Michael Falch - Nyheder


1. Mødet med Al Capone

2. Amerikansk Superlove

3. Klinikken i Los Angeles

4.
Flugten fra Amerika

5.
Eksil på Børnebakken

6.
Liften til Himlens port

7.
Samtalen på den yderste dag

Ajour 11.3.2001

Falchs Føljeton i Ekstra-Bladet

Michael Falch begyndte den 3. februar en selvskreven ugentlig føljeton i Ekstra Bladet. Det er en humoristisk, selvironisk og brancheudleverende skildring af hans alter egos Don Quijote´ske tvekampe med musikindustrien og moderne showbizz.

- Læs de første afsnit af føljetonen her på siden.

 

op 

1. Mødet med Al Capone

Af Michael Falch

HELE 21 ÅR ER DER GÅET, siden jeg sidst var "ude at shoppe", som det hedder internt i musiksproget, når man er draget til møde på et pladeselskab med en pose nye sange i hånden. I det forfængelige håb, at en stor kanon på den anden side af skrivebordet vil hive en solid muldvarp op af baglommen og skyde kapital i ens kommende projekt.

Jeg er min egen herre, en fri mand. Jeg er ude af de kontrakter, der tidligere bandt mig, og jeg befinder mig i samme situation, som da jeg 23-årig gammel, stadig med en drengs ansigt, sidst stod foran sådan en perleport til pladebranchen i indre by. Med den finurlige forskel, at både verden og jeg ikke længere er de samme.

"HVA´ SÅ, FALCHEN?" bralrer dansk musikindustris absolut allerbiggeste big shot, Allan Haagensen, bedre kendt som Al Capone.

"Er der gang i den eller hva´?", råber han, da jeg træder ind på hans kontor, på sin hæst maniske, ærkekøbenhavnske facon, der er blevet legendarisk verden over efter hans samarbejde med koryfæer som Michael Jackson, Madonna, Cher og Britney Spears.

"Jo, tak", svarer jeg, mens jeg lander i den dybe læderstol. "Jeg har lige været på en solo-turné".

"Konge-fedest, mester! Er det noget med noget udland?", spørger han begejstret, mens han får ild på cigaren.

"Nej, nej - det var såmænd bare Hillerød, Horsens, Amager, du ved. Land og rige rundt", svarer jeg i et forsøg på at holde hans forventninger nede i normal dansk kantstenshøjde.

"Hold kæft, Falchen, hvor det gi´r mig stornederen at høre. Jeg går totalt død i harddisken, du. Få dig dog et liv, mand. Var det efterhånden ikk´ noget med et breakthrough worldwide, hva´? Jeg mener - er det ikk´ ved at være på tide? Let´s face it: Du er jo nok ved at nærme dig sidste salgsdato, ikk´?"

Al Capone er nu sprunget op og bruger cigaren i vilde fagter som en glødende pegepind. Den strejfer min næse.

"Jo, tak - men jeg har jo lige et lille sprogligt problem", svarer jeg og ryster gløderne af næsen. "Jeg synger tekster på dansk, som du måske husker!"

"Fuck teksterne, Falchen!", brøler Capone. "Folk er skide ligeglade med ord, mand. Hør nu lige her: Du har sgu da dender gamle supermarkedssang; hva´ fan er det nu, den hedder - "Vil du break my heart", ikk´! Det er sgu da nærmest halvengelsk. Okay: Du tager hjem på bøhlandet og brygger noget vrøvleengelsk sammen, og så smider vi 10 mill. i røven på dig,10 sjove sheriffer, mand, og så gi´r vi dig et shot og prøver at breake dig i Staterne. Hva´ siger du? Rykker jeg for vildt på den kejseragtige måde eller hva´!"

JEG VAR MILDEST TALT MÅLLØS. I mit stille sind havde jeg drømt om allernådigst at få et ydmygt budget til at udsende en cd i beskedent udstyr, og helt uden budget til den million kroner til de tv-kampagner, den danske musikindustri selvmorderisk har hængt sin hat på de senere år. Intet ekstravagant havde jeg sat næsen op efter. Ingen escortservice i studiet, ingen champagne i skumbadet på Plaza Hotel, ingen limokørsel og alt det sædvanlige. Bare det fornødne, havde jeg tænkt. Og nu sad jeg guddødemig så godt som med 10 millioner og hele verden i min hænder.

"Der er bare et lille aber dabei", afbryder Al Capone mine verdensfjerne tanker. "Når jeg ser dit fjæs, ja, sorry - men det er for fanden ikke Victor Borge, vi skal sælge, vel! Vi må sgu lige have løftet det ansigt lidt op, ikk´."

JEG VIDSTE JO GODT, at træer ikke vokser ind i himlen, og erfaringen havde lært mig, at musikbranchen formentlig er det sted i verden, hvor der er flest skumle bagtanker, måske lige bortset fra narkohandel og våbensmugling. Jeg må have set noget skeptisk ud på dette tidspunkt af mødet. Al Capone fortsætter:

"Jamen, for fanden, Falchen, de gør det jo alle sammen, goddammit. Se på Michael Jackson, se på Madonna, se på Cher - selv Creamy gør det, for helvede! Når jeg scanner hele denher fucking branche for chicks, hvem fanden har så sine rigtige patter i behold?"

Capone breder faderligt armene ud, som for at bevidne at alt er i skønneste orden og bare helt efter vedtægterne.

"Nå, nej", svarer jeg. "Men det er jo også noget andet. Det er jo kvinder!".

"Okay, Falchen - ved du, hvem der også gør det?". Capone sænker hemmelighedsfuldt stemmen og ser sig konspiratorisk omkring som for at sikre sig, at ingen lytter med. Han læner sig ned mod mig og hvisker mig i øret:

"JOHNNY MADSEN!"

"Hvabehar? Vil du forsøge at bilde mig ind, at Johnny Madsen får ansigtsløftninger?", ryger det ud af mig med en sund portion jysk skepsis på stemmebåndet.

Al Capone har igen sat sig og sidder nu og nikker med et skævt, triumferende smil på læberne.

JEG VAR PAF. Jeg var i vildrede. Hvor mange hæderkronede idealer skal man nå at sælge ud af, før man kan få lov at hvile i fred for sit umættelige begær? Men på den anden side: Hvis Johnny kan - så kan jeg faneme også!

AL CAPONE skubber kontrakten over mod mig på skrivebordet og peger på linien nederst på siden.

Jeg skriver under.

 

op

2. Amerikansk Superlove

I det første afsnit af denne auto fiktive lørdagsføljeton lod Michael Falch sit alter ego tage til et overraskende møde med dansk musikindustris store kanon, Al Capone.

Falchen fik tilbudt en kontrakt, der gav ham chancen for i sidste sekund at få sit internationale gennembrud med en ny engelsk version af hans gamle "Superlove".

Kontrakten indeholdt dog også visse lyssky klausuler, men som Falchen ræsonnerede, inden han definitivt solgte sin sjæl: - Hvis Johnny Madsen får ansigtsløftninger, så kan jeg faneme også tillade mig det!

Nærmest som med en champagnebimmelim på kørte jeg fra mødet på pladeselskabet hjem til min Crazy Horse Gård på Sydsjælland i min Ford Maverick. Tænk engang at stå foran sit verdensgennembrud! I hvert fald så godt som. At have det ene ben plantet i en så overvældende succeshistorie, at en yngre mand ville have svært ved at tackle den i en tid som denne, hvor berømmelsen er det tætteste, vi kommer paradis på jord. Min store fordel er, at jeg ikke er ung, rig og smuk. Min kæde vil ikke falde af - jeg vil kunne bære den medgang i min modne alder. Og jeg kunne se det på mig selv i bakspejlet: Hold kæft, hvor succes dog klæder folk!

Jeg fandt straks en dansk-engelsk ordbog frem og begyndte at oversætte min gamle "Superlove"-sang til en vrøvleengelsk tekst, der "ikke måtte betyde en rygende fis", som min nye frelser og A&R-mand på det danskejede verdensfirma Hands Up! Records, Allan Haagensen, bedre kendt som Al Capone, havde indskærpet mig. Det var slet ikke så ligetil endda. Slet ikke med den sangs historie. Den var egentlig begyndt som en typisk 70er-politisk protestsang mod kassedamers vilkår i supermarkederne, men inden vi kom i studiet med den i 1980, havde jeg dog fået den arbejdet hen i retning af en humoristisk poprocker med et noget så nymarxistisk begreb som fremmedgørelse som bagvedliggende tema:

Det moderne menneske, der er blevet ét med sin maskine, og som ikke længere er i stand til at gengælde følelser. "Vil du, vil du, vil du break my heart", spørger den stakkels, forelskede mandlige kunde igen og igen den iskoldt afvisende kassedame.

Nå, på med arbejdshandskerne. Måske er der slet ikke så langt fra fremmedgørelse til meningsløshed. Nu - 20 år senere i denne engelske volapykversion - er sangen i al sin banale, globale enkelhed kommet til bare til at handle om ham den brunstige fyr, der forsøger af score den lækre kassesild.

Den åbner sådan set ganske okay: "In the supermarket, baby/With the muzak driftin´ by…", men så kommer jeg sgu i problemer på linien: "…med cornflakes og postej". Altså, cornflakes er jo ikke så svært at oversætte - det er værre med den postej, underforstået: leverpostej.

Gyldendals røde ordbog siger, at leverpostej hedder liver paste, og det er jo et totalt uhandy udtryk at have i munden. Postej hedder pie, med mindre den er lille - så er det nemlig en patty, siger den røde. Problemet består i, at totalprisen for dette supermarkedsindkøb i danske 1980-priser var sølle kr. 12,50! Ergo må det have drejet sig om en meget, meget beskeden postej, og altså ikke en pie, men en patty. Men jeg kan fandenhyleme ikke synge "…with cornflakes and patty"!

Godt så!, som de så kækt århusiansk udbryder for tiden i alle trendy brancher inden for showbizz. Jeg klynger mig til Al Capones volapyk-dogme og vælger at lade være med at oversætte for i stedet bare at synge det danske "postej" med amerikansk accent! Det lyder cirka som "poust-aid", og det kan måske virke europæisk blegt og interessant over there. Hvem ved?

Jeg har nu indspillet denne nye "American Superlove Update" i en version med et typisk al capone´sk tidsondt breakbeat på, som jeg så rapper de sørgelige rester af teksten hen over. Det lyder faktisk som en ret moderne-agtig kind of thing , hvis jeg selv skal være frisk med det hele. Sådan lidt røget og tomhjernet - på den fede kejseragtige måde. Lidt hen ad, når P3-musikken går i selvsving og gentager det samme programmerede loop en hel formiddag med en anonym babe eller en kæderaslende speedsnakker på toppen af computerkagen, stønnende "Fuck me" hvert halve minut. Jeg fornemmer allerede efterspørgslen efter noget ugentligt uundgåeligt på P3 - men, sorry, folks - min "Superlove" er altså en worldwide-release og ikke beregnet på det lille lokale, danske marked.

Da jeg ringer til Al Capone og spiller den nye version for ham over telefonen, bliver han meget begejstret. - Det er sgu da vildt for voldeligt, Falchen!, råber han ind i røret. - Det sparker edderperkme røv! Taler jeg måske ikke af erfaring, hva´? Fik farmand ikke lige smidt 14 millioner Aqua-skiver over disken derude i verden? Du kan godt gå i krig med at scanne boligsektionerne i L.A. Times og finde dig en knaldhytte i Bøvede Sild 90210. We´re in business! Jeg tror faneme, at vi er in business, du! Send bare hele lortet ind til mig med slips på, så smider jeg et par nøddebrune patter ind over svesken, og så kører vi sgu lige hen til Amerika og skummer piskefløden. Tre-fire, du!

14 dage senere dykker vi i Al Capones private Lear Jet-55 ned gennem smoggen til Los Angeles.

 

op

3. Klinikken i Los Angeles

I det andet afsnit af sin lørdagsføljeton lod Michael Falch sit alter ego opdatere det gamle Malurt-hit, "Superlove", til det store internationale gennembrud. Han havde solgt sin sjæl til pop-magnaten Al Capone, og i en ny version af sig selv lander han nu abstinensplaget i Los Angeles for at gennemføre næste del af kontrakten med Capone.

Under landingen skyller jeg resten af min medbragte gulerodssaft ned med rystende hænder, mens jeg misundeligt ser Al Capone drukne de sidste dråber af sin dobbelte Jack D., inden lyset i fasten seat belts-lampen går ud. Men det er altså en del af entreprisen, og jeg har skrevet under på det med mine hårdt prøvede kragetæer: Ingen sundhedsskadelige stimulanser overhovedet for mit vedkommende i løbet af det halve år, som første etape af Al Capones "Plan: Hands Up! World" varer. Jeg skal fremstå så friskfyragtigt ungdommelig som overhovedet muligt på et marked, hvor boybands med rene drengeansigter er de nærmeste konkurrenter.

- Det er jo ikke Victor Borge, vi skal sælge, som Al Capone havde formuleret det, da han kommenterede mit furede ansigt.

Der er altså ikke noget med en lille én til næsen sammen med de andre amerikanske showbizzstjerner, og hvis jeg skulle rende ind i ligesindede saftkonger som Tom Waits og Keith Richards eller møde Frank Sinatras spøgelse, bliver der ingen saft til mig, og der er heller ingen stemningsregulerende bolcher, hvis humøret skulle dale et sted i processen. Rygningen har jeg ifølge kontrakten indstillet for to uger siden, og de fysiske abstinenser med influenzasymptomer, svedeture og koncentrationssvigt føles stadig invaliderende. Jeg længes vildt efter det ene hiv, der ville tage mig ud af denne sindssyge tomhedsfølelse. Et kongerige for en stang Prince Heavy og en stribe Hof! Ja, selv en dødssyg pakke Marlboro og en 6-pack Budweiser ville gøre jobbet for mig. Jeg lider afsindigt af mangelsygdomme.

Men hver gang tvivlen begynder at nage, og jeg må knibe mig selv i armen for at fatte, at det er en direkte real time-transmission, jeg deltager i, så tænker jeg på, at enhver bliver regnet for fantast, inden hans drømme går i opfyldelse. Al succes begynder som fantasteri. Vi er faneme i Los Angeles nu.

Okay, USA - are you ready for some superlove?

Overfor Al Capone, der nu har investeret små 10 mil. kr. i mig, spiller jeg den tjekkede, topmotiverede, superdeterminerede rockstar. Børnesygdommene er fortid; pubertetssyndromerne er et overstået kapitel. Jeg er en modnet mand i min bedste alder. Jeg forsøger at finde mandsmodet frem ved for mit indre øre at opremse de rockmusikere, der angiveligt skulle have lagt enhver form for dope bag sig: Eric Clapton, Steven Tyler fra Aerosmith, Keld Heick, og så kan jeg ikke lige komme på flere i farten. Når Al betragter mig, forsøger jeg at signalere, at jeg er beredt på stå model til, hvad det skulle være. Der ikke er noget, jeg ikke vil give afkald på for at være klar til action, når lykken pludselig kalder. Men ikke at skulle fejre triumfer eller slukke sin sorg med en smøg i rette øjeblik i mere end 180 døgn er det værste, jeg er blevet budt i hele mit liv. Hvad skal jeg dog fylde i mit tomme hul og kyle lige lukt ned i løgnhalsen i aften, når jeg sidder på verdens tag i min suite på The Beverly Hilton Hotel og skuer ud over mit fremtidige imperium iført en cognacfarvet silkekimono med fri bar og roomservice ad libitum?

Næste dag bliver vi kørt ud til klinikken i limousinen.

- Det er den klinik, alle de store bruger til deres laserbehandlinger, forklarer Al. En sygeplejerske fører os ind i venteværelset, hvor der står to enorme sorte bodyguards foran en patient, hvis ansigt halvt er dækket af et sort tørklæde. Der er noget bekendt ved ham. Da han opdager Al, springer han op, og de ryger i en all American-omfavnelse af en kaliber, vi hjemme i Danmark kalder et præcoitalt tungekys. Nu opdager jeg, at det er selveste Michael Jackson.

Jeg står som lammet af imponeret forbløffelse. Det er popmusikkens konge, jeg står over for. Men det må jeg sige - der er sgu ikke noget karlbørge over Michael. Yderst elskværdigt kommer han hen til mig, efter at Al har introduceret mig som "the rising star, Walther Ego from Denmark". Vi shaker hands, og Michael Jackson siger så med sin karakteristiske tynde stemme, der klinger som en Marlon Brando, man har taget al bund af, så kun den tyndt pibende diskant står tilbage:

- Hi, Walther. I´m so pleased to meet you. I love Denmark! I love Hans Christian Andersen. I love Victor Borge. I love Tivoli. I was there with a friend of mine a couple of years ago. We had a great time!

Jeg huskede udmærket den Tivoli-tur. Jeg mener, at man havde lukket haven for offentligheden og ladet Michael prøve en række af forlystelserne sammen med sin ven, der virkede meget, meget ung af sin alder. Så jeg nøjedes med at nikke. Så lænede Michael sig fortroligt ind mod mig og hviskede:

- You know, Walther. I´m bad!

Og jo, det havde jeg godt hørt en lille fugl synge om, men jeg nærer så stor respekt for Michael Jackson som et af klodens mest musikalsk begavede væsener, at jeg helst ikke vil tro noget rigtigt slemt om ham. Fordi man er weird, behøver man ikke nødvendigvis at være en weirdo. Jeg vil hellere tænke på ham som en underlig skabning, der befinder sig i en slags parallel dimension - ikke ulig den mærkværdige Christian 7., som P.O. Enquist portrætterer i "Livlægens Besøg".

Sygeplejersken afbryder vores samtale for at fortælle, at Michael Jackson om lidt vil blive lagt på en båre, spændt fast og trillet ind i 1´eren, mens jeg skal lægges i 2´eren. Michael spørger, om jeg har nogen erfaring med laserbehandling, og da jeg - lidt pinligt berørt over at være så pæredansk amatøragtigt uvidende om showbizz - må svare benægtende, begynder han et lille foredrag for mig:

- Well, Walt - this is the future, you know. We are our own gods now. This is the re-creation!

 

op

Flugten fra Amerika

I dette fjerde afsnit af sin skæve lørdagsføljeton er Michael Falch på sin vej mod det internationale gennembrud under kunstnernavnet, Walther Ego, nået frem til den klinik i Los Angeles, hvor ansigtsløftningen skal foretages. Han ledsages af sin nye manager, Al Capone, og i venteværelset har han truffet selveste Michael Jackson, som er stamkunde på klinikken.

MICHAEL JACKSON VISER SIG at være et yderst elskværdigt væsen. Som han står dér med det sorte tørklæde over ansigtet, så kun hans øjne titter frem, kunne man næsten fristes til at kalde ham ganske normal. Vi venter på at blive spændt fast i hospitalssengene og trillet ind i hver sin kabine.

- Well, Walt, vil du høre lidt om behandlingsformen? spørger Michael Jackson mig. Jeg indvilliger taknemmeligt, for jeg føler mig mildest talt ikke tryg ved situationen, og havde det ikke været for Al Capones peptalk om 14 millioner solgte eksemplarer worldwide, så havde jeg hjertens gerne overladt ansigtsbehandlingen til en mere værdigt trængende. For vel havde tilværelsen pløjet dybe furer ned over min ansigt, men under normale omstændigheder ville det trods alt være til at leve med. Men nu er omstændighederne ikke længere normale - jeg er ude i en verdenserobring, og der bliver ikke sparet på noget, når Al Capone styrer for vildt.

- DET ER EN HELT NY KOMBINATION af en CYG- og en CO2-laser, forklarer Michael. Alle showbizzstjerner i the States bruger den. Man bliver trillet ind i kabinen, der ligner et solarium i megastørrelse, og man placeres fastspændt under laserkanonen, og der ligger man så i to timer, mens laseren arbejder. Stille og roligt brænder den simpelthen hud og kød væk til ned under rynkerne. Du kan glæde dig til at gense dig selv som 22-årig! Du bliver forever young. Men udstyret er så millimeterpræcist indstillet, at man ikke må bevæge sig overhovedet. Bare den mindste trækning i ansigtet, og man risikerer at få alvorlige forbrændinger. Det skete for mig for nogle år siden. Mens jeg lå inde i grillen, skulle jeg pludselig nyse, og midt i selve nyset kom jeg instinktivt til at løfte hovedet, og - pppfffff! - så brændte min næse af. It was gone!

Michael Jackson løfter sine hvide jomfruhænder op og trækker forsigtigt det sorte tørklæde væk fra sit ansigt. Midt i hans dødningeblege Peter Pan-ansigt ligger et sort hul, et dybt krater, hvor hans næse før har siddet. Det løber mig koldt ned ad ryggen.

- Du skal passe på med detder aerodynamic cruise missile, du er udstyret med, fortsætter han efter den chokerende afsløring af sin brandskade og studerer indgående min spidstud.

- Men den skal de nok få brændt ned til noget mere velformet. De har jo mere rutine nu om stunder. They just make new ones, you know..

Jeg husker godt alle historierne om Michael Jacksons næse. Og min egen næse har jeg unægtelig et lidt specielt had/kærlighedsforhold til. Som dreng havde jeg aldrig problemer med den, men i puberteten begyndte den sin hæmningsløse vækst, og en skønne dag sad den som et aparte spidst fyrtårn, en strittende raketaffyringsrampe midt i mit uskyldsrene ansigt. I tidens løb har den været anledning til utallige ydmygelser, især fra børn og fulde folk. Senest dog da en fotograf tilbød at scanne Poul Krebs´ næse ind på nogle fotos som erstatning for min egen. Men jeg har efterhånden selv lært at leve med den. Det går sådan set nogenlunde, når bare jeg afholder mig fra at stå for meget i profil. Egentlig er jeg vel nærmest blevet glad for den. Og H.C. Andersen fik da erobret Amerika på trods af, at hans næse var mindst lige så mærkværdig som min. Men, okay: a man´s gotta do what a man´s gotta do!

NU KOMMER TO SYGEPLEJERSKER ind i venteværelset, og Michael Jackson bliver lagt på hospitalssengen og spændt fast i et skræmmende avanceret seletøj. Vi ønsker hinanden good luck og see you, og Michael bliver trillet ind i kabine 1.

Al Capone dunker mig euforisk i ryggen. Han er tydeligt godt tilfreds med udfaldet af dette møde med selveste the king of pop.

- We´re in business, Falchen. Vi er eddermame in business, du! Vi erobrer Amerika nu. Med Michael Jackson som backing er der bare i dén grad mad i harddisken.

Man ville utvivlsomt have regnet Al Capone for en psykopatisk fantast, hvis det ikke lige havde været for hans uomtvistelige bedrifter med Aqua, Madonna, Cher, Britney Spears og min nye ven, Michael Jackson. Capone havde under flyveturen til Los Angeles hvisket mig i øret, at jeg bare var et nummer i rækken i hans HandsUp!World-mission. Hans finansielle ressourcer var uudtømmelige, og med denne nye laserbehandlingsteknik ville ingen popsanger nogensinde blive for gammel til et verdensgennembrud. Hans liste af mulige emner var uendelig.

- Snart skal den gode hr. Brandt faneme få sit Amerika. Og så skal Zentropa og alle de andre forgyldte dogmebrødre få så meget baghjul, at de taber alle deres laurbærkranse og håndholdte kameraer. Det bliver den største danske eksportsucces siden vikingetiden. Er vi kejseragtigt kørende på den gudeagtige måde, hva´ Falchen?

DET ER BLEVET MIN TUR. Sygeplejerskerne hjælper mig op i sengen og begynder at spænde alle de remme, der skal sikre, at jeg ikke foretager uhensigtsmæssige bevægelser under behandlingen. Men pludselig lyder der råben ude fra indgangen. En uniformeret vagt kommer løbende ind i venteværelset og spørger Al Capone, om det kan have sin rigtighed, at han har en aftale med det samlede danske pressekorps.

Kort efter omringer en hær af journalister og fotografer den hospitalsseng, hvor jeg ligger og bliver fikseret, som var jeg Frankensteins monster eller en ny elefantmand. Blitzene lyner, tv-fotograferne snubler over hinanden, og der opstår tumultagtige scener omkring mig. Al Capone står allerede jovialt storsmilende i et interview til Tv-avisen. Journalisternes spørgsmål hagler ned over mig:

- Scorer du kassen på det? - Er du virkelig så desperat efter at blive hængende i showbizz? - Vi går efter en stor før/efter-reportage. - Føler du ikke, at du har solgt din sjæl? - Regner du med at få mere fisse efter behandlingen? - Er der andre kropsdele end ansigtet, der bliver ændret på? - Svigter du ikke dine oprindelige idealer ved at deltage i sådan et perverst eksperiment? - Hvad siger din familie til projektet? - Har du fundet en ny model til lejligheden? - Er det ikke nærmest at betragte som ligrøveri? - Er det ikke en høj en pris at betale for berømmelse?

UNDER DEN KAOTISKE SCENE har jeg ubemærket vristet mig ud af de remme, sygeplejerskerne havde nået at spænde inden pressens belejring. Med en overmenneskelig styrke af Schwartzenegger-kaliber får jeg revet mig fri af de frådende sjakaler, og i et vandretliggende spring kaster jeg mig gennem klinikkens vinduesfacade og lander på fortovet udenfor. Jeg sætter i løb ud ad Evergreen Avenue. Der hænger en underlig duft af sagosuppe over Los Angeles.

Jeg bliver ved med at løbe. Jeg lægger Walther Ego bag mig sammen med Al Capone og alt hans væsen. Min verdenserobring er et overstået kapitel. Jeg løber fra det hele.

Jeg er på flugt fra Amerika.

 

op

Eksil på Børnebakken

I forrige afsnit af denne lørdagsføljeton flygtede Michael Falch i skikkelse af den uheldige helt, Walther Ego, fra Amerika og det store, forkromede verdensgennembrud. Øjeblikket før den laserbehandling, der skulle have sikret ham evig ungdom, satte i gang, stak han halen mellem benene og forsvandt sporløst for øjnene af sin manager Al Capone og sin ven, Michael Jackson.

Men nye eventyr kalder.

JEG KAN IKKE VIDE, om de gennemsnitlige lørdagslæsere er eksperter inden for det aktuelle område, der hedder "skisport". Måske er I skihajer, hele banden ˆ tjekkede skibumser med kække Bono-briller i pander og højfjeldsbrune supermodeller med alpinski som ganske naturlig fodbeklædning?

Selv står jeg for første gang i mit liv overfor at skulle tilbringe en ferie ved et skisportssted. Man kan godt kalde det "tvungen afspadsering", for det var ikke så specielt hoptimistisk at vende hjem fra min katastrofale Amerika-rejse. Jeg begår ikke jysk underspil ved at hævde, at jorden brændte under mine fødder. Jeg trængte til at komme væk, og heldigvis har man stadig venner i denne benhårde branche. På et tidspunkt, hvor jeg definitivt havde besluttet mig for at gå i hundene og havde indtaget min plads i det nedadgående liftsystem på Queens Pub, lige under fotoet af den gamle hærværksmester, Tom Kristensen, blev mine sorte planer forpurret. Ind træder nemlig fire af mine bedste venner i denne ubarmhjertige verden. Holdet anføres af rockanmelderen Brio, som om nogen har kæmpet for min kandidatur i medierne gennem adskillige ups & downs. Jeg skal nu bringes i landflygtighed, i eksil, beretter Brio. De fører mig ud til en ventende VW-bus, og da jeg igen bliver lukket ud, befinder jeg mig i et nordsvensk fjeldlandskab.

Brio har været omkring min forladte gård på Sydsjælland, men da der ikke var skyggen af en skidragt at finde, har han medbragt den blå Kansas-dragt med heluldent for, jeg plejer at bruge, når jeg leger fritidslandmand i hestestalden. En gammel cowboyhat, noget termoundertøj og den fodboldtrøje, jeg plejer at spille i til serie 5-træningen for at imponere de unge løver -  landsholdstrøjen med Brian Laudrups autograf og nummer 11 på ryggen.

- NU SKAL DU BARE SLAPPE AF og nyde livet og finde dig selv igen, indskærper Brio i sin sædvanlige menneskekærlige tone.

- Jamen, for fanden, Brio. Det er lige fra asken til ilden dether. Jeg har aldrig prøvet at stå på ski før. Jeg kan slet ikke holde tanken ud, indvender jeg grådkvalt med en fornemmelse af at være ubehageligt tæt på selve kernen i det tragiske: I forsøget på at gøre det gode, gør man det værst tænkelige!

Men som dreng prøvede jeg kun én eneste gang at have et par ski på. Det var på skråningen ned mod banelegemet i Tåstrup, og jeg brækkede begge ankler og var kun et hårsbred fra at få hovedet kørt over af et passerende S-tog. Siden har jeg brugt alle tænkelige undskyldninger for at undgå at komme på skiferie med familie, venner og bekendte. Og med tiden ikke alene af frygt for at ribbe op i mine traumatiske barndomsoplevelser, men også fordi jeg ikke ville kunne holde til den ydmygelse, der består i at vælte omkring på et sneklædt bjerg i et uskønt forsøg på igen at lære at gå ˆ nu endda med brædder på fødderne og i en ganske moden alder.

MEN NU BEFINDER JEG MIG altså ikke desto mindre midt i ét af mine mest frygtede mareridt. Vi står heldigvis i kø i flere timer for at få udleveret udstyr i skishoppen. Imens ifører jeg mig alt det tøj, jeg overhovedet har med i bagagen. Laudrup-trøjen tager jeg uden på Kansas-dragten, så jeg i det mindste på overfladen kan se lidt sporty ud. Og det skal i hvert fald ikke hedde sig, at jeg måtte aflyse en turné som følge af >en ordentlig snotnæse, fordi jeg skulle agere springfyr og ikke havde klædt mig ordentligt på oppe i den frosne pulversne. 

For de uindviede kan jeg berette, at man skal finde plads til sine fødder i nogle besynderlige, støbte plastikkonstruktioner, som er umulige at gå i, og som maser alt blod ud af tæerne. Jeg vælter rundt i dem, som var jeg lige steget ud fra Queens Pub med en gevaldig kæp i øret. Da jeg skal have dem til at klikke ned i skiene, rammer lukkemekanismen mig over fingrene som en musefælde. Og selvfølgelig lige præcis den venstre guitarhånd. To af fingrene kommer til at ligne noget fra en obduktion i "Rejseholdet". Nu bliver der ingen turné i foråret. Allerede inden jeg møjsommeligt har fået bøvlet alpinstøvlerne ned i skiene, bulderkoger jeg inde i Kansas-dragten, og sveden hagler frem under min cowboyhat. Imens suser mine øvede rejsefæller og såkaldte venner kækt hoftevrikkende over mod en lift og flyver op i bjergene.

- HEJ-HEJ, HYGGE!, hører jeg Brio råbe friskfyragtigt ned til mig som afskedshilsen fra liften, så det gjalder mellem fjeldsiderne. Jeg står alene, forladt og grædefærdig tilbage med ubevægeligt bentøj som en smeltende snemand i bunden af et ugæstfrit fjeldlandskab i vildmarken.  

SKIINSTRUKTØREN INDHENTER MIG, da jeg - i mit desperate forsøg på at vralte over mod liften med de besværlige aggregater på fødderne - har fået krydset skiene, så jeg nu ligger væltet om i sneen med ski og ben viklet ind i hinanden som en aparte postmodernistisk installation.

- Det är ta mej fan typiskt danskt, råber instruktøren med blå blink på stemmebåndet. ˆ Det er det rene selvmord. Du kan sgu ikke ta´ op med den der, før du har fået noget undervisning, vrisser han og sender mig det formanende blik over skibrillen, der afslører, at han er godt træt af dumme danskere. ˆ Vi har skiskole lige om lidt. Stil dig ned bag i køen!

Og sådan går det til, at jeg at pludselig befinder mig på børnebakken med skiskolens begynderhold, hvor den næstældste deltager er en pige på 8.

Hvor langt skal man ned i dette liv, før guderne forbarmer sig? spørger jeg bare.

Længere ned! kan jeg selv svare af bitter erfaring.

 

 

op

Liften til Himlens port

I sidste uges afsnit af denne lørdagsføljeton var Michael Falch vendt tilbage fra sit katastrofale erobringstogt til Amerika. Den frygtede rockanmelder, Brio, viste sig som Falchens ven i nøden og har nu tvunget ham i eksil på et svensk skiportssted. Falch - som aldrig før har stået på ski - må lide den tort at lade sig indrullere på skiskolens børnehold iført cowboyhat, Kansasdragt og Brian Laudrups landsholdstrøje.

DER ER IKKE MEGEN ROCK´N´ROLL over sådan en børnebakke, skal jeg hilse og sige. Brio og min andre såkaldte venner er stadig oppe i de høje bjerge, og jeg ser dem kun i glimt, når de med mellemrum rammer dalen og straks igen suser op med liften. "HEJ-HEJ HYGGE!", råber de hver gang ned til mig. Den svenske skiinstruktør er ved at lære mig og de andre børn en meget indviklet alpin teknik. Med fare for at lyde som en bedrevidende skibums må jeg fortælle, at det drejer sig om noget, der hedder "at plove". Det er en sindssygt avanceret metode, man på de kanter bruger til at tage farten af med. Man presser skiene frem mod hinanden i en spids v-formation, og samtidig med at man plover, forsøger man at styre krop og ski i bløde slalombuer. Det lyder frygteligt indforstået for uindviede, men det virker. Jeg gør store fremskridt på børnebakken.

HEN UNDER AFTEN KOMMER Brio og de andre ned fra bjerget. Helt trekantede at se på og vildt euforiske.

- Hold kæft, Falchen, begynder Brio stakåndet. - Du tror, det er løgn. Hvor er det synd for dig, at du ikke kan opleve det!

- Jamen, jeg er sgu ved at komme efter det. Jeg plover og det hele, indvender jeg fortrøstningsfuldt.

- Nej, sorry, du, men der kommer du ikke med op de første par år, fortsætter Brio.

&endash; Det er totalt livsfarligt; selv for hardcore øvede. Det er ude bag de sorte pister, helt ude i det vildeste off-piste. Pludselig står man på toppen af verden og skuer ud over den uberørte vildmark. Og dér, midt i det hele, får man så øje på et træhus med et blinkende neonskilt: "Heaven´s Gate Café", står der.

- Vi nåede nogenlunde helskindede derud. Døren var låst, men vi kiggede ind af vinduerne. Jeg siger dig: Det er fuckin´ unbelievable! Det er det mest luksuriøse afterskiing-place, jeg nogensinde har set. Du tror, det er løgn! Servitricerne er modeller i gennemsigtige kjoler, og man ligger bare nøgen på briksen og får den mest udsøgte betjening. Med det hele - og plus det løse…!

Brio kigger rundt på de andre, og de bryder alle sammen ud i en sjofle grin. Og havde det ikke været for det fuldstændigt salige blik i deres øjne, så havde jeg jo troet, at det var almindelig skurvognsbralder. Men de havde virkelig oplevet noget magisk.

NÆSTE FORMIDDAG GIVER JEG mig 100% på børnebakken. Jeg skal faneme ikke vente flere år med at komme op til himlens port. De andre deltagere på holdet har nu fået tilladelse til at tage med liften op til de grønne pister - vi er kun mig tilbage i skiskolen.

Jeg plover som en vanvittig og vrikker som en afsindig med rumpen for at få det til at se lidt Ingemar Stenmark-agtigt ud. Men jeg har luret ham skiinstruktøren: Han er ikke vild med danskere. Da jeg op ad eftermiddagen spørger, om jeg ikke efterhånden er ved at være grydeklar til at tage et lille smut op med liften, slår han en skraldlatter op, der røber, at han aldrig er kommet sig over den danske EM-sejr i ´92 - på svensk grund. Han hader os for det. Jeg begynder at indse, at jeg bliver holdt som gidsel på børnebakken på grund af min Laudrup-trøje. Jeg er blevet et offer for negativ særbehandling og det sædvanlige svenske mindreværdskompleks.

MINE SÅKALDTE VENNER kommer ned efter endnu et psykedelisk kig ind i "Heaven´s Gate Café". Brio er nødt til tage hjem til hytten og skrive. Han har fået et prøveeksemplar med af den nye Solsort-cd til anmeldelse.

- Nu er det faneme deres tur til at få kærligheden at føle, griner han fagligt indforstået.

- Det bliver en henrettelse!

- Hvor er det dog vigtigt at have et godt forhold til anmelderne, tænker jeg. Jeg må nu være den eneste nulevende, der ikke er blevet slagtet af ham i avisen.

Solen er ved at forsvinde bag fjeldene. På børnebakken er instruktøren falder i snak med nogle andre jet settere. Stille og roligt plover jeg ubemærket over i retning af liften. Så er jeg fremme og griber fat i stangen og lader mig trække med op ad fjeldsiden.

- Hva fan gör du? råber instruktøren forbløffet, da han opdager, at jeg smutter af sted.

&endash; Förbannade amatör!

Han skriger og råber dernede. Men jeg er væk. Mens jeg kæmper for at holde mig fast til liften, smiler jeg bredt og råber ned til ham:

- HEJ-HEJ, HYGGE!

NU VED JEG JO IKKE, hvor fortrolig lørdagslæseren er med liftsystemer? Men denne er en såkaldt t-lift - en stang, der er formet som et omvendt t, og set i bakspejlet er tanken nok den, at man med et lille, koket hop smider t-stangen ind under rumpetten og sætter sig på den. Så langt er jeg imidlertid ikke nået i min uddannelse. Jeg har bare grebet fat i stangen med hænderne og bliver nu slæbt op ad bjerget i rasende fart. Jeg bliver hvirvlet ud over fjeldsiderne og ind igen og tænker kun på at holde mig fast. Jeg storsveder inde under Laudruptrøjen og cowboyhatten. Stigningen bliver mere og mere stejl, og i tusmørket går det op for mig, at jeg er den eneste passager tilbage i hele liftsystemet. Jeg bliver trukket hængende flere kilometer lodret op ad bjerget. Jeg priser mig lykkelig over min grundkondition og sender en venlig tanke til Kalvehave I.F., men jeg er ved at være tappet for kræfter Nu skimter jeg allerøverst oppe noget, der ligner liftens endestation, en mægtig cementklods. Hvordan helvede kommer man af sådan en satan her? Jeg skal under ingen omstændigheder komme til at slippe liften for tidligt, for så jeg vil jeg vælte ud over fjeldsiden med flere hundrede meters frit fald ned. Mon ikke man bare skal lade sig trække op over cementkonstruktionen - måske er der et trinbræt på den anden side?

Jeg brager imod liftens stopklods og styrter ud over bjerget i en manøvre, jeg hidtil kun har kendt fra Garmisch-Partenkirchen med tømmermænd oven på nytårsaften. Midt i svævet får jeg øje på et blinkende neonskilt ude i snemassiverne:

"Heaven´s Gate Café" når jeg at læse.

 

 

op

Samtalen på den yderste dag

Med dette syvende afsnit slutter Michael Falch sin selvbiografiske røverhistorie for denne omgang. Efter mødet med popmagnaten Al Capone og selveste Michael Jackson; efter ansigtsløftningen, der aldrig blev gennemført og det internationale gennembrud, der glippede, har rockanmelderen Brio nu bragt ham op i de høje bjerge. Her er Falchen som håbløs ski-amatør, iført Kansasdragt, cowboyhat og Brian Laudrups landsholdstrøje, flygtet fra skiskolen på børnebakken. Han er draget på jagt efter den sagnomspundne "Heaven´s Gate Café", hvor letpåklædte modeller efter sigende giver intimmassage. Vi forlod ham sidst midt i et drabeligt styrt fra skiliften på bjergets top

HUN LIGNER TIL FORVEKSLING Helena Christensen i den mælkereklame, der kørte for et par år siden i de gode, gamle dage, mens Arla stadig var MD Foods. Og hendes kjole er ganske rigtigt gennemsigtig. Brio har ikke overdrevet. Jeg ligger på maven, mens hun med rolige, rutinerede håndbevægelser gnider min ryg ind i de æteriske olier. Da hun bevæger sig ned over min lænd, føles det som at vågne til bevidsthed igen.

- Hvor er jeg? spørger jeg. I visse tilspidsede situationer er en kliché vitterlig det nærmeste, man kommer sandheden.

Hun bøjer sig ind over mig, så jeg kan mærke hendes fyldige bryster mod mine skuldre. Hun hvisker mig i øret:

- Du styrtede fra bjerget, og du befinder dig nu i "Heaven´s Gate Café". Du skal bare nyde livet, inden du bliver kaldt ind til Peter.

- Og hvem er så Peter? spørger jeg undrende.

- Det er chefen, hvisker hun, mens hendes tunge glider ned over min nakke. - Dette er bare venteværelset. Hans kontor ligger dernede.

Jeg kigger mig om. Jeg ligger bag et transparent forhæng. Lokalet minder om en mondæn natklub for de velbjergede. Med dæmpet belysning, rød velour og smukke kandelabre. Bag andre forhæng er adskillige nøgenmodeller i gang med at behandle andre klienter. Nu bliver min ven, Brio, sandelig også ført ind i rummet og lagt til rette. I den fjerne ende skimter jeg en port, der er udsmykket med glimtende perler.

- Hvis jeg nu er rigtig, rigtig god ved dig, må jeg så ikke få lov at beholde din trøje med Brian Laudrups autograf som souvenir? spørger min skønne Helena. Hun sætter sig overskrævs på mig og begynder nu med rytmiske …(Det følgende afsnit er censureret bort, red.).

SÅ LYDER MIT NAVN i højttaleren, og modstræbende vikler jeg mig ud af mit himmelske favntag. Jeg kysser Helena farvel, og da jeg passerer Brio, når jeg lige at hviske til ham: - Keep on rockin´! Pøj-pøj med det. Vi ses!

Perleporten har nu åbnet sig, og jeg træder ind.

- Værs´go at tage plads, siger chefen Peter, som jeg straks genkender som ingen ringere end Sankt Peter. Han sidder med en tyk, sort bog foran sig.

- Og du vil gerne ind i himmeriget, kan jeg forstå, siger han venligt.

- Jo, tak, svarer jeg. - Jeg vil da gerne ha´ en kort briefing i hvert fald. Skal man ha´ været et eksemplarisk godt menneske for at blive lukket ind?

- Nej, ikke nødvendigvis, svarer Sankt Peter.

- Nej, for jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke altid holdt min sti helt ren, fortsætter jeg oprigtigt. - Der har jo altså været nogle helligdage rundt omkring og et par våde nætter og lidt med det 6. bud og en lille, hvid løgnehistorie ind over i ny og næ. Du ved, rockmusikken er jo ikke for Guds bedste børn. Men jeg er nu ikke den værste synder af alle. Jeg er sgu mere bekymret for, om jeg nu også får min gode ven, Thomas Brio, der ligger derude til behandling, med ind. Han er nemlig musikjournalist.

- Hvad er da hans synderegister, mener du? spørger Sankt Peter og bladrer frem i den store bog.

- Ja, mig har han altid behandlet yderst elskværdigt. Men jeg må jo nok tilstå, at han har gjort helvede hedt for så godt som alle andre rockmusikere med sine blodtørstige skriverier. Men ku´ vi ikke slå en streg over det og la´ ham slippe med ind, tror du? Inderst inde er han ikke noget ondt menneske.

Sankt Peter kigger op fra bogen.

- Ham skal du ikke bekymre dig om. Han er selvskreven til en plads i himmeriget. Gud har jo sine udvalgte. Det var ikke noget misundelsesværdigt job, Gud gav ham: Altid at være den, der skal lede efter splinten i sin broders øje. For almindelige dødelige kan det let ligne had og skinbarlig ondskab. Men Brios opgave på jord var at åbne sine medmenneskers øjne for den betingelsesløse kærligheds nådegave.

&endash; MEN LAD MIG NU HØRE: Hvordan har det så været for dig selv? Har du haft et jævnt og virksomt, muntert liv på jord?

- Tjah, der har jo været ups & downs, fortæller jeg. - Nogen Victor Borge har jeg jo ikke ligefrem været.

- Mnnn, mumler Sankt Peter, mens han gør notater i bogen.

- Og nogen Søren Kierkegaard var jeg sandelig heller ikke, fortsætter jeg.

- Nej, det må jeg nok give dig ret i, svarer Sankt Peter. - Du har hverken været særlig morsom eller specielt spidsfindig. Men nu har Gud jo ikke skabt dig som Victor Borge eller bedt dig om at være Søren Kierkegaard. Du blev skabt som Michael Falch. Og nu spørger jeg dig: Hvordan var du til at være Michael Falch?

- Tjah, svarer jeg tøvende. - Jeg synes egentlig ikke, at jeg blev helt færdig med det.

- Godt! udbryder Sankt Peter og smækker bogen i. - Du er ikke klar endnu. Du må tilbage og gøre arbejdet færdigt. Farvel og tak - og på gensyn…

 

 

Forside | Nyheder | Albums | Biografi | Koncerter | Fotos | Post

Musikken på denne hjemmeside er stillet til rådighed med tilladelse fra KODA og NCB
Copyright © Falch & Stjernekasterne. Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Redaktion og layout:
Stjernekasterne. Booking: Århus Musikkontor.
Spinhouse & web-versionering:
Dialog Design