HILSEN
FRA MICHAEL FALCH, DECEMBER 2003
Kære
besøgende ven.
Ud
fra rare hilsener her på "Gæstelisten" kan
jeg forstå, at der går rygter om, at jeg
atter har meldt mig under fanerne på musikscenen.
Dertil vil jeg i god julemandsånd bemærke, at
ikke alle rygter behøver at være
løse, for fra 3. februar har jeg ganske rigtigt
aftaler om at finde de skrå brædder igen
efter min pause.
Det
er over to år siden, at jeg måtte
trække mig tilbage for at få ryddet op og
foretage en hovedrengøring af især
øverste etage. Jeg kan ikke skjule, at det
jævnligt har føltes som en strabadserende
rejse, til tider som en rejse på stedet, men jeg
kan uden at ryste på hånden konstatere, at
det hidtil har været hele turen værd for mig.
Det
første år af min pause troede jeg ikke et
sekund på, at en tilbagevenden til sangene og
scenerne ville blive ønskelig for mig og mulig at
realisere. I min forestilling kunne
omstændighederne kun være, som de altid havde
været for mig som jævnligt omkringfarende
derude på landevejene. Det var som et mytisk
landskab med uskrevne regler og faste skikke, jeg
måtte følge eller flygte fra. Jeg troede, at
jeg var nødsaget til at finde et helt, helt andet
livsindhold end sange, scener, publikum, medier,
motorveje og broer. Først for få
måneder siden, efter nogle af de sidste af
årets foredrag, en nat på vej hjem over
Storebæltsbroen, begyndte jeg at få en vag
fornemmelse af, at der måske alligevel var en anden
måde at gøre det på, hvis tilgangen
til det hele blev radikalt justeret. De af jer, der ved
foredragene har hørt mig tale om stress,
selvværd og stimulanser, ved nok, at når jeg
melder mig til tjeneste igen, så skyldes det, at
jeg nu har fået tilstrækkelig tillid til
forandringerne.
Samtidig
har jeg taget mig selv i at mærke den gamle
kærlighed til musikken som sådan vågne
igen. Alene listen over de kunstnere, jeg har oplevet
live i årets løb, fortæller vist
historien om det: Aimee Mann, Jackson Browne, TV-2, Neil
Young, Bob Dylan, Twiinsmission, Elvis Costello og snart
Sheryl Crow.
Når
jeg nu sidder med den ældgamle af
Martin-guitarerne, så minder det mig lidt om den
stemning, jeg havde som helt ung mand i Tønder og
på Nørrebro. Jeg selv er er ganske vist et
ældre og anderledes menneske, men guitaren er den
samme. Og jeg har ikke bevæget mig væk fra
den, selv om jeg unægtelig har gjort, hvad jeg
kunne for det. Noget helt essentielt er
uforanderligt.
Om
det så kan bære hele vejen igennem, kan ingen
vide, men i hvert fald er udgangspunktet nu, at jeg kan
lide at sidde her i mit arbejdsrum og spille mange af de
sange, jeg har skrevet gennem årene. Deres temaer
er ikke anderledes end før, men jeg hører
ligesom flere af deres under- og overtoner nu. Jeg tager
mig i at nyde det!
Jeg
kommer ikke foreløbig til at springe rundt i
medierne og slå på tromme, og
forhåbentlig kan jungletrommerne bringe rygtet
rundt uden PR og offentlighed, så nogle af os kan
ses, og genses, derude på gode, intime spillesteder
i det nye år, der stadig ligger som en lovende
længslens ø derude i horisonten.
Jeg
takker for jeres tålmodighed med mig og for jeres
vedholdende interesse og ønsker jer en fredelig
jul og et smukt nytår. Jeg glæder mig
roligt.
Kærlig
hilsen
Michael
Dec.
2003