Falchs
Føljeton i Ekstra-Bladet
Michael
Falch begyndte den 3. februar en selvskreven ugentlig
føljeton i Ekstra Bladet. Det er en humoristisk,
selvironisk og brancheudleverende skildring af hans alter
egos Don Quijote´ske tvekampe med musikindustrien og
moderne showbizz.
-
Læs de første afsnit af føljetonen
her på siden.
1.
Mødet med Al Capone
Af
Michael Falch
HELE
21 ÅR ER DER GÅET, siden jeg sidst var "ude
at shoppe", som det hedder internt i musiksproget,
når man er draget til møde på et
pladeselskab med en pose nye sange i hånden. I det
forfængelige håb, at en stor kanon på
den anden side af skrivebordet vil hive en solid muldvarp
op af baglommen og skyde kapital i ens kommende projekt.
Jeg
er min egen herre, en fri mand. Jeg er ude af de
kontrakter, der tidligere bandt mig, og jeg befinder mig
i samme situation, som da jeg 23-årig gammel,
stadig med en drengs ansigt, sidst stod foran sådan
en perleport til pladebranchen i indre by. Med den
finurlige forskel, at både verden og jeg ikke
længere er de samme.
"HVA´
SÅ, FALCHEN?" bralrer dansk musikindustris absolut
allerbiggeste big shot, Allan Haagensen, bedre kendt som
Al Capone.
"Er
der gang i den eller hva´?", råber han, da jeg
træder ind på hans kontor, på sin
hæst maniske, ærkekøbenhavnske facon,
der er blevet legendarisk verden over efter hans
samarbejde med koryfæer som Michael Jackson,
Madonna, Cher og Britney Spears.
"Jo,
tak", svarer jeg, mens jeg lander i den dybe
læderstol. "Jeg har lige været på en
solo-turné".
"Konge-fedest,
mester! Er det noget med noget udland?", spørger
han begejstret, mens han får ild på
cigaren.
"Nej,
nej - det var såmænd bare Hillerød,
Horsens, Amager, du ved. Land og rige rundt", svarer jeg
i et forsøg på at holde hans forventninger
nede i normal dansk kantstenshøjde.
"Hold
kæft, Falchen, hvor det gi´r mig stornederen
at høre. Jeg går totalt død i
harddisken, du. Få dig dog et liv, mand. Var det
efterhånden ikk´ noget med et breakthrough
worldwide, hva´? Jeg mener - er det ikk´ ved at
være på tide? Let´s face it: Du er jo
nok ved at nærme dig sidste salgsdato, ikk´?"
Al
Capone er nu sprunget op og bruger cigaren i vilde fagter
som en glødende pegepind. Den strejfer min
næse.
"Jo,
tak - men jeg har jo lige et lille sprogligt problem",
svarer jeg og ryster gløderne af næsen. "Jeg
synger tekster på dansk, som du måske
husker!"
"Fuck
teksterne, Falchen!", brøler Capone. "Folk er
skide ligeglade med ord, mand. Hør nu lige her: Du
har sgu da dender gamle supermarkedssang; hva´ fan
er det nu, den hedder - "Vil du break my heart",
ikk´! Det er sgu da nærmest halvengelsk. Okay:
Du tager hjem på bøhlandet og brygger noget
vrøvleengelsk sammen, og så smider vi 10
mill. i røven på dig,10 sjove sheriffer,
mand, og så gi´r vi dig et shot og
prøver at breake dig i Staterne. Hva´ siger
du? Rykker jeg for vildt på den kejseragtige
måde eller hva´!"
JEG
VAR MILDEST TALT MÅLLØS. I mit stille sind
havde jeg drømt om allernådigst at få
et ydmygt budget til at udsende en cd i beskedent udstyr,
og helt uden budget til den million kroner til de
tv-kampagner, den danske musikindustri selvmorderisk har
hængt sin hat på de senere år. Intet
ekstravagant havde jeg sat næsen op efter. Ingen
escortservice i studiet, ingen champagne i skumbadet
på Plaza Hotel, ingen limokørsel og alt det
sædvanlige. Bare det fornødne, havde jeg
tænkt. Og nu sad jeg guddødemig så
godt som med 10 millioner og hele verden i min
hænder.
"Der
er bare et lille aber dabei", afbryder Al Capone mine
verdensfjerne tanker. "Når jeg ser dit fjæs,
ja, sorry - men det er for fanden ikke Victor Borge, vi
skal sælge, vel! Vi må sgu lige have
løftet det ansigt lidt op, ikk´."
JEG
VIDSTE JO GODT, at træer ikke vokser ind i himlen,
og erfaringen havde lært mig, at musikbranchen
formentlig er det sted i verden, hvor der er flest skumle
bagtanker, måske lige bortset fra narkohandel og
våbensmugling. Jeg må have set noget skeptisk
ud på dette tidspunkt af mødet. Al Capone
fortsætter:
"Jamen,
for fanden, Falchen, de gør det jo alle sammen,
goddammit. Se på Michael Jackson, se på
Madonna, se på Cher - selv Creamy gør det,
for helvede! Når jeg scanner hele denher fucking
branche for chicks, hvem fanden har så sine rigtige
patter i behold?"
Capone
breder faderligt armene ud, som for at bevidne at alt er
i skønneste orden og bare helt efter
vedtægterne.
"Nå,
nej", svarer jeg. "Men det er jo også noget andet.
Det er jo kvinder!".
"Okay,
Falchen - ved du, hvem der også gør det?".
Capone sænker hemmelighedsfuldt stemmen og ser sig
konspiratorisk omkring som for at sikre sig, at ingen
lytter med. Han læner sig ned mod mig og hvisker
mig i øret:
"JOHNNY
MADSEN!"
"Hvabehar?
Vil du forsøge at bilde mig ind, at Johnny Madsen
får ansigtsløftninger?", ryger det ud af mig
med en sund portion jysk skepsis på
stemmebåndet.
Al
Capone har igen sat sig og sidder nu og nikker med et
skævt, triumferende smil på læberne.
JEG
VAR PAF. Jeg var i vildrede. Hvor mange
hæderkronede idealer skal man nå at
sælge ud af, før man kan få lov at
hvile i fred for sit umættelige begær? Men
på den anden side: Hvis Johnny kan - så kan
jeg faneme også!
AL
CAPONE skubber kontrakten over mod mig på
skrivebordet og peger på linien nederst på
siden.
Jeg
skriver under.
2.
Amerikansk Superlove
I
det første afsnit af denne auto fiktive
lørdagsføljeton lod Michael Falch sit alter
ego tage til et overraskende møde med dansk
musikindustris store kanon, Al Capone.
Falchen
fik tilbudt en kontrakt, der gav ham chancen for i sidste
sekund at få sit internationale gennembrud med en
ny engelsk version af hans gamle "Superlove".
Kontrakten
indeholdt dog også visse lyssky klausuler, men som
Falchen ræsonnerede, inden han definitivt solgte
sin sjæl: - Hvis Johnny Madsen får
ansigtsløftninger, så kan jeg faneme
også tillade mig det!
Nærmest
som med en champagnebimmelim på kørte jeg
fra mødet på pladeselskabet hjem til min
Crazy Horse Gård på Sydsjælland i min
Ford Maverick. Tænk engang at stå foran sit
verdensgennembrud! I hvert fald så godt som. At
have det ene ben plantet i en så overvældende
succeshistorie, at en yngre mand ville have svært
ved at tackle den i en tid som denne, hvor
berømmelsen er det tætteste, vi kommer
paradis på jord. Min store fordel er, at jeg ikke
er ung, rig og smuk. Min kæde vil ikke falde af -
jeg vil kunne bære den medgang i min modne alder.
Og jeg kunne se det på mig selv i bakspejlet: Hold
kæft, hvor succes dog klæder folk!
Jeg
fandt straks en dansk-engelsk ordbog frem og begyndte at
oversætte min gamle "Superlove"-sang til en
vrøvleengelsk tekst, der "ikke måtte betyde
en rygende fis", som min nye frelser og A&R-mand
på det danskejede verdensfirma Hands Up! Records,
Allan Haagensen, bedre kendt som Al Capone, havde
indskærpet mig. Det var slet ikke så ligetil
endda. Slet ikke med den sangs historie. Den var egentlig
begyndt som en typisk 70er-politisk protestsang mod
kassedamers vilkår i supermarkederne, men inden vi
kom i studiet med den i 1980, havde jeg dog fået
den arbejdet hen i retning af en humoristisk poprocker
med et noget så nymarxistisk begreb som
fremmedgørelse som bagvedliggende tema:
Det
moderne menneske, der er blevet ét med sin
maskine, og som ikke længere er i stand til at
gengælde følelser. "Vil du, vil du, vil du
break my heart", spørger den stakkels, forelskede
mandlige kunde igen og igen den iskoldt afvisende
kassedame.
Nå,
på med arbejdshandskerne. Måske er der slet
ikke så langt fra fremmedgørelse til
meningsløshed. Nu - 20 år senere i denne
engelske volapykversion - er sangen i al sin banale,
globale enkelhed kommet til bare til at handle om ham den
brunstige fyr, der forsøger af score den
lækre kassesild.
Den
åbner sådan set ganske okay: "In the
supermarket, baby/With the muzak driftin´ by…",
men så kommer jeg sgu i problemer på linien:
"…med cornflakes og postej". Altså, cornflakes
er jo ikke så svært at oversætte - det
er værre med den postej, underforstået:
leverpostej.
Gyldendals
røde ordbog siger, at leverpostej hedder liver
paste, og det er jo et totalt uhandy udtryk at have i
munden. Postej hedder pie, med mindre den er lille -
så er det nemlig en patty, siger den røde.
Problemet består i, at totalprisen for dette
supermarkedsindkøb i danske 1980-priser var
sølle kr. 12,50! Ergo må det have drejet sig
om en meget, meget beskeden postej, og altså ikke
en pie, men en patty. Men jeg kan fandenhyleme ikke synge
"…with cornflakes and patty"!
Godt
så!, som de så kækt århusiansk
udbryder for tiden i alle trendy brancher inden for
showbizz. Jeg klynger mig til Al Capones volapyk-dogme og
vælger at lade være med at oversætte
for i stedet bare at synge det danske "postej" med
amerikansk accent! Det lyder cirka som "poust-aid", og
det kan måske virke europæisk blegt og
interessant over there. Hvem ved?
Jeg
har nu indspillet denne nye "American Superlove Update" i
en version med et typisk al capone´sk tidsondt
breakbeat på, som jeg så rapper de
sørgelige rester af teksten hen over. Det lyder
faktisk som en ret moderne-agtig kind of thing , hvis jeg
selv skal være frisk med det hele. Sådan lidt
røget og tomhjernet - på den fede
kejseragtige måde. Lidt hen ad, når
P3-musikken går i selvsving og gentager det samme
programmerede loop en hel formiddag med en anonym babe
eller en kæderaslende speedsnakker på toppen
af computerkagen, stønnende "Fuck me" hvert halve
minut. Jeg fornemmer allerede efterspørgslen efter
noget ugentligt uundgåeligt på P3 - men,
sorry, folks - min "Superlove" er altså en
worldwide-release og ikke beregnet på det lille
lokale, danske marked.
Da
jeg ringer til Al Capone og spiller den nye version for
ham over telefonen, bliver han meget begejstret. - Det er
sgu da vildt for voldeligt, Falchen!, råber han ind
i røret. - Det sparker edderperkme røv!
Taler jeg måske ikke af erfaring, hva´? Fik
farmand ikke lige smidt 14 millioner Aqua-skiver over
disken derude i verden? Du kan godt gå i krig med
at scanne boligsektionerne i L.A. Times og finde dig en
knaldhytte i Bøvede Sild 90210. We´re in
business! Jeg tror faneme, at vi er in business, du! Send
bare hele lortet ind til mig med slips på, så
smider jeg et par nøddebrune patter ind over
svesken, og så kører vi sgu lige hen til
Amerika og skummer piskefløden. Tre-fire,
du!
14
dage senere dykker vi i Al Capones private Lear Jet-55
ned gennem smoggen til Los Angeles.
3.
Klinikken i Los Angeles
I
det andet afsnit af sin lørdagsføljeton lod
Michael Falch sit alter ego opdatere det gamle
Malurt-hit, "Superlove", til det store internationale
gennembrud. Han havde solgt sin sjæl til
pop-magnaten Al Capone, og i en ny version af sig selv
lander han nu abstinensplaget i Los Angeles for at
gennemføre næste del af kontrakten med
Capone.
Under
landingen skyller jeg resten af min medbragte
gulerodssaft ned med rystende hænder, mens jeg
misundeligt ser Al Capone drukne de sidste dråber
af sin dobbelte Jack D., inden lyset i fasten seat
belts-lampen går ud. Men det er altså en del
af entreprisen, og jeg har skrevet under på det med
mine hårdt prøvede kragetæer: Ingen
sundhedsskadelige stimulanser overhovedet for mit
vedkommende i løbet af det halve år, som
første etape af Al Capones "Plan: Hands Up! World"
varer. Jeg skal fremstå så friskfyragtigt
ungdommelig som overhovedet muligt på et marked,
hvor boybands med rene drengeansigter er de
nærmeste konkurrenter.
-
Det er jo ikke Victor Borge, vi skal sælge, som Al
Capone havde formuleret det, da han kommenterede mit
furede ansigt.
Der
er altså ikke noget med en lille én til
næsen sammen med de andre amerikanske
showbizzstjerner, og hvis jeg skulle rende ind i
ligesindede saftkonger som Tom Waits og Keith Richards
eller møde Frank Sinatras spøgelse, bliver
der ingen saft til mig, og der er heller ingen
stemningsregulerende bolcher, hvis humøret skulle
dale et sted i processen. Rygningen har jeg ifølge
kontrakten indstillet for to uger siden, og de fysiske
abstinenser med influenzasymptomer, svedeture og
koncentrationssvigt føles stadig invaliderende.
Jeg længes vildt efter det ene hiv, der ville tage
mig ud af denne sindssyge tomhedsfølelse. Et
kongerige for en stang Prince Heavy og en stribe Hof! Ja,
selv en dødssyg pakke Marlboro og en 6-pack
Budweiser ville gøre jobbet for mig. Jeg lider
afsindigt af mangelsygdomme.
Men
hver gang tvivlen begynder at nage, og jeg må knibe
mig selv i armen for at fatte, at det er en direkte real
time-transmission, jeg deltager i, så tænker
jeg på, at enhver bliver regnet for fantast, inden
hans drømme går i opfyldelse. Al succes
begynder som fantasteri. Vi er faneme i Los Angeles
nu.
Okay,
USA - are you ready for some superlove?
Overfor
Al Capone, der nu har investeret små 10 mil. kr. i
mig, spiller jeg den tjekkede, topmotiverede,
superdeterminerede rockstar. Børnesygdommene er
fortid; pubertetssyndromerne er et overstået
kapitel. Jeg er en modnet mand i min bedste alder. Jeg
forsøger at finde mandsmodet frem ved for mit
indre øre at opremse de rockmusikere, der
angiveligt skulle have lagt enhver form for dope bag sig:
Eric Clapton, Steven Tyler fra Aerosmith, Keld Heick, og
så kan jeg ikke lige komme på flere i farten.
Når Al betragter mig, forsøger jeg at
signalere, at jeg er beredt på stå model til,
hvad det skulle være. Der ikke er noget, jeg ikke
vil give afkald på for at være klar til
action, når lykken pludselig kalder. Men ikke at
skulle fejre triumfer eller slukke sin sorg med en
smøg i rette øjeblik i mere end 180
døgn er det værste, jeg er blevet budt i
hele mit liv. Hvad skal jeg dog fylde i mit tomme hul og
kyle lige lukt ned i løgnhalsen i aften, når
jeg sidder på verdens tag i min suite på The
Beverly Hilton Hotel og skuer ud over mit fremtidige
imperium iført en cognacfarvet silkekimono med fri
bar og roomservice ad libitum?
Næste
dag bliver vi kørt ud til klinikken i limousinen.
-
Det er den klinik, alle de store bruger til deres
laserbehandlinger, forklarer Al. En sygeplejerske
fører os ind i venteværelset, hvor der
står to enorme sorte bodyguards foran en patient,
hvis ansigt halvt er dækket af et sort
tørklæde. Der er noget bekendt ved ham. Da
han opdager Al, springer han op, og de ryger i en all
American-omfavnelse af en kaliber, vi hjemme i Danmark
kalder et præcoitalt tungekys. Nu opdager jeg, at
det er selveste Michael Jackson.
Jeg
står som lammet af imponeret forbløffelse.
Det er popmusikkens konge, jeg står over for. Men
det må jeg sige - der er sgu ikke noget
karlbørge over Michael. Yderst elskværdigt
kommer han hen til mig, efter at Al har introduceret mig
som "the rising star, Walther Ego from Denmark". Vi
shaker hands, og Michael Jackson siger så med sin
karakteristiske tynde stemme, der klinger som en Marlon
Brando, man har taget al bund af, så kun den tyndt
pibende diskant står tilbage:
-
Hi, Walther. I´m so pleased to meet you. I love
Denmark! I love Hans Christian Andersen. I love Victor
Borge. I love Tivoli. I was there with a friend of mine a
couple of years ago. We had a great time!
Jeg
huskede udmærket den Tivoli-tur. Jeg mener, at man
havde lukket haven for offentligheden og ladet Michael
prøve en række af forlystelserne sammen med
sin ven, der virkede meget, meget ung af sin alder.
Så jeg nøjedes med at nikke. Så
lænede Michael sig fortroligt ind mod mig og
hviskede:
-
You know, Walther. I´m bad!
Og
jo, det havde jeg godt hørt en lille fugl synge
om, men jeg nærer så stor respekt for Michael
Jackson som et af klodens mest musikalsk begavede
væsener, at jeg helst ikke vil tro noget rigtigt
slemt om ham. Fordi man er weird, behøver man ikke
nødvendigvis at være en weirdo. Jeg vil
hellere tænke på ham som en underlig
skabning, der befinder sig i en slags parallel dimension
- ikke ulig den mærkværdige Christian 7., som
P.O. Enquist portrætterer i "Livlægens
Besøg".
Sygeplejersken
afbryder vores samtale for at fortælle, at Michael
Jackson om lidt vil blive lagt på en båre,
spændt fast og trillet ind i 1´eren, mens jeg
skal lægges i 2´eren. Michael spørger,
om jeg har nogen erfaring med laserbehandling, og da jeg
- lidt pinligt berørt over at være så
pæredansk amatøragtigt uvidende om showbizz
- må svare benægtende, begynder han et lille
foredrag for mig:
-
Well, Walt - this is the future, you know. We are our own
gods now. This is the re-creation!
Flugten
fra Amerika
I
dette fjerde afsnit af sin skæve
lørdagsføljeton er Michael Falch på
sin vej mod det internationale gennembrud under
kunstnernavnet, Walther Ego, nået frem til den
klinik i Los Angeles, hvor ansigtsløftningen skal
foretages. Han ledsages af sin nye manager, Al Capone, og
i venteværelset har han truffet selveste Michael
Jackson, som er stamkunde på klinikken.
MICHAEL
JACKSON VISER SIG at være et yderst
elskværdigt væsen. Som han står
dér med det sorte tørklæde over
ansigtet, så kun hans øjne titter frem,
kunne man næsten fristes til at kalde ham ganske
normal. Vi venter på at blive spændt fast i
hospitalssengene og trillet ind i hver sin kabine.
-
Well, Walt, vil du høre lidt om behandlingsformen?
spørger Michael Jackson mig. Jeg indvilliger
taknemmeligt, for jeg føler mig mildest talt ikke
tryg ved situationen, og havde det ikke været for
Al Capones peptalk om 14 millioner solgte eksemplarer
worldwide, så havde jeg hjertens gerne overladt
ansigtsbehandlingen til en mere værdigt
trængende. For vel havde tilværelsen
pløjet dybe furer ned over min ansigt, men under
normale omstændigheder ville det trods alt
være til at leve med. Men nu er
omstændighederne ikke længere normale - jeg
er ude i en verdenserobring, og der bliver ikke sparet
på noget, når Al Capone styrer for
vildt.
-
DET ER EN HELT NY KOMBINATION af en CYG- og en CO2-laser,
forklarer Michael. Alle showbizzstjerner i the States
bruger den. Man bliver trillet ind i kabinen, der ligner
et solarium i megastørrelse, og man placeres
fastspændt under laserkanonen, og der ligger man
så i to timer, mens laseren arbejder. Stille og
roligt brænder den simpelthen hud og kød
væk til ned under rynkerne. Du kan glæde dig
til at gense dig selv som 22-årig! Du bliver
forever young. Men udstyret er så
millimeterpræcist indstillet, at man ikke må
bevæge sig overhovedet. Bare den mindste
trækning i ansigtet, og man risikerer at få
alvorlige forbrændinger. Det skete for mig for
nogle år siden. Mens jeg lå inde i grillen,
skulle jeg pludselig nyse, og midt i selve nyset kom jeg
instinktivt til at løfte hovedet, og - pppfffff! -
så brændte min næse af. It was
gone!
Michael
Jackson løfter sine hvide jomfruhænder op og
trækker forsigtigt det sorte tørklæde
væk fra sit ansigt. Midt i hans
dødningeblege Peter Pan-ansigt ligger et sort hul,
et dybt krater, hvor hans næse før har
siddet. Det løber mig koldt ned ad
ryggen.
-
Du skal passe på med detder aerodynamic cruise
missile, du er udstyret med, fortsætter han efter
den chokerende afsløring af sin brandskade og
studerer indgående min spidstud.
-
Men den skal de nok få brændt ned til noget
mere velformet. De har jo mere rutine nu om stunder. They
just make new ones, you know..
Jeg
husker godt alle historierne om Michael Jacksons
næse. Og min egen næse har jeg
unægtelig et lidt specielt
had/kærlighedsforhold til. Som dreng havde jeg
aldrig problemer med den, men i puberteten begyndte den
sin hæmningsløse vækst, og en
skønne dag sad den som et aparte spidst
fyrtårn, en strittende raketaffyringsrampe midt i
mit uskyldsrene ansigt. I tidens løb har den
været anledning til utallige ydmygelser, især
fra børn og fulde folk. Senest dog da en fotograf
tilbød at scanne Poul Krebs´ næse ind
på nogle fotos som erstatning for min egen. Men jeg
har efterhånden selv lært at leve med den.
Det går sådan set nogenlunde, når bare
jeg afholder mig fra at stå for meget i profil.
Egentlig er jeg vel nærmest blevet glad for den. Og
H.C. Andersen fik da erobret Amerika på trods af,
at hans næse var mindst lige så
mærkværdig som min. Men, okay: a man´s
gotta do what a man´s gotta do!
NU
KOMMER TO SYGEPLEJERSKER ind i venteværelset, og
Michael Jackson bliver lagt på hospitalssengen og
spændt fast i et skræmmende avanceret
seletøj. Vi ønsker hinanden good luck og
see you, og Michael bliver trillet ind i kabine 1.
Al
Capone dunker mig euforisk i ryggen. Han er tydeligt godt
tilfreds med udfaldet af dette møde med selveste
the king of pop.
-
We´re in business, Falchen. Vi er eddermame in
business, du! Vi erobrer Amerika nu. Med Michael Jackson
som backing er der bare i dén grad mad i
harddisken.
Man
ville utvivlsomt have regnet Al Capone for en psykopatisk
fantast, hvis det ikke lige havde været for hans
uomtvistelige bedrifter med Aqua, Madonna, Cher, Britney
Spears og min nye ven, Michael Jackson. Capone havde
under flyveturen til Los Angeles hvisket mig i
øret, at jeg bare var et nummer i rækken i
hans HandsUp!World-mission. Hans finansielle ressourcer
var uudtømmelige, og med denne nye
laserbehandlingsteknik ville ingen popsanger nogensinde
blive for gammel til et verdensgennembrud. Hans liste af
mulige emner var uendelig.
-
Snart skal den gode hr. Brandt faneme få sit
Amerika. Og så skal Zentropa og alle de andre
forgyldte dogmebrødre få så meget
baghjul, at de taber alle deres laurbærkranse og
håndholdte kameraer. Det bliver den største
danske eksportsucces siden vikingetiden. Er vi
kejseragtigt kørende på den gudeagtige
måde, hva´ Falchen?
DET
ER BLEVET MIN TUR. Sygeplejerskerne hjælper mig op
i sengen og begynder at spænde alle de remme, der
skal sikre, at jeg ikke foretager uhensigtsmæssige
bevægelser under behandlingen. Men pludselig lyder
der råben ude fra indgangen. En uniformeret vagt
kommer løbende ind i venteværelset og
spørger Al Capone, om det kan have sin rigtighed,
at han har en aftale med det samlede danske
pressekorps.
Kort
efter omringer en hær af journalister og fotografer
den hospitalsseng, hvor jeg ligger og bliver fikseret,
som var jeg Frankensteins monster eller en ny
elefantmand. Blitzene lyner, tv-fotograferne snubler over
hinanden, og der opstår tumultagtige scener omkring
mig. Al Capone står allerede jovialt storsmilende i
et interview til Tv-avisen. Journalisternes
spørgsmål hagler ned over mig:
-
Scorer du kassen på det? - Er du virkelig så
desperat efter at blive hængende i showbizz? - Vi
går efter en stor før/efter-reportage. -
Føler du ikke, at du har solgt din sjæl? -
Regner du med at få mere fisse efter behandlingen?
- Er der andre kropsdele end ansigtet, der bliver
ændret på? - Svigter du ikke dine oprindelige
idealer ved at deltage i sådan et perverst
eksperiment? - Hvad siger din familie til projektet? -
Har du fundet en ny model til lejligheden? - Er det ikke
nærmest at betragte som ligrøveri? - Er det
ikke en høj en pris at betale for
berømmelse?
UNDER
DEN KAOTISKE SCENE har jeg ubemærket vristet mig ud
af de remme, sygeplejerskerne havde nået at
spænde inden pressens belejring. Med en
overmenneskelig styrke af Schwartzenegger-kaliber
får jeg revet mig fri af de frådende
sjakaler, og i et vandretliggende spring kaster jeg mig
gennem klinikkens vinduesfacade og lander på
fortovet udenfor. Jeg sætter i løb ud ad
Evergreen Avenue. Der hænger en underlig duft af
sagosuppe over Los Angeles.
Jeg
bliver ved med at løbe. Jeg lægger Walther
Ego bag mig sammen med Al Capone og alt hans væsen.
Min verdenserobring er et overstået kapitel. Jeg
løber fra det hele.
Jeg
er på flugt fra Amerika.
Eksil
på Børnebakken
I
forrige afsnit af denne lørdagsføljeton
flygtede Michael Falch i skikkelse af den uheldige helt,
Walther Ego, fra Amerika og det store, forkromede
verdensgennembrud. Øjeblikket før den
laserbehandling, der skulle have sikret ham evig ungdom,
satte i gang, stak han halen mellem benene og forsvandt
sporløst for øjnene af sin manager Al
Capone og sin ven, Michael Jackson.
Men
nye eventyr kalder.
JEG
KAN IKKE VIDE, om de gennemsnitlige
lørdagslæsere er eksperter inden for det
aktuelle område, der hedder "skisport". Måske
er I skihajer, hele banden ˆ tjekkede skibumser med
kække Bono-briller i pander og
højfjeldsbrune supermodeller med alpinski som
ganske naturlig fodbeklædning?
Selv
står jeg for første gang i mit liv overfor
at skulle tilbringe en ferie ved et skisportssted. Man
kan godt kalde det "tvungen afspadsering", for det var
ikke så specielt hoptimistisk at vende hjem fra min
katastrofale Amerika-rejse. Jeg begår ikke jysk
underspil ved at hævde, at jorden brændte
under mine fødder. Jeg trængte til at komme
væk, og heldigvis har man stadig venner i denne
benhårde branche. På et tidspunkt, hvor jeg
definitivt havde besluttet mig for at gå i hundene
og havde indtaget min plads i det nedadgående
liftsystem på Queens Pub, lige under fotoet af den
gamle hærværksmester, Tom Kristensen, blev
mine sorte planer forpurret. Ind træder nemlig fire
af mine bedste venner i denne ubarmhjertige verden.
Holdet anføres af rockanmelderen Brio, som om
nogen har kæmpet for min kandidatur i medierne
gennem adskillige ups & downs. Jeg skal nu bringes i
landflygtighed, i eksil, beretter Brio. De fører
mig ud til en ventende VW-bus, og da jeg igen bliver
lukket ud, befinder jeg mig i et nordsvensk
fjeldlandskab.
Brio
har været omkring min forladte gård på
Sydsjælland, men da der ikke var skyggen af en
skidragt at finde, har han medbragt den blå
Kansas-dragt med heluldent for, jeg plejer at bruge,
når jeg leger fritidslandmand i hestestalden. En
gammel cowboyhat, noget termoundertøj og den
fodboldtrøje, jeg plejer at spille i til serie
5-træningen for at imponere de unge løver
- landsholdstrøjen med Brian Laudrups
autograf og nummer 11 på ryggen.
-
NU SKAL DU BARE SLAPPE AF og nyde livet og finde dig selv
igen, indskærper Brio i sin sædvanlige
menneskekærlige tone.
-
Jamen, for fanden, Brio. Det er lige fra asken til ilden
dether. Jeg har aldrig prøvet at stå
på ski før. Jeg kan slet ikke holde tanken
ud, indvender jeg grådkvalt med en fornemmelse af
at være ubehageligt tæt på selve kernen
i det tragiske: I forsøget på at gøre
det gode, gør man det værst
tænkelige!
Men
som dreng prøvede jeg kun én eneste gang at
have et par ski på. Det var på
skråningen ned mod banelegemet i Tåstrup, og
jeg brækkede begge ankler og var kun et
hårsbred fra at få hovedet kørt over
af et passerende S-tog. Siden har jeg brugt alle
tænkelige undskyldninger for at undgå at
komme på skiferie med familie, venner og bekendte.
Og med tiden ikke alene af frygt for at ribbe op i mine
traumatiske barndomsoplevelser, men også fordi jeg
ikke ville kunne holde til den ydmygelse, der
består i at vælte omkring på et
sneklædt bjerg i et uskønt forsøg
på igen at lære at gå ˆ nu endda
med brædder på fødderne og i en ganske
moden alder.
MEN
NU BEFINDER JEG MIG altså ikke desto mindre midt i
ét af mine mest frygtede mareridt. Vi står
heldigvis i kø i flere timer for at få
udleveret udstyr i skishoppen. Imens ifører jeg
mig alt det tøj, jeg overhovedet har med i
bagagen. Laudrup-trøjen tager jeg uden på
Kansas-dragten, så jeg i det mindste på
overfladen kan se lidt sporty ud. Og det skal i hvert
fald ikke hedde sig, at jeg måtte aflyse en
turné som følge af >en ordentlig
snotnæse, fordi jeg skulle agere springfyr og ikke
havde klædt mig ordentligt på oppe i den
frosne pulversne.
For
de uindviede kan jeg berette, at man skal finde plads til
sine fødder i nogle besynderlige, støbte
plastikkonstruktioner, som er umulige at gå i, og
som maser alt blod ud af tæerne. Jeg vælter
rundt i dem, som var jeg lige steget ud fra Queens Pub
med en gevaldig kæp i øret. Da jeg skal have
dem til at klikke ned i skiene, rammer lukkemekanismen
mig over fingrene som en musefælde. Og
selvfølgelig lige præcis den venstre
guitarhånd. To af fingrene kommer til at ligne
noget fra en obduktion i "Rejseholdet". Nu bliver der
ingen turné i foråret. Allerede inden jeg
møjsommeligt har fået bøvlet
alpinstøvlerne ned i skiene, bulderkoger jeg inde
i Kansas-dragten, og sveden hagler frem under min
cowboyhat. Imens suser mine øvede
rejsefæller og såkaldte venner kækt
hoftevrikkende over mod en lift og flyver op i bjergene.
-
HEJ-HEJ, HYGGE!, hører jeg Brio råbe
friskfyragtigt ned til mig som afskedshilsen fra liften,
så det gjalder mellem fjeldsiderne. Jeg står
alene, forladt og grædefærdig tilbage med
ubevægeligt bentøj som en smeltende snemand
i bunden af et ugæstfrit fjeldlandskab i
vildmarken.
SKIINSTRUKTØREN
INDHENTER MIG, da jeg - i mit desperate forsøg
på at vralte over mod liften med de
besværlige aggregater på fødderne -
har fået krydset skiene, så jeg nu ligger
væltet om i sneen med ski og ben viklet ind i
hinanden som en aparte postmodernistisk installation.
-
Det är ta mej fan typiskt danskt, råber
instruktøren med blå blink på
stemmebåndet. ˆ Det er det rene selvmord. Du
kan sgu ikke ta´ op med den der, før du har
fået noget undervisning, vrisser han og sender mig
det formanende blik over skibrillen, der afslører,
at han er godt træt af dumme danskere. ˆ Vi
har skiskole lige om lidt. Stil dig ned bag i
køen!
Og
sådan går det til, at jeg at pludselig
befinder mig på børnebakken med skiskolens
begynderhold, hvor den næstældste deltager er
en pige på 8.
Hvor
langt skal man ned i dette liv, før guderne
forbarmer sig? spørger jeg bare.
Længere
ned! kan jeg selv svare af bitter erfaring.
Liften
til Himlens port
I
sidste uges afsnit af denne lørdagsføljeton
var Michael Falch vendt tilbage fra sit katastrofale
erobringstogt til Amerika. Den frygtede rockanmelder,
Brio, viste sig som Falchens ven i nøden og har nu
tvunget ham i eksil på et svensk skiportssted.
Falch - som aldrig før har stået på
ski - må lide den tort at lade sig indrullere
på skiskolens børnehold iført
cowboyhat, Kansasdragt og Brian Laudrups
landsholdstrøje.
DER
ER IKKE MEGEN ROCK´N´ROLL over sådan en
børnebakke, skal jeg hilse og sige. Brio og min
andre såkaldte venner er stadig oppe i de
høje bjerge, og jeg ser dem kun i glimt, når
de med mellemrum rammer dalen og straks igen suser op med
liften. "HEJ-HEJ HYGGE!", råber de hver gang ned
til mig. Den svenske skiinstruktør er ved at
lære mig og de andre børn en meget indviklet
alpin teknik. Med fare for at lyde som en bedrevidende
skibums må jeg fortælle, at det drejer sig om
noget, der hedder "at plove". Det er en sindssygt
avanceret metode, man på de kanter bruger til at
tage farten af med. Man presser skiene frem mod hinanden
i en spids v-formation, og samtidig med at man plover,
forsøger man at styre krop og ski i bløde
slalombuer. Det lyder frygteligt indforstået for
uindviede, men det virker. Jeg gør store
fremskridt på børnebakken.
HEN
UNDER AFTEN KOMMER Brio og de andre ned fra bjerget. Helt
trekantede at se på og vildt euforiske.
-
Hold kæft, Falchen, begynder Brio stakåndet.
- Du tror, det er løgn. Hvor er det synd for dig,
at du ikke kan opleve det!
- Jamen, jeg er sgu ved at komme efter det. Jeg plover og
det hele, indvender jeg
fortrøstningsfuldt.
- Nej, sorry, du, men der kommer du ikke med op de
første par år, fortsætter Brio.
&endash;
Det er totalt livsfarligt; selv for hardcore
øvede. Det er ude bag de sorte pister, helt ude i
det vildeste off-piste. Pludselig står man på
toppen af verden og skuer ud over den uberørte
vildmark. Og dér, midt i det hele, får man
så øje på et træhus med et
blinkende neonskilt: "Heaven´s Gate Café",
står der.
- Vi nåede nogenlunde helskindede derud.
Døren var låst, men vi kiggede ind af
vinduerne. Jeg siger dig: Det er fuckin´
unbelievable! Det er det mest luksuriøse
afterskiing-place, jeg nogensinde har set. Du tror, det
er løgn! Servitricerne er modeller i gennemsigtige
kjoler, og man ligger bare nøgen på briksen
og får den mest udsøgte betjening. Med det
hele - og plus det løse…!
Brio kigger rundt på de andre, og de bryder alle
sammen ud i en sjofle grin. Og havde det ikke været
for det fuldstændigt salige blik i deres
øjne, så havde jeg jo troet, at det var
almindelig skurvognsbralder. Men de havde virkelig
oplevet noget magisk.
NÆSTE
FORMIDDAG GIVER JEG mig 100% på børnebakken.
Jeg skal faneme ikke vente flere år med at komme op
til himlens port. De andre deltagere på holdet har
nu fået tilladelse til at tage med liften op til de
grønne pister - vi er kun mig tilbage i
skiskolen.
Jeg plover som en vanvittig og vrikker som en afsindig
med rumpen for at få det til at se lidt Ingemar
Stenmark-agtigt ud. Men jeg har luret ham
skiinstruktøren: Han er ikke vild med danskere. Da
jeg op ad eftermiddagen spørger, om jeg ikke
efterhånden er ved at være grydeklar til at
tage et lille smut op med liften, slår han en
skraldlatter op, der røber, at han aldrig er
kommet sig over den danske EM-sejr i ´92 - på
svensk grund. Han hader os for det. Jeg begynder at
indse, at jeg bliver holdt som gidsel på
børnebakken på grund af min
Laudrup-trøje. Jeg er blevet et offer for negativ
særbehandling og det sædvanlige svenske
mindreværdskompleks.
MINE
SÅKALDTE VENNER kommer ned efter endnu et
psykedelisk kig ind i "Heaven´s Gate Café".
Brio er nødt til tage hjem til hytten og skrive.
Han har fået et prøveeksemplar med af den
nye Solsort-cd til anmeldelse.
- Nu er det faneme deres tur til at få
kærligheden at føle, griner han fagligt
indforstået.
- Det bliver en henrettelse!
-
Hvor er det dog vigtigt at have et godt forhold til
anmelderne, tænker jeg. Jeg må nu være
den eneste nulevende, der ikke er blevet slagtet af ham i
avisen.
Solen er ved at forsvinde bag fjeldene. På
børnebakken er instruktøren falder i snak
med nogle andre jet settere. Stille og roligt plover jeg
ubemærket over i retning af liften. Så er jeg
fremme og griber fat i stangen og lader mig trække
med op ad fjeldsiden.
-
Hva fan gör du? råber instruktøren
forbløffet, da han opdager, at jeg smutter af
sted.
&endash;
Förbannade amatör!
Han skriger og råber dernede. Men jeg er
væk. Mens jeg kæmper for at holde mig fast
til liften, smiler jeg bredt og råber ned til
ham:
- HEJ-HEJ, HYGGE!
NU
VED JEG JO IKKE, hvor fortrolig
lørdagslæseren er med liftsystemer? Men
denne er en såkaldt t-lift - en stang, der er
formet som et omvendt t, og set i bakspejlet er tanken
nok den, at man med et lille, koket hop smider t-stangen
ind under rumpetten og sætter sig på den.
Så langt er jeg imidlertid ikke nået i min
uddannelse. Jeg har bare grebet fat i stangen med
hænderne og bliver nu slæbt op ad bjerget i
rasende fart. Jeg bliver hvirvlet ud over fjeldsiderne og
ind igen og tænker kun på at holde mig fast.
Jeg storsveder inde under Laudruptrøjen og
cowboyhatten. Stigningen bliver mere og mere stejl, og i
tusmørket går det op for mig, at jeg er den
eneste passager tilbage i hele liftsystemet. Jeg bliver
trukket hængende flere kilometer lodret op ad
bjerget. Jeg priser mig lykkelig over min grundkondition
og sender en venlig tanke til Kalvehave I.F., men jeg er
ved at være tappet for kræfter Nu skimter jeg
allerøverst oppe noget, der ligner liftens
endestation, en mægtig cementklods. Hvordan helvede
kommer man af sådan en satan her? Jeg skal under
ingen omstændigheder komme til at slippe liften for
tidligt, for så jeg vil jeg vælte ud over
fjeldsiden med flere hundrede meters frit fald ned. Mon
ikke man bare skal lade sig trække op over
cementkonstruktionen - måske er der et
trinbræt på den anden side?
Jeg brager imod liftens stopklods og styrter ud over
bjerget i en manøvre, jeg hidtil kun har kendt fra
Garmisch-Partenkirchen med tømmermænd oven
på nytårsaften. Midt i svævet får
jeg øje på et blinkende neonskilt ude i
snemassiverne:
"Heaven´s
Gate Café" når jeg at læse.
Samtalen
på den yderste dag
Med
dette syvende afsnit slutter Michael Falch sin
selvbiografiske røverhistorie for denne omgang.
Efter mødet med popmagnaten Al Capone og selveste
Michael Jackson; efter ansigtsløftningen, der
aldrig blev gennemført og det internationale
gennembrud, der glippede, har rockanmelderen Brio nu
bragt ham op i de høje bjerge. Her er Falchen som
håbløs ski-amatør, iført
Kansasdragt, cowboyhat og Brian Laudrups
landsholdstrøje, flygtet fra skiskolen på
børnebakken. Han er draget på jagt efter den
sagnomspundne "Heaven´s Gate Café", hvor
letpåklædte modeller efter sigende giver
intimmassage. Vi forlod ham sidst midt i et drabeligt
styrt fra skiliften på bjergets top
HUN
LIGNER TIL FORVEKSLING Helena Christensen i den
mælkereklame, der kørte for et par år
siden i de gode, gamle dage, mens Arla stadig var MD
Foods. Og hendes kjole er ganske rigtigt gennemsigtig.
Brio har ikke overdrevet. Jeg ligger på maven, mens
hun med rolige, rutinerede håndbevægelser
gnider min ryg ind i de æteriske olier. Da hun
bevæger sig ned over min lænd, føles
det som at vågne til bevidsthed igen.
- Hvor er jeg? spørger jeg. I visse tilspidsede
situationer er en kliché vitterlig det
nærmeste, man kommer sandheden.
Hun bøjer sig ind over mig, så jeg kan
mærke hendes fyldige bryster mod mine skuldre. Hun
hvisker mig i øret:
- Du styrtede fra bjerget, og du befinder dig nu i
"Heaven´s Gate Café". Du skal bare nyde
livet, inden du bliver kaldt ind til Peter.
- Og hvem er så Peter? spørger jeg
undrende.
- Det er chefen, hvisker hun, mens hendes tunge glider
ned over min nakke. - Dette er bare venteværelset.
Hans kontor ligger dernede.
Jeg kigger mig om. Jeg ligger bag et transparent
forhæng. Lokalet minder om en mondæn natklub
for de velbjergede. Med dæmpet belysning,
rød velour og smukke kandelabre. Bag andre
forhæng er adskillige nøgenmodeller i gang
med at behandle andre klienter. Nu bliver min ven, Brio,
sandelig også ført ind i rummet og lagt til
rette. I den fjerne ende skimter jeg en port, der er
udsmykket med glimtende perler.
- Hvis jeg nu er rigtig, rigtig god ved dig, må jeg
så ikke få lov at beholde din trøje
med Brian Laudrups autograf som souvenir? spørger
min skønne Helena. Hun sætter sig
overskrævs på mig og begynder nu med rytmiske
…(Det følgende afsnit er censureret bort,
red.).
SÅ
LYDER MIT NAVN i højttaleren, og
modstræbende vikler jeg mig ud af mit himmelske
favntag. Jeg kysser Helena farvel, og da jeg passerer
Brio, når jeg lige at hviske til ham: - Keep on
rockin´! Pøj-pøj med det. Vi
ses!
Perleporten har nu åbnet sig, og jeg træder
ind.
- Værs´go at tage plads, siger chefen Peter,
som jeg straks genkender som ingen ringere end Sankt
Peter. Han sidder med en tyk, sort bog foran
sig.
- Og du vil gerne ind i himmeriget, kan jeg forstå,
siger han venligt.
- Jo, tak, svarer jeg. - Jeg vil da gerne ha´ en
kort briefing i hvert fald. Skal man ha´ været
et eksemplarisk godt menneske for at blive lukket
ind?
- Nej, ikke nødvendigvis, svarer Sankt Peter.
- Nej, for jeg må jo nok indrømme, at jeg
ikke altid holdt min sti helt ren, fortsætter jeg
oprigtigt. - Der har jo altså været nogle
helligdage rundt omkring og et par våde
nætter og lidt med det 6. bud og en lille, hvid
løgnehistorie ind over i ny og næ. Du ved,
rockmusikken er jo ikke for Guds bedste børn. Men
jeg er nu ikke den værste synder af alle. Jeg er
sgu mere bekymret for, om jeg nu også får min
gode ven, Thomas Brio, der ligger derude til behandling,
med ind. Han er nemlig musikjournalist.
- Hvad er da hans synderegister, mener du? spørger
Sankt Peter og bladrer frem i den store bog.
- Ja, mig har han altid behandlet yderst
elskværdigt. Men jeg må jo nok tilstå,
at han har gjort helvede hedt for så godt som alle
andre rockmusikere med sine blodtørstige
skriverier. Men ku´ vi ikke slå en streg over
det og la´ ham slippe med ind, tror du? Inderst inde
er han ikke noget ondt menneske.
Sankt Peter kigger op fra bogen.
- Ham skal du ikke bekymre dig om. Han er selvskreven til
en plads i himmeriget. Gud har jo sine udvalgte. Det var
ikke noget misundelsesværdigt job, Gud gav ham:
Altid at være den, der skal lede efter splinten i
sin broders øje. For almindelige dødelige
kan det let ligne had og skinbarlig ondskab. Men Brios
opgave på jord var at åbne sine medmenneskers
øjne for den betingelsesløse
kærligheds nådegave.
&endash;
MEN LAD MIG NU HØRE: Hvordan har det så
været for dig selv? Har du haft et jævnt og
virksomt, muntert liv på jord?
- Tjah, der har jo været ups & downs,
fortæller jeg. - Nogen Victor Borge har jeg jo ikke
ligefrem været.
- Mnnn, mumler Sankt Peter, mens han gør notater i
bogen.
- Og nogen Søren Kierkegaard var jeg sandelig
heller ikke, fortsætter jeg.
- Nej, det må jeg nok give dig ret i, svarer Sankt
Peter. - Du har hverken været særlig morsom
eller specielt spidsfindig. Men nu har Gud jo ikke skabt
dig som Victor Borge eller bedt dig om at være
Søren Kierkegaard. Du blev skabt som Michael
Falch. Og nu spørger jeg dig: Hvordan var du til
at være Michael Falch?
- Tjah, svarer jeg tøvende. - Jeg synes egentlig
ikke, at jeg blev helt færdig med det.
- Godt! udbryder Sankt Peter og smækker bogen i. -
Du er ikke klar endnu. Du må tilbage og gøre
arbejdet færdigt. Farvel og tak - og på
gensyn…
