Michael Falch - Tilstanden Malurt

 


TILSTANDEN MALURT

Af Michael Falch –
til Gaffa KLUB, særtillæg med MALURT-fotos, okt. 2005.

”Og den tredje engel blæste i sin basun; da faldt der fra himmelen en stor stjerne, brændende som en fakkel, og den faldt på en tredjedel af floderne og på kildevældene. Og stjernens navn er malurt; og en tredjedel af vandene blev til malurt, og mange af menneskene døde af vandet, fordi det var blevet bittert.” (Johannes´ Åbenbaring 8, 10-12)


Den samme rockmusiker kan ikke to gange gå ind i det samme band. Og slet ikke tre gange. Så når vi nu for tredje gang ruller vores model MALURT ud af garagen, er intet ved det gamle. Ingen af os er de samme mennesker længere, og tiden og verden fortæller en helt anden historie nu. Vores ramponerede køretøj, der i rocksammenhæng må opfattes som antikt med sine 25 år, triller rustent og knirkende ud fra sin bås i langtidsparkeringen, hvor den har holdt stille de sidste 11 år. Nu skal den lige ud og snuse lidt motorvej igen. Bare fem aftener i fem byer i det, vi har døbt en ”selvfejring” af 25-årsdagen for vores debutalbum ”Kold Krig”. En kort omgang i den kamp, der blev stoppet første gang tilbage i 1984, genoptaget på Roskilde Festival 1990 og afbrudt for anden gang i 1994.

Hvad er mon pointen? Er det mon den gamle kærlighed, der aldrig ruster? Er det forbryderne, der vender tilbage til åstedet? Eller er vi simpelthen ikke i stand til definitivt at tage afsked og lade fortidens spøgelser hvile i fred? Er vi ligefrem ude i noget patologi? Noget med en tvangspræget hang til at måtte tilbage og mærke favntaget med gamle, for længst forladte kærester? Sikkert, sikkert også. Men denne gang er det alligevel anderledes. Sidst vi spøgte igen var det noget med nye sange, en ny sound og et seriøst bud på nogle livstemaer i 90erne. Nu er der absolut intet nyt under solen. Vi fragter kun antikveret gods i denne ombæring. For mig er det musikalsk set ren nostalgi nu med gamle sange, der skal vækkes til live igen og gamle tidsbilleder, der skal males op i autentisk restaurering. Det trækker et lille smil frem på læberne; det er lidt pudsigt – som at trække i mølædte kostumer i et gammelt teaterstykke, man en gang brændte for at give liv. Og brændte gjorde vi, som jeg husker det, helt igennem endda. Vi er der ikke mere på den måde, det ved vi. Vi er kun på besøg. En enkelt lang uge, så er vi væk igen og tilbage i vores nutid.

Og her står jeg så midt mellem mine gamle kammerater. Ikke én eneste celle i os er den samme, som da vi stod her sidst, og dog er alt genkendeligt. Hør, det er lyden af Peter Viskindes guitar. Den unikke, mesterlige guitarlyd af det sammensatte menneske, jeg har haft så dybe musikalske lykkeoplevelser og stride kampe med i tidens løb. Fra hans fingerspidser på gribebrættet af hans gamle Fender Strat ned i forstærkeren og ud gennem højttalerpappet. Og så falder det tunge hug i Peter Mors´ lilletrommeslag som fra stenaldermanden, der kalder stammen til jagt; nu Dia Nielsens færøske bas på klippegrund og det kontrollerede overblik, og så min hyppige rejsekammerat, tangenttryllekunstneren, Pete Repetes, flaksende flirt med livslyde på sine tangenter. Og jeg selv her med tremologuitaren og alle de masser af tekst, jeg har gjort til min raison d´être. Og jeg mærker mine forbehold fade og paraderne falde; jeg slipper nostalgien og glider bare ind i sangene og bliver igen et menneske i ”tilstanden Malurt”. I den rockdrøm, der begyndte som en smuk, helhjertet erstatningsreligion, som ”Rockisme”, for mig tilbage i de tidlige 80ere, og som blev til en forfaldsromantik, som jeg sled mig i stykker på i løbet af 90erne. Men lige nu er jeg atter gæst i rockens skønneste oprindelige kvalitet: Efter flere års udmeldelse af rock og showbiz bliver jeg igen en del af gruppen. Vi samler os på ny i det lille, vanskelige og seje fællesskab, der er rockorkestrets.

Og her er vi så igen tilbage i de tidlige 80ere, i det storbyens aftenland, vi udgik fra. Undergangsfølelsen og den apokalypse-forestilling, der havde givet os vores nytestamentlige gruppenavn, som skulle signalere undergangsstemning og den vrede trods. Sådan så det ud i de højspændte hoveder på nogle af os vrede unge mænd dengang. Spørg bare flere af mine kolleger i rocken eller min ven, digteren F. P. Jac og hans kammerat Strunge. Det var, som gjorde vi os selv til selvbestaltede øjenvidner i den vestlige verdens endelige sammenbrud. Vi så det hele reflekteret i den æstetik af neonspejlinger i regnvåde storbygader, vi var oversvømmet af i film som Scorseses ”Mean Streets” og ”Taxi Driver” og en algolagni, der lånte sin lidelseskult fra Kubricks ”A Clockwork Orange”. Vi, som aldrig havde kunnet finde solide fundamenter i hverken hippieideologi eller betonkommunisme, og som var et par år for gamle og lidt for livsglade til punk, fandt en pseudo-religiøsitet i dyrkelsen af det teknologiske massesamfunds gudsforladte ørken. En slags romantisk anarkisme, hvor supermarkedets fremmedgørelse, S-togstationernes forblæste tomhed, CPR-numrenes robotgørelse, det moderne meningstab og den desperate mangel på absolutte værdier blev hellige temaer i en blandingsfølelse af fascination og frygt.

”Tilstanden MALURT” er hektisk; pulsen er høj. Det er dirrende katastrofetilstand og cortisol-stress. Det er en dramadyrkelse med en livsfølelse, der må op i det røde for at kunne godkendes som brugbar. At leve stærkt vil i en rockens hellige krig sige at gå hele vejen, helt ud til kanten, ikke at bøje sig for sund fornuft, ikke at vente på eftertankens rolige overblik. Det er overhalingsbaner og drivvåde nætter, det er et konstant eskalerende tempo, og det er vildere og vildere for hver gang. Det bliver: Dø om så det gælder. Vildt overdrevent, opgejlet, vanvittigt, og dybt fundamentalistisk ment. Rockdrømmen bliver en destruktionsstrategi. Men det frådende rockdyr, der raser mod samfundets følelsesforladte leverpostejsliv, og som står vildt fægtende med sin vandpistol som eneste våben mod den kolde krig, ligner pludselig mere en lille skræmt dreng, der lever sin personlige barndomsulykke ud i sine svedige dramaer på scenerne. Og den desperate bøn, han beder til sin dionysiske neongud, forbliver uhørt. For neonguden har ikke øren at lytte med, og rock kan ikke leve op til at blive gjort til religiøs kult.

Sådan glider jeg igen ind i rocken i vores gamle orkester. Et andet menneske end dengang, med en anden puls og med en livsstil, hvor afkaldet på rock´n´roll og alt dets væsen synes at virke helbredende. Med en anden Gud end aftenlandets paniske neongud. Men sangene er de samme, og de kan synges endnu. Der er masser af smerte og ægte søgen at finde i de fleste. Mange andre end os glæder sig til at dele de fem koncerter med os. Nostalgisk, jo – ”nostalgi”, som egentlig betyder ”hjemve”. Vi rejser hjem for måske lige at få lov at mærke den ungdommens særlige sitren, vi så sjældent får adgang til længere. Og se hvor vi kom fra. Fortiden er nu kun en drøm. Vi skal intet forsvare. Vi gør det for vores egen skyld, uden pres, hverken fra karrierer eller mammon. Og i visse gyldne øjeblikke er der alligevel en fornemmelse af, at livssynet måske, ligesom man siger om sex, bliver bedre med alderen.

Og så skrår vi gennem Nørrebro hen over Blågårds Plads, hvor vi havde øvelokale i gamle dage. Forbi marskandiserbutikken, hvor Dan Turèll engang bemærkede skiltet i vinduet: ”Gammelt ragelse købes – antikviteter sælges”…

 

Forside | Nyheder | Albums | Biografi | Koncerter | Fotos | Post

Copyright © Falch & Stjernekasterne. Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Redaktion og layout:
Stjernekasterne. Booking: Skandinavian.
Spinhouse & web-versionering:
Dialog Design