede uge 12, var jeg uden problemer i
stand til at løbe 30 min. uden pause. Det var
gået nærmest problemløst, fordi
stigningen i intensitet var sket umærkeligt fra uge
til uge.
Nu
tager jeg min 5 km.-tur flere gange om ugen og med
glæde (ikke helllig, men heldig!) og passer desuden
en let træning i et motionscenter et par gange om
ugen med en god ven, som hjælper mig til at holde
aftalerne. Det er vist gensidigt. Og med sæsonens
kamp på veteranholdet i www.kalvehave-if.dk
og lidt tennis er jeg vist et pænt stykke inde i
sportsidiotien. Til gengæld ser jeg ikke megen
sport på tv længere.
Måske
kan dette hjælpe andre med at komme igang med at
løbe lidt men godt. At komme i fysisk bedre form
er helt indlysende et godt fundament for mental
heling og åndelig udvikling.
Under
foredragene havde jeg nogle gange en fornemmelse af at
dele fra hjertet på en måde, så jeg
måske aldrig nåede til en egentlig forklaring
på foredragets titel, "Lykkelig Undervejs", opkaldt
efter mit seneste studiealbum. Titlen er
dobbeltydig, idet den jo dels kan refere bagud i tid til
tilstande tidligere og dels til selve
oplevelsesformen - at fokusere på tilstanden nu i
stedet for at lægge opmærksomheden ud
til et punkt et sted ude i fremtiden - at blive i stand
til at mærke bevægelsen i nuet under rejsen,
ikke kun belønningen ved målet. Meget af min
mentale tilgang til livet har tidligere bygget på
en forventning om, at "når først jeg
når til dét punkt, så kan jeg
måske slappe af, nyde livet, blive lykkelig".
Når først jeg går på scenen;
når først jeg kommer fra scenen; når
først turnéen begynder; når
først turnéen er slut; når
først albummet er i kassen; når først
cd´en udkommer; når først det bliver
juleferie; når først ferien er
forbi... så kan jeg begynde at leve for alvor.
Den livsindstilling lægger i sin forventning alting
ud i fremtiden. Det hele bliver først alvor
"en gang", "om lidt". Den omtalte "en skønne dag"
får hele tiden lov at få udsættelse. Og
det hele ender i spørgsmålet:
Hvornår bliver "nu" egentlig NU? Altså,
nu - lige her og nu?
Kærlig
hilsen og pøj-pøj med jeres
fra
Michael
20.
okt. 2003